Pludselig mærker Pelle Dragsted noget varmt, der løber ned ad hans ben. Han kigger vantro ned ad sig selv, hvor en mørk plet spreder sig i skridtet på cowboybukserne. Pelle Dragsted har ikke tisset i bukserne, siden han var barn. Men nu har han gjort det af ren skræk. Midt i cellen på Københavns Politis Station 2 i Store Kongensgade.

Det er 1992, og få nætter forinden er Dragsteds to år ældre ven fra den autonome ungdomsgruppe Børnemagt, Benjamin Christian Schou, blevet hjerneskadet under en arrestation på Rådhuspladsen i forbindelse med festlighederne nytårsnat. Den 18-årige Benjamin Christian Schou blev lagt i benlås med tre betjente oven på sig. En af dem pressede et knæ ned i ryggen på Benjamin Christian Schou, mens en anden trak i hans halstørklæde. Han mistede bevidstheden, uden det i første omgang fik betjentene til at reagere, og vågnede aldrig siden op igen.

Pelle Dragsted vil egentlig bare, sammen med flere andre fra det autonome miljø, hævne sin ven. Men efter at have kastet sten og maling mod vinduerne i nærpolitistationen på Jagtvej, bliver de efterfølgende passet op og anholdt af politiets hundepatruljer i den nærliggende Fælledparken, hvor de har forsøgt at gemme sig mellem træer og buske i den vinternøgne park.

Det er ikke første gang, at Pelle Dragsted er blevet anholdt. Det har han tidligere oplevet, når han har begået husbesættelser med Børnemagt, og hver gang har betjentene været voldsomme og har skubbet og hevet i ham, lige indtil de er nået til stationen, og han har afleveret nøgler og andre personlige ejendele og blevet sat i en celle. Så er det stoppet.

De efterfølgende afhøringer af kriminalbetjente, under overværelse af en repræsentant fra Den Sociale Døgnvagt, er foregået fredeligt og roligt. Hvilket Pelle Dragsted også tror, vil være tilfældet på stationen i Store Kongensgade denne aften.

I stedet går døren til cellen pludselig op efter midnat. De to betjente fra hundepatruljen, som tidligere på aftenen har anholdt Pelle Dragsted, kommer ind. Først forstår han ikke, hvad der foregår. Men betjentene begynder at støde til ham. De vælter ham omkuld og hiver ham op i håret. Slår og sparker.

Han skal tilstå, siger de, at han har været med til hærværket mod nærpolitistationen på Jagtvej. Ikke i morgen, i dag. Til sidst siger betjentene til ham, at de går, men at de vil komme tilbage senere. Og så tilføjer den ene:

”Du får så mange tæsk, at vi kan hive skelettet ud af røvhullet på dig.”

Senere på natten kommer de to betjente som lovet tilbage uden dog at gøre alvor af truslen. I stedet spørger betjentene, om Pelle Dragsted og hans venner nogensinde tænker på, at de blot passer deres arbejde, når der bliver kastet med sten og maling mod dem.

Op igennem 1980’erne har der været en række sammenstød i København med BZ’ere og autonome grupper, der året efter skal kulminere med urolighederne på Nørrebro efter folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen.

Men da Pelle Dragsted næste morgen, efter at være blevet afhørt af en kriminalbetjent, igen med tilstedeværelse af repræsentanten fra Den Sociale Døgnvagt, bliver løsladt og kan gå derfra, har han alligevel kun én tanke i hovedet:

’De skal fandeme ikke have lov til at skræmme mig. Næste gang står jeg forrest!’