DER FINDES TO SLAGS MENNESKER: dem, der kan lide håndbold, og dem, der ikke kan. Sådan er det vel ret beset med alle sportsgrene. Og så alligevel ikke. Håndbold er nemlig en sportsgren, som mange herhjemme primært gør nar ad og helst ikke vil associeres med.

For mens hele den menneskelige skæbne angiveligt udfolder sig op ad Alpe d’Huez i Tour de France, når alverdens cykelskribenter beskriver rytternes lidelser på poetisk vis, mens Roger Federer fremstilles som en Jesus-agtig figur af forfatteren David Foster Wallace i The New York Times, mens der bliver skrevet hovedværker om det geniale i Pep Guardiolas taktiske dispositioner, ja, så har håndboldsporten bare ikke den samme mytiske tiltrækningskraft.

Og det kan hverken Niklas Landins akrobatiske evner i målet eller Mikkel Hansens nærmest overjordiske skudrepertoire ændre på.