Morten Dahlin betragtes som fremtiden i Venstre. Af samme årsag har hans datter fået to efternavne scroll-down

Morten Dahlin betragtes som fremtiden i Venstre. Af samme årsag har hans datter fået to efternavne

Vestegnsoratoren Morten Dahlin ser tilbage på et ævlende og kævlende år som politisk ordfører for Venstre. Og frem mod et dyrt købt liv i toppolitik.

Af Magnus Kraft
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann
Politik Euroman

DET MINDER OM de her videoer på internettet, hvor to hunde står og gør balstyrisk ad hinanden på hver sin side af et hegn, indtil hegnet fjernes, og de gøende hunde med ét bliver til mindelige, blide lam, da Morten Dahlin fra Venstre en tidlig novembermorgen møder Steffen Larsen fra Liberal Alliance ude foran Christiansborg. Begge er på vej på arbejde.

”Hvor kommer du med toget fra?” spørger Dahlin.

”Fra Lyngby,” svarer Larsen. ”Dig?”

”Karlslunde.”

Man fornemmer næsten ikke, at de to – med journalister som mellemmænd – har været i struberne på hinanden i ugen, der er gået. Efter Anklagemyndigheden droppede sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, har Venstres Dahlin stillet en dør på klem for, at man skal ændre i loven, så det bliver lettere at køre sager om statshemmeligheder for lukkede døre. Til stor utilfredshed for retsordfører Larsen:

”Morten Dahlin skal genlæse nogle af de ting, han skrev under valgkampen om FE-sagen, og overveje, om det er den rigtig position at tage, eller om vi skal gøre noget, som minder om noget, man ville gøre i Hviderusland – nemlig en lukkethed om politiske sager i retsvæsnet,” svirpede han til Altinget.

Det har Dahlin ikke glemt, da jeg senere på hans kontor spørger ham, om den slags – ufrivillige møder med dem, man kriger med i pressen – egentlig kan være lidt akavet.

”Ja, han sagde noget fuldstændig tåbeligt.”

Han griner.

”Men nej. Det har jeg ingen kvababbelser med overhovedet.”

Og godt for det, for siden regeringsdannelsen for et år siden har Morten Dahlin som politisk ordfører for det underkuede regeringsparti Venstre sovet med rustningen på.

I en alder af 34 år er det ham, der sendes i frontlinjen for at forsvare løftebrud, armodige meningsmålinger og i høj grad også sin egen, skal vi kalde det, principielle smidighed. Det er typisk ved seks-tiden, de første morgenradioflader begynder at ringe for en kommentar til Venstres synspunkt om ethvert tænkeligt politikområde. Radio 4 er de værste, siger han.

Rollen kan synes utaknemmelig og kommer med en indbygget Komiske Ali-garanti, men den udsatte position bekommer Dahlin vel. For det første bliver man nødtvunget velbevandret i alt fra skat og klima til integration og transportpolitik. Og hvem ved, hvornår man kunne få nytte af dét? (Lad mig være så gavmild at afsløre svaret: Det kunne man, hvis man en dag gerne ville være formand for partiet.)

For det andet har Dahlin altid værdsat slagsmålet. Han kan lide at give, og han kan lide at tage. (For at bruge hans egen fodboldanalogi – én af mange – vil han ikke være som AGF’s Nicolai Poulsen, der deler syngende tacklinger ud til højre og venstre, men selv smider sig i græsset ved den mindste berøring. (Forholdet til Brøndby IF er for Dahlin, hvad forsvaret var for Jakob Ellemann-Jensen, og Holbæk er for Kaare Dybvad Bek)).

Dahlin har slåsset med en ildhu og slagkraft, der, og det er grunden til, at jeg sidder på hans kontor nu, gør ham til et navn, der bestandig nævnes, når det politiske Danmark kigger ind i Venstres grumsede krystalkugle. I en nylig Berlingske-artikel blev han af flere fremhævet som det bedste bud på en kommende Venstre-statsminister.

Men som han sidder her på sit rummelige kontor med udsigt ud over ridebanen og de københavnske tagrygge, er det, som om han pønser på at omskrive sin egen succesformel:

”Efter min hustru og jeg blev forældre for otte måneder siden, er det blevet tydeligt for mig, at jeg ikke er i politik for at diskutere. Der er alt for mange dage, hvor jeg tager hjemmefra, før min datter står op, og kommer hjem, når hun er gået i seng. Og det er sgu hårdt.”

Dahlin trækker tempoet ud af sine sætninger og tramper vestegnstungt hen over stavelserne.

”Det gør jeg ikke bare for at lege diskussionsklub. Når jeg er færdig i politik, vil jeg ikke tænke tilbage og sige ’ej, hvor havde jeg mange fede debatter.’ Jeg vil rykke noget i det her samfund. Og hellere tage 20 procent af uenigheden for at nå frem til noget, der trækker landet i den rigtige retning.”

Lagde du mærke til det? Det var Venstres politiske ordfører, der i en smuk sløjfe bandt sin egen private skæbne sammen med Venstres kontroversbelagte regeringsdeltagelse.

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg og Venstre