JEG HAR ALTID FORAGTET IDÉEN om Strava, der i sin enkleste form er en tjeneste, der kan bruges til at måle og lagre data om motion. Særligt populær er den blandt løbere og motions- og konkurrencecyklister: flere af de helt store Tour-stjerner er at finde på appen, hvor man således kan følge med i deres daglige træningspas og køre i deres dækspor.

Men den egentlige fidus ved Strava er ikke, at man kan bruge den til at måle og veje sin motion. Det er der så mange apps, der kan, og mange af dem har det tilfælles, at de har et væsentligt pænere og mere brugervenligt design end Strava. Nej, fidusen er, at Strava er motionisternes sociale medie. På Strava deler man sin motion til offentligt skue for andre, hvilket for mig lyder både trættende og selviscenesættende. Jovist, jeg er da overbevist om, at hvis jeg løb 10 kilometer på 45 minutter, ville jeg ikke være modstander af Strava. Men det gør jeg ikke, så det er jeg.

Jeg er smertefuldt bevidst om min pace (antallet af minutter man er om at løbe en kilometer), og jeg har en ide om, at alle andre er ligeså – smertefuldt bevidste om min pace, altså. At folk vil se mine løbeture, gå ind og analysere dem i detaljer for at kunne sige til hinanden: ”Hun løber godt nok lidt langsomt.”

Af denne grund har jeg aldrig brugt Strava, men derimod holdt mig til Nikes pænere og mere private tjeneste, Nike Run Club.

Inden Strava var der den danskskabte motionsapp Endomondo, der i 2014 havde over 23 millioner brugere, og sås som en landets største app-succeser nogensinde. I 2015 blev platformen solgt til Under Armour, der fem år senere valgt at lukke den, hvilket efterlod mange løbere hjemløse. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og således kunne Strava danse på Endomondos grav. Strava er i dag en af Danmarks mest populære online træningsplatforme. For at sige det helt kort: Hvis du har en ven, der løber, er vedkommende nok på Strava. Det virker i hvert fald som om, at alle mine løbende venner er det.

At Strava virker til at være standardvalget, når nye løbere skal finde sig en app at hengive sig til, forstår jeg ikke. Jeg forstår ikke, at man har lyst til at dele sine løb offentligt, specielt når vi ellers prøver at bilde hinanden ind, at løb er meditativt og noget, man gør for sig selv. Jeg forstår ikke, at der absolut skal være et socialt medie til motion. Har vi ikke nok sociale medier i forvejen? Bør motion ikke være den ene ting, der holdes helligt?

Jeg forstår det simpelthen ikke, og det af det, jeg forstår (det forfængelige), bryder jeg mig ikke om. Men da man som bekendt ikke kan (læs, ikke bør) hade noget, man ikke forstår, har jeg sat mig for at bruge appen under mine løb de næste to uger tid.

JEG HENTEDE APPEN den 18. december og gik ind og fulgte de medlemmer af mit netværk, der ligeledes var at finde på appen, så jeg kunne være klar til at løbe min første tur. Den samme dag gjorde jeg det hovmodige, at jeg skrev til en Strava-ven, at jeg glædede mig til at løbe en tur klokken seks om morgenen den følgende dag (ironisk), så jeg kunne logge det på Strava og få kudos for det (uironisk). Næste morgen ringede vækkeuret så sandelig lidt over seks. De første 10 minutter af døgnet brugte jeg på at overveje at sove videre, men motiveret af det faktum, at alle mine Strava-følgere ville kunne se, at jeg havde været ude at løbe inden arbejde, rejste jeg mig fra sengen.

På samtlige af de løbeture, jeg har begivet mig ud på indtil dette øjeblik, har jeg været i selskab af Nike Run Club. Designmæssigt har Nike Run Club som sagt en stor fordel, mens Strava vinder på mængden af underlige funktioner, herunder ’flybys’: Når man har løbet en tur med Strava, kan man se, hvem man har krydset vej med og hvor.

På den måde minder Strava altså lidt om datingappen Happn, hvor man kan gå ind og tilkendegive, at man gerne vil date folk, man har passeret på gaden, givet at de også har appen.

Foruden flyby-funktionen adskiller Strava sig ved at have segmenter; brugertilføjede strækninger, det gælder om at få den bedste tid i, og som man kan bruge til at sammenligne sig selv med alle andre, der har løbet de segmenter. Segmenter er ikke noget man fra- eller tilvælger. Hvis man løber en tur, hvor der indgår et segment (og det gør der som regel), er man efterfølgende at finde på scoreboardet. Her kan man altså meget konkret måle og veje sig med de andre Strava-brugere, da man konkret kan se, hvor man placerer sig i sin vægtklasse.

En tredje ting, Strava-tilhængere er glade for at fremhæve, er heatmaps; et kort der viser, hvor ofte man løber hvor. Det var blandt andet denne funktion, der katapulterede Strava ind i nyhederne i 2018, da det kom frem, at disse kort havde været med til at afsløre militærbaser i blandt andet Syrien og Irak.

Fra den 19. til den 30. december løb jeg syv ture med Strava, hvilket blev til 57,6 kilometer og fem timer (og et minut). Disse ture blandet med fejringen af nytåret, der som bekendt er det oplagte tidspunkt til at reflektere, gav anledning til en række refleksioner over tjenesten:

Forfængeligheden dominerer i høj grad
Jeg sørgede for at løbe i et relativt tjept tempo på alle ture for at eliminere enhver mulighed for, at nogen skulle bagtale mig og min pace. Kiggede jeg på andre brugeres løb, var det det samme billede, der tegnede sig. Jeg så flere løbeture, der blev akkompagneret af undskyldende beskrivelser såsom ”Der var mange røde lys”, ”Meget modvind” eller ”Rolig tur efter dages sygdom”.

Disse beskrivelser gjorde jeg mig heldigvis aldrig i, da det eneste, der er mere pinligt end at løbe langsomt, er at gå op i, om andre mener, at man løber langsomt. Forfængeligheden er en del af tjenestens dna. Så er spørgsmålet bare, hvad man stiller op med den. Det kan nemlig nemt blive vanvittigt motiverende.

Vennerne motiverer
Den første tur, jeg løb i selskab med Strava, kom jeg kun afsted på, fordi jeg havde fortalt en Strava-ven, at jeg ville løbe en tur inden arbejde. Hvis jeg ikke havde benyttet mig af Strava, var jeg blevet i sengen den morgen, for jeg var træt, og det var mørkt. Men da min ven ville kunne se, hvis jeg ikke var kommet afsted, hvilket havde føltes for mig som et tegn på svaghed, stod jeg op den morgen og løb en tur.

Dette princip gjorde sig gældende flere gange over de næste to uger, hvor jeg løb mere, længere og hurtigere, end jeg plejer.

Segmenterne motiverer
Den 27. december kom jeg hjem fra en løbetur til den chokerede opdagelse, at jeg var blevet en subscriber. En form for panikangst ramte mig naturligvis, da subscriber er betegnelsen for et medlem af Strava, der hver måned betaler 69 kroner for at få adgang til en række fordele.

Fordelene tæller blandt andet adgang til heatmaps, bedre mulighed for at analysere sine aktiviteter, muligheden for at planlægge ruter og bedre muligheder for at sammenligne sig selv med andre gennem segmenterne.

Det viste sig heldigvis, at Strava blot havde valgt at belønne mig med et gratis, no strings attached, 30 dages medlemskab, jeg altså kunne bruge til at få et bedre indblik i mine præstationer.

Den tur, jeg havde været ude på den pågældende dag, indeholdt et segment, og jeg gik naturligvis direkte ind for at se, hvor i svinget jeg lå placeret (lunkent). Når man ikke er betalende medlem af Strava, kan man blot se, hvordan de øverste placerer sig. Når man er betalende medlem af Strava, kan man se, hvordan samtlige mennesker placerer sig.

Således gik jeg i gang med at bladre igennem de mennesker, der lå over mig i dette segment, da jeg kom forbi én, jeg i en periode havde for vane at mødes med klokken fem om natten. Det var egentligt ikke meningen, at jeg skulle løbe den følgende dag, men motiveret af tanken om at slå vedkommende, luntede jeg hen til segmentets start, hvor jeg selvfølgelig leverede en magtdemonstration af en tid, der placerede mig vel over ham.

Man behøver ikke at købe et medlemskab
Der er mange fordele ved at købe et medlemskab. Det er fedt at kunne se, hvem der ligger over en i segmenterne, og hvor meget hurtigere man skal løbe for at opnå hvilken placering. Hvis man løber langt (eller cykler) er det rart at kunne lægge en rute ind. Det er rart med det ekstra data. Men det er slet ikke nødvendigt at købe et medlemskab til appen og bruge 69 kroner om måneden på dette. Man klarer sig fint uden.   

Det er ikke en datingapp (endnu)
Der går rygter om, at Strava med introduktionen af en funktion, hvor man kan sende private meddelelser til hinanden, er ved at udvikle sig til en datingapp. Foruden mine bekendte fulgte jeg på Strava et antal Tour-ryttere, jeg vurderede, at jeg gerne ville skrive private beskeder til, givet muligheden. Der var bare ingen af dem, der fulgte mig tilbage, og da man ikke kan sende beskeder til brugere, der ikke følger én (hvilket jo ellers er Instagrams force på datingmarkedet), mistede det håb hurtigt livet. Foruden mine egne oplevelser skal det tilføjes, at jeg ikke er stødt på nogen, der overhovedet har overvejet at bruge appen til dette formål.

De flybys, jeg havde forestillet mig, ville fungere lidt ligesom Happn, bar heller ikke meget frugt af sig. Ud af de fem timer, jeg tilbragte i selskab med appen, kan antal flybys tælles på én hånd, og der var desværre eksklusivt tale om folk i den pensionsdygtige alder.

JEG SYNES, AT HELE IDÉEN om Strava er rimeligt åndssvagt. Tanken om, at det, der skal motivere mig til at tage ud på mine løbeture, er, at jeg kan vise mine venner (og fjender, hvilket jo, hvis jeg skal være ærlig, er meget mere motiverende), at jeg har været ude og løbe, virker forkert. Men den triste sandhed er, at det er sindssygt motiverende at vide, at andre ved, at man løber, ligesom det er sindssygt motiverende at løbe hurtigere end andre og slå rekorder.

Tre af de ture, jeg har været ude på, mens jeg var på Strava, var jeg ikke kommet ud på, hvis jeg blot benyttede Nike Run Club. Det bedste ved Strava er, at jeg ikke bliver nødt til at finde en kringlet måde at få det vinklet ind i mine samtaler med folk, at jeg vågnede klokken seks i morges for at løbe en tur. Det opdager de helt af sig selv.