TIRSDAG MORGEN GIK jeg i støvregn over Langebro i København på vej til fest. Jeg og resten af Danmark var inviteret til at fejre demokratiet under Folketingets åbning, og selvom der var moderat vådt i København og fuldstændig oversvømmet i Jylland, virkede det ikke, som om regnen stoppede danskernes begejstring for vores styreform.

Man kunne høre musik og liv på lang afstand, men da jeg ankom til Slotspladsen, var stemningen faktisk ikke særligt indbydende. Folk stod ikke arm i arm og værnede om deres demokratiske ret til at synes noget, men derimod ryg mod ryg i forsøget på at skære igennem med deres oplevelse af, hvordan alting var ad helvede til.

”Status quo-politik, vi har prøvet, det virker ik,’” skreg en person i en megafon sammen med en stor gruppe unge mennesker. De dansede deres egne kampråb og blandt dem stod 10 kæmpestore skilte med bogstaver, der tilsammen stavede ’KLIMASVIGT’. De rystede dem og hujede, hver gang en politiker, der forsøgte at ignorere dem, skyndte sig mod Christiansborg Slotskirke langs slottets mure.

Hvis man så bort fra, at folkemængden absolut ikke skreg af glæde eller beundring ved synet af de folkevalgte, kunne man være fristet til at sammenligne den lille korridor af klimaaktivister med den røde løber, man som kendis skal krydse for at nå frem til den eksklusive begivenhed, man er særligt inviteret til.

En af dem var Morten Messerschmidt, der udover formaningerne om jordklodens tilstand fik en tommelfinger op fra et af medlemmerne af det alting-kritiske, lille parti Frihedslisten med på vejen. Messerschmidt nikkede hastigt til manden, der demonstrerede for at få afsat SVM-regeringen sammen med mindre gruppe mennesker, der blandt andet var klædt i T-shirts med ’The Great Awakening’ skrevet både foran og bagpå.

”Vi vil. Afsætte. Re. Geringen,” råbte de, mens en mand i et beskidt, gammelt mundbind med klovnenæse på svingede en kæmpe flagstang med Dannebrog for enden.

Jeg kunne fornemme, at Frihedslistens medlemmer råbte alt muligt til politikerne foran Slotskirken, mens de sendte live på deres mobiltelefoner, men jeg kunne ikke høre, hvad de sagde, fordi en kvinde, der kaldte sig Space Girl Music dansede rundt i en rumdragt til musikken fra hendes Soundboks lige ved siden af.

Jeg havde jo sådan set tænkt, at jeg ville starte dagen væsentligt roligere og måske endda også hyggeligere, så jeg besluttede mig for at forsøge at bede om adgang til den smukke lovprisning, der skulle til at finde sted i Guds hus. Jeg måtte helt op i øret på en betjent for at få hendes opmærksomhed.

”Hvordan er det nu med at komme ind i kirken, hvis man er journalist?” spurgte jeg og fik at vide, at jeg skulle have en invitation. Det havde jeg ikke, så jeg trådte et skridt tilbage i køen af menneskene og alle deres politiske budskaber.

”Ved du hvad, jeg ville også have det mærkeligt over at sidde og synge ’Vi pløjed’ og vi så’d’ et par dage efter at have læst, at alt liv i de danske fjorde er forsvundet på grund af spildevand fra landbruget,” sagde jeg til en ældre kvinde bag mig.

Hun reagerede slet ikke og virkede mere interesseret i at vise sit papskilt med en brændende jordklode til Inger Støjberg, der gik op ad trappen med Ekstra Bladet i hælene.

Det var i det hele taget svært at få de fremmødtes opmærksomhed rettet mod andet end deres egen fest, og selvom det var interessant at møde folk, jeg ellers kun støder på i kommentarspor på sociale medier, havde jeg nok alligevel fået mere ud af at læse deres budskaber på skrift.

DA JEG EFTER ET par minutters fiflen med pressekort og sikkerhedskontrol kom ind på de bonede gulve, havde jeg brug for et at sætte mig selv og mine ting.

Desværre var hver eneste bænk i Vandrehallen optaget af et eller andet medie, der var i gang med en direkte udsendelse om, hvor spændende dagen snart ville blive.

Jeg bukkede mig for ikke at blive en del af TV 2’s politiske analyse, listede forbi et debatprogram for ikke at forstyrre mikrofonerne og nikkede til medarbejdere fra morgenprogrammerne, der fik sig en velfortjent kop kaffe efter udsendelserne.

”Hej, min egen,” sagde chefredaktør på kulturmagasinet Omnibus og Transeuropamagasinet, Knud Meldgaard, pludselig bag mig. Jeg blev så lettet over at se et velkendt ansigt, at jeg faktisk gav ham et kram.

Knud gjorde mig opmærksom på, at Rasmus Paludan og ”hans kumpaner” havde hængt et kæmpestort banner op foran hovedingangen. Vi kiggede ud af vinduet ved siden af salen og så en gruppe turister fotografere ’FUCK ISLAM’-skiltet, der var indhegnet af polititape.

”De har jo truet mig på livet i deres blad, der hedder Frihedens Stemme eller sådan noget,” sagde han. Det synes jeg nu ikke lige, jeg kunne læse, men jeg var bekendt med, at de ikke betragtede Knud som en perleven efter han havde sparket en af deres brændende koraner af vejen til en demonstration i forbindelse med domfældelsen over Inger Støjberg i Instrukssagen.

Jeg mærkede samtalen tage en drejning, der hørte den offentlige debat til, og vi så os lidt omkring for at tale om noget mere meningsfuldt.

”Du ser da smart ud,” sagde jeg til Karsten Hønge fra SF, der pludselig kom forbi. Han takkede og forklarede, at han var fin i tøjet, fordi han skulle tage imod dronning Margrethe, når hun ankom senere.

”Hvorfor er du så ikke i kirke inden,” spurgte jeg.

”Sig mig, tror du, jeg abonnerer på evigheden?” spurgte han, drejede teatralsk om på hælen og gik videre i sin egen verden.

KNUD MELDGAARD OG JEG blev stående ved trappen, og gloede. Som kronisk velklædt mand følte han sig kaldet til at live-kommentere de folkevalgtes tøjvalg, mens de kom trillende tilbage fra kirke.

Det var et problem, at Konservatives formand Søren Pape havde brune sko på til sit blå jakkesæt, mente han. Jeg mente, at der var mange flere problemer end farvekoordination i partiet, men måtte erklære mig enig i, at det så mærkeligt ud, at den meget solbrændte minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik, Dan Jørgensen, knappede sin jakke, selvom den var alt for lille.

”Det er sgu da bedemanden fra Lucky Luke,” sagde jeg til folk, der havde travlt med at filme det tidligere medlem af Moderaterne Jon Stephensen. Jeg syntes, det var sjovt og selskabeligt af mig at sammenligne ham med Mr. Bones, fordi Stephensen ligesom ham fremstod mager, ranglet og med overdimensionerede hænder, da han kom gående alene op ad trappen.

Da jeg ville forklare mig selv, stjal vicestatsminister Jakob Ellemann Jensen (V) opmærksomheden ved at skvatte og tabe sin telefon for rullende kameraer.

Den nykonverterede politiske kommentator Pernille Skipper tog imod ham oppe ved TV 2’s studie, hvor Ellemann så ud til at forklare hende præcist, hvad der skete, da foden gled.

”Vil du stadig slå mig ihjel, Rasmus?” brølede Knud Meldgaard lige pludselig til Rasmus Paludan, der stod på den anden side af trappen og tog billeder med sin mobiltelefon. Han var iført en sikkerhedsvest, som han desværre så ud til at være vokset ud af.

”Jeg vil ikke slå dig ihjel,” svarede Paludan.

”Så må du lade være med at skrive det i dit lorteblad,” knurrede Knud tilbage, og jeg opfangede de første signaler på, at han skulle til at bevæge sig derover.

Fordi jeg ikke orker mennesker, der slås til fester, og fordi jeg ikke kunne tænke mig at blive fotograferet i forbindelse med endnu en tilbageholdelse af Knud Meldgaard i forbindelse med islamkritik, tog jeg fat i jakken på ham.

”Du er bedre end det her, Knud.”

Han var heldigvis enig.

DA DRONNINGEN HAVDE fået sat sig til rette i salen, og klokken slog tolv, gik Knud og jeg ud for at få noget frisk luft og et beroligende stykke tobak. Det vrimlede med politibetjente, der primært fokuserede på demonstrationen mod Islam, men til mit store held blev Meldgaard hurtigt distraheret af to betjente, der ankom på heste med hæklede politihuer på.

Mens han klappede og fodrede hestene med æbler, fulgte jeg en smule drænet med i statsminister Mette Frederiksens tale på min telefon.

”Det gør indtryk på mig, når en ung lærer kan fortælle en avis, at hun ikke har lyst til at tjekke Aula,” sagde statsministeren til min store overraskelse og proklamerede, at hun syntes, det var ”fristende at afskaffe” det forhadte intranet Aula.

Mens hun med egne ord ”kævlede” videre fra talerstolen om pindsvin, Andreas Mogensen, ’Sara og Monopolet’ og bad os om at tage på arbejde hele tiden, kunne jeg mærke energien forsvinde.

Jeg fik derfor mig selv og Knud sendt en tur i Snapsetinget til en velfortjent bid at spise, og da han besluttede sig for, at det var tid til at komme hjem, tog jeg mig selv i at gabe højlydt på vej tilbage til Folketingssalen.

Martin Lidegaard og Franciska Rosenkilde bevægede nærmest deres arme synkront, mens de begge meget villigt lod sig interviewe til hver deres medie, og jeg blev fanget i en klump af journalister, der så sig søgende rundt efter en person, de kunne stille et eller andet spørgsmål.

Jeg gabte igen og lænede mig op ad en søjle, hvor BT’s politiske kommentator Joachim B. Olsen stod og ventede på en interviewaftale med statsministeren.

Vi stirrede tomt på hinanden uden at sige et ord.

Luften var desværre ret hurtigt gået af den demokratiske ballon, og selvom magtens tinde nærmest kastede sig for fødderne af den kritiske presse, brugte de fleste deres tid på at pakke deres kameraer sammen og komme ud af vagten.

Da jeg selv kom ud af bygningen, var der ikke et øje tilbage på pladsen.

”De kom, de skreg, de skred,” skrev jeg på min blok og gik hjem.