Du spiller ikke selv tennis. Hvordan har du arbejdet dig ind på sporten og lært den at kende?

”Tennisspillet skal være overbevisende og autentisk i filmen, så jeg har samarbejdet med et helt hold af professionelle spillere og trænere. De har hjulpet med at instruere skuespillerne og været med i klipperummet for at finkæmme den tennis, vi viser. Og så vi har været ude og se flere kampe sammen. De har lært mig om tennispsykologi, om livet som tennisspiller, og hvordan man som spiller har det nede i omklædningsrummet i minutterne op til en kamp.”

Hvor mange timers Wimbledon har du set på computeren?

”Det er virkelig blevet til mange. Jeg har selvfølgelig set Wimbledon-finalen fra 1980 mellem Björn Borg og John McEnroe adskillige gange som en del af min forberedelse – og endda på flere forskellige sprog. Der var nemlig forskel på, hvordan kampen blev fremstillet i fx svensk, engelsk og amerikansk tv.

Og da vi fortæller fra flere perspektiver, er dette et drama i sig selv i filmen. I svensk tv holdt kommentatorerne med Björn Borg, i engelsk tv havde man denne konservative og reserverede måde at tale om sporten på, fordi det er en traditionsrig turnering i England, som historisk set har været forankret i overklassen.

De engelske kommentatorer talte ikke, mens duellerne var i gang, men kun i pauserne, mens der på amerikansk tv var fuld action på, man kommenterede ind over bolden, råbte og skreg og blev begejstret, når sporten var dramatisk og smuk.

De holdt måske lidt med McEnroe, men var ikke så forudindtaget som svenskerne. Jeg har nærstuderet finalen og forsøgt at rekonstruere dele af den, fx hvordan McEnroe kastede sig frem til nettet i en afgørende situation, hvordan Borg gled i græsset på et tidspunkt nede ved baglinjen, og hvordan matchbolden forløb.

Der sidder mennesker rundt i verden, som husker denne kamp, som mange i Danmark husker EM-finalen i 1992, hvor Peter Schmeichel griber bolden med én hånd.”

Hvor meget er der på spil for dig med ’Borg’ i forhold til at slå igennem i udlandet?

”Det er jo en film, der har verdens bevågenhed, så hvis det går godt, kan det åbne rigtig mange døre. Hvis det flopper, skal jeg nok koncentrere mig om at lave en skide god film i Danmark.”

Har du godt kunnet styre Shia LaBeouf i rollen som John McEnroe?

”Skuespillere er ikke køer, der skal styres. De er mennesker af kød og blod, der kommer ind og leverer et stykke arbejde. Det ville være arrogant af mig at sige, at jeg skulle styre Shia LaBeouf, men jeg ved godt, hvorfor du spørger.

Han har et rygte som en, der altid går amok, men sådan har jeg ikke oplevet ham. Han er meget dedikeret, og det er klart, at når han lægger alt sit blod i rollen, så medfører det et temperament, en gnist, og situationer, hvor bølgerne går højt, og hvor ting skal føles ægte, og vi flår i det, indtil den er der. Men det er en del af skabelsesprocessen.”

Hvornår gik bølgerne højest mellem jer?

”Vi havde et enkelt stort skænderi, hvor Shia smækkede med døren, og jeg kastede en træketsjer ned i jorden. Der blev stille på settet, og vi gik rundt i en halv time, inden vi så hinanden i øjnene og sagde, at det ville vi aldrig gøre igen. Shia har vist enorm stor tillid til mig, og en af grundene til, at han er med i filmen, er, at han som forberedelse til filmen ’Fury’ havde set min dokumentar ’Armadillo’ et utal af gange, da han selv skulle spille en soldat. På den måde havde han allerede sat sig ind i mit arbejde, inden vi mødtes.”

Janus Metz

Björn Borgs egen søn Leo Borg spiller rent faktisk Björn som ung i filmen. Hvordan kom det i stand?

”I starten, da vi castede efter en dreng, der skulle spille Björn Borg som barn, var det ikke offentligt, at vi var ved at lave en film om ham. Vi castede egentlig bare efter en dreng i 13-14-års alderen med boldøje, og så fik vi et brev fra Leo Borg, som søgte rollen.

Vi vidste jo udmærket godt, hvem Leo Borg var og havde overvejet at spørge ham, fordi han ligner sin far på en prik og er en af de bedste tennisspillere i sin alder i Sverige.

Men der kom pludselig en uopfordret ansøgning fra Leo selv, hvor der stod, at min far hedder i øvrigt Björn Borg. Jeg tror, de havde fået færten af, hvad der var i gære hjemme hos familien Borg. I starten var jeg skeptisk omkring at have Leo med i filmen. Jeg var bange for, at det ville betyde, at det blev Björn Borg og ikke mig, som skulle bestemme, hvordan filmen skulle se ud.

For det andet var jeg bange for, at det ville blive opfattet som ren marketing. Men Leo var bare helt entydigt bedre end alle de andre – fordi han af indlysende årsager var enormt autentisk i rollen.

Han er måske filmens største gave, fordi han har de samme træk som sin far. Han kan virke mystisk og indelukket, og man mærker, at der er sindssygt mange følelser på spil under overfladen. Gevinsten blev derefter, at der gennem Leo var en adgang til Björn, så jeg fik mulighed for at tale med ham om hans liv og om filmen.”

Blandede Björn Borg sig ikke bag kulisserne?

”Han gav måske Leo et tennisråd eller to, men han blandede sig ikke i indspilningerne. Björn læste på et tidligt tidspunkt manuskriptet og gav nogle få kommentarer til det. I kraft af Leos rolle har Björn været der som en far og besøgt settet en enkelt gang.

Det var ret sjovt, for det passede med, at vi skulle filme nogle scener i en rekonstruktion af hans eget barndomsværelse, så han kom tilbage i tiden. Barndomsværelset var blevet genskabt i detaljeret grad med de samme plakater på væggene, det samme legetøj, tapet og sengetøj.

Og så stod der to skuespillere og var klædt ud som hans mor og far. Han blev ekstremt berørt over det.”

Stellan Skarsgård har ikke lavet en svensk spillefilm i over 10 år. Hvordan fik du ham overtalt til en rolle i filmen?

”Producenterne på min film mente også, at det var et long shot, da jeg foreslog dem, at Stellan skulle spille Björn Borgs træner Lennart Bergelin. Borg og Bergelin havde nærmest et far-søn-forhold til hinanden.

Vi fik sendt ham et manuskript, og han vendte tilbage og sagde, at det var godt og ville gerne møde mig. Vi mødtes og talte sammen i to timer om løst og fast, om os selv og far-søn-komplekser.

Der opstod en fortrolighed mellem os, og han har senere sagt til mig, at han følte, at jeg var en instruktør med en vis smag, han kunne stole på. Det var et ekstremt dynamisk og inspirerende samarbejde, og så er Stellan en stor levemand, så der er altid god mad og vin involveret.

Jeg oplevede det ikke som en udfordring at overtale ham, fordi han var engageret, men når jeg snakker med svenske filmfolk, siger de alle: ’Hvordan fanden er det lykkedes for dig? Stellan har jo sagt nej til alle svenske film i så mange år, og så kommer der en dansk instruktør og overtaler ham til at lave en svensk film.’ Det er der respekt om.”

LÆS OGSÅ: 5 nye gode serier til efterårsregnen

LÆS OGSÅ: Ny dansk film om storsvindler, hvor ofrene spiller sig selv

LÆS OGSÅ: Den største danske invasion af England siden vikingerne