DET ER HVERKEN RART eller i nogen som helst udstrækning gunstigt for stemningen, på kort såvel som på lang sigt, når en person, man har kært, måske endda den, man har kærest, påpeger over for én, at det er (tænkt eksempel) sindssygt irriterende, når man går og fløjter derhjemme, eller at man siger ”mhmmm,” hver gang man har taget en bid af sin jordbærtærte. Sådan en bemærkning kan virkelig sætte sig og gøre skade, som en lille indsprøjtning gift i en stor og sund ahorn.

Men hvad nu, hvis man har en ven eller en bekendt, der ikke er bleg for at sige sin mening, og som man kan få til at tage skraldet, fordi vedkommende ikke har lige så meget på spil?

Sådan en ven er Larry David i et afsnit i ottende sæson af hans serie ’Curb Your Enthusiasm’.

Under et middagsselskab bemærker vennen Ron, hvis bil Larry David er kommet til at påkøre under sin ankomst, at Larry virkelig ikke er typen, der skyr den dårlige stemning. Han tør sige, hvad han tænker. Hvad der også træder frem under denne middag, er Rons hustru Ilene, der, hver gang hun finder noget morsomt, højt udbryder: ”L-O-L!”

Dagen derpå foreslår Ron derfor Larry, at hvis han med sin ligefremhed kan gøre Ilene opmærksom på denne enerverende uskik, så er de kvit med bulen i bilen. En fortræffelig handel, mener Larry, og sådan begynder hans tid som social assassin.

NÅ, MEN JEG HAVDE SÅ næsten lige genset det her afsnit (’Palestinian Chicken’), da jeg skulle til en kombineret fødselsdag og housewarming hos en ven og hans kæreste i Hornslet nord for Aarhus.

Til festen var der både fadølsanlæg indeholdende belgiske øl med seks procent spiritus, og der var opblandinger af juice og vodka og den slags stads, der er umuligt at føre regnskab med, hvorfor den følgende udlægning er, hvad jeg nok bør kategorisere som det bedst mulige bud på de faktiske hændelser.

På et tidspunkt, vi er vel et godt stykke inde i arrangementet, hænger jeg ud i en til lejligheden lejet bambusbar sammen med værtsparret og nogle af deres venner. Jeg kender ikke rigtigt vennerne, så vi står bare og chatter lidt høfligt. Her er det så, at vi kommer ind på, hvem der egentlig er kærester med hvem her til festen, eftersom der er en del par til stede. En kvinde fortæller, at hun er sammen med denne hersens mand, som jeg har en anelse om, hvem er, men som jeg ikke er helt sikker på.

”Er det ham med halskæden?” spørger jeg, og jeg kan se, at det vækker noget i hende.

”Har du lagt mærke til den?” spørger hun.

Det har jeg, må jeg erkende. Den pågældende halskæde er svær ikke at bemærke: Den udgøres af nogle bemærkelsesværdigt store, lysebrunlige kugler, næsten på størrelse med bordtennisbolde, og den er ikke særligt stor i omkredsen, i virkeligheden er den ret lille, hvilket somme tider – ja, også denne gang – kan have den effekt, at det bliver mere halsbånd end halskæde.

Kæresten fortæller, at halsbå- –, halskæden er svær at få af ham. Det er en, han har erhvervet sig til en festival denne sommer sammen med to gode venner, blandt andet ham der holder festen i dag, så på den måde har den både en historie og måske nok også lidt affektion.

”Jeg kan måske godt…,” – dramatisk pause – ”… hjælpe dig,” siger jeg, hvorefter jeg tager et sip af min vodkaappelsinjuice og begynder at fortælle hende og de andre tilstedeværende i bambusbaren om det at være en socialsnigmorder.

”I morgen er jeg alligevel langt væk,” tilføjer jeg. 

Hun har ikke som sådan noget at tilbyde mig, men eftersom jeg her i bambusbaren under Hornslets mørke aftenhimmel føler mig i et godt humør og desuden er nysgerrig på hele socialsnigmordertingen, tilbyder jeg hende at gøre det pro bono.

Kun få minutter herefter drejer kæresten med kuglehalskæden rundt om hjørnet og går direkte hen til os i bambusbaren. Vi kigger rundt på hinanden. Han stiller sig. Han kender de fleste godt, og der føres en eller anden tilfældig, alibiagtig samtale.

”Halskæden dér…,” siger jeg så til ham; han kigger ned ad sig. ”Jeg ved ikke, om jeg er fan.”

Han ser rundt med et tummelumsk blik i øjnene, nu hovedsageligt på hans kæreste. I ’Curb Your Enthusiasm’ viser det sig at være umuligt for Larry David at gennemføre sine opgaver, uden at vedkommende fatter en akut mistanke mod sin partner. Det har jeg informeret de andre om i bambusbaren, denne risiko. Men så fjerner han igen blikket fra kæresten og kigger ned i sin drink og smiler lidt.

”Det er ligesom, når man bliver ringet op af en, der sælger forsikringer,” siger han. ”Altså, jeg har slet ikke bedt om det.”

OK, en fair pointe, tænker jeg. Nervøsiteten er taget til i bambusbaren. Er vi på vej mod en uheldig situation?

”Nej, det er klart,” siger jeg. ”Jeg ville måske bare,” – jeg væver lidt … – ”Du er en rigtig flot mand,” tilføjer jeg så. Sandwich! ”Jeg er bare ikke sikker på, at halskæden fungerer.”

En note: Der havde sandsynligvis været gavnligt for min sag, hvis jeg var startet med komplimentet. Men her er der ikke andet for end at snigmyrde, mens der asfalteres.

Heldigvis for mig hænger han sig ikke unødigt længe i den kendsgerning, at han netop har modtaget helt umotiveret feedback fra en godt og vel fremmed på den halskæde, som vi må antage, at han altså er ret glad for. Samtalen flytter sig hurtigt et andet sted, og jeg tænker, at jeg passende kan gøre det samme.

KLIP TIL TO TIMER SENERE: Jeg skal på toilettet for at tisse, men der er optaget, så jeg banker lige et par gange, bare i tilfælde af at vedkommende sidder og gennemruller reels i stedet for at fokusere på opgaven. Et minut senere går døren op: Det er kæresten til ham med kuglekæden, eller professionelt speaking: min klient.

Jeg har ikke set hende (eller hendes kæreste), siden vi stod i bambusbaren. Hun er ikke imponeret over, at jeg har banket på døren, langt fra faktisk. Jeg er slet ikke klar over, at det er så stor en brøde, jeg har begået, men jeg beklager selvfølgelig; jeg vil jo nødig skabe dårlig stemning.

”Men,” siger hun så, smiler på sådan en lystig måde og stikker sin hånd i lommen, hvor nedefra hun fisker kæden med de lysbrunlige kugler frem.

(Psst! Min mail er ol@euroman.dk. Kun seriøse henvendelser).