Bolden ruller nu over hele Europa, og her opsumerer vores faste klummeskribent Karsten Krogh nogle af de vigtigste pointer, der kom ud af weekendens kampe. 

Kent Nielsen i problemer

I Horsens skabte Kent Nielsen sig et navn som en pragmatisk træner. Jeg kan huske, at jeg snakkede med ham for godt ti år siden, da Horsens havde spillet ti kampe eller noget lignende uafgjort 0-0 eller 1-1.

Han mente, at det var vigtigt, at hans spillere havde en fornemmelse af, at de var med i alle kampene, og derfor holdt han fast i de tætte kampe, selv når de kom bagud. På lang sigt var det en klog strategi. Horsens overlevede, etablerede sig, og er nu et hold, man regner med i dansk fodbold. Et hus bygget af Kent Nielsen.

I Brøndby fik han ikke mange chancer, men passede nok heller ikke til galehuset på vestegnen. I AaB skabte han et flot spillende mesterhold og viste, at han ikke bare er en defensiv og afmålt træner. Man forstår godt, at OB var godt tilfredse, da de hentede ham til Odense.

Men nu har han været i Odense i to år, og jeg kan ikke huske, at de nogensinde har været ringere. Mod et reservespækket FCM var de spillet ned under gulvtæppet, og mod et elendigt forsvar som FMCs skabte de stadig intet som helst. Ingen kreativitet, ingen vilje, ingen plan. Kan nogen forklare mig, hvor er de på vej hen? Jeg kan ikke se det. Er tiden løbet fra Kent Nielsen?

Huddersfield-feber

Hvor fedt er det, at vi igen har en rigtig danskerklub i Premier League?

Jonas Lössl, Zanka og Philip Billing er alle i startelleveren for Huddersfield, og de gør det glimrende. Huddersfield har offentligt meldt ud, at målsætningen er 40 point. Efter to runder har de nu seks.

Zanka, nok Superligaens bedste sidste år, passer nu perfekt til Premier League. Han er blevet så meget klogere de sidste par sæsoner. Slår ikke længere alt for store brød op, som var hans store problem før i tiden. Fysikken har altid været fremragende.

Philip Billing er en dygtig presspiller. Et stort skur, der også kan spille fodbold, selvom boldomgangen ikke helt er Iniesta endnu. Når man tænker på, hvor svagt Danmark har været kørende på den centrale midtbane i årevis, kan man ikke lade være med at håbe på, at han kan blive til noget helt exceptionelt. Han er kun 21!

Jonas Lössl har været suveræn og reddet point for Huddersfield i begge kampe indtil nu. Han har altid, også tilbage i sine FCM-dage, været en målmand med stort potentiale og meget afhængig af momentum. Når Lössl tror på sig selv, har han meget højt niveau. Han har masser af selvtillid lige nu.

Bayern, mand!

Lidt kritisabelt at det tog næsten ni minutter for Bayern at score sæsonens første mål i den tyske Bundesliga. Heldigvis strammede de op og scorede det andet ti minutter senere, hvorefter de trænede possession-spil de sidste 70 minutter. Tillykke til Bayern München med mesterskabet 17/18.

En ode til Bruun

En ekspertkommentator er ham eksperten, der sidder ved siden af journalisten ved en fodboldkamp og kommenterer de lidt finere ting, som eksperten – ofte en tidligere fodboldspiller – har bedre forudsætninger for at kunne se end seeren og kommentatoren. Nogle går meget op i det, andre tager det lidt som en sjov oplevelse og en anderledes måde at se en fodboldkamp. De fleste har en mening om eksperten. Det forventes, at han har en mening om offsides, straffespark, røde kort, osv.

Der er ingen – overhovedet – der kommer bare tæt på Morten Bruuns viden, research og ekspertise som ekspertkommentator på tv i dag eller tidligere. Han har sat helt nye standarder for rollen som ekspert. Man kan altid diskutere, om man bryder sig om hans lidt tørre og skeptiske stil, men man kan ikke diskutere, om han kan sit stof. Han er så utroligt velforberedt.

I går kommenterede han Hobro-Lyngby sammen med John Bisgaard, der er en rutineret og dygtig mand ved roret. Men Bisgaard havde ikke behøvet at forberede sig forfærdelig meget, fordi Bruun bare vidste ALT om de to hold. Først gennemgik han lige Hobros startopstilling de første seks runder og forklarede de få ændringer, der havde været i de enkelte kampe. Så gjorde han det samme med Lyngby. Man havde på fornemmelsen, at han kendte spillernes kæledyrs navne, hvis nogen lige skulle spørge.

For nogle år siden, da Bruun stadig kommenterede spansk fodbold, kunne jeg altid ringe til ham en halv times tid og diskutere startopstillinger i Levante-Malaga eller en anden obskur spansk kamp, hvor jeg var ret så meget på glatis i kommentatorboksen. Så sendte han mig også et kort kampreferat, som han havde skrevet, af samtlige kampe med Levante i sæsonen og sidste sæson – selvfølgelig sammen med et par siders klubportræt. Det havde han lige on file. Bruun har sparet mig for timevis af forberedelsesarbejde i upålidelige spanske websites. I Italien og Spanien er de stadig ikke helt sikre på, om internettet er kommet for at blive.

Det siges i branchen, at en god kommentator ikke kan få folk til at se en fodboldkamp, de ikke vil se, men en dårlig kommentator kan få folk til at fravælge en kamp, de ellers gerne ville se. Morten Bruun kan få mig til at se en 0-0-kamp med 50 lange indkast en regnfuld tirsdag aften i Horsens.

Kjær og Cornelius på banen

Simon Kjær spillede 90 minutter for Sevilla, der tabte 1-2 på hjemmebanen. Kjær spillede sådan set en fin kamp, men det bliver interessant at se, hvordan den danske anfører udvikler sig i Spanien. Kjær er hurtig, når han kommer i fart, men kan godt have problemer i det hurtige småspil lige omkring felterne, og det er de rigtigt gode til i La Liga. Jeg tror på den tidligere FCM-mand, men det kræver sin mand at gå fra den 20.-bedste liga i verden til den klart bedste.

Cornelius fik godt 20 minutter på banen for Atalanta mod Roma, og han fik en lektion i dybtliggende italiensk forsvarsspil. Atalanta var bagud 0-1 til Roma, og sådan sluttede kampen også, lidt ufortjent. Atalanta havde et par store chancer, men generelt har Roma, og mange andre italienske hold, ikke et problem med at ligge meget lavt i banen og bare forsvare en smal føring eller bare et point.

Cornelius er et stort skrummel og stærk i luften, men han vandt stort set intet mod Romas Manolas, og københavneren skal vænne sig til, at italiensk forsvarsspil, selv hos de mindre hold, bare er på et højt niveau. Ligesom Kjær har Cornelius også taget et stort skridt opad, og det skal han lære at spille ud fra. Lad os håbe, at han får tilstrækkeligt med spilletid og tålmodighed fra træner Gasperini.

Karsten Krogh har kommenteret mere end 300 fodboldkampe fra Serie A og La Liga. Derudover har han skrevet om fodbold og tennis i Tips-bladet, Sportsfan og flere andre steder. 

Følg Karsten Krogh på Twitter her

LÆS OGSÅ: Brøndby vinder superligaen - og 14 andre spådomme og konstateringer om det nye fodboldår 

LÆS OGSÅ: Fansene har talt: Bergkamps perle er det bedste mål i Premier Leagues historie

LÆS OGSÅ: Ny Real Madrid-spiller i uheldig hjemmebane-præsentation: kan ikke tage 10 på foden