Københavnsk divisionsfodbold er blevet cool. Det er efterhånden en rum tid siden, byens lægter begyndte at blive fyldt op af fyre i 20’erne med forældrekøb, vintage tweed-jakker og en hang til naturvin. Særligt tydeligt har denne udvikling været på Østerbro Stadion, hvor fodboldklubben B.93 hører til. Her snakker man om en ’Nicolaj Thomsen’-effekt, der i al sin enkelthed dækker over, at da han kom til klubben, tog han alle sine fans med.

Nicolaj Thomsen er cool. B.93 er cool. At se ’Byens Ægte Hold’ spille er cool. Så hvad gør man, når han har så mange cool elementer samlet på et sted? Man indgår naturligvis et samarbejde med Joe & The Juice.

Således har de to Københavnerinstitutioner indgået et samarbejde, der – hold nu fast – gør Joe & The Juice til klubbens official health partner. Det første, juicekæden foretager sig under den fornemme titel, er at lancere en ny proteinshake, der er designet til at optimere restitutionen efter en hård træning.

”Siden dag ét har vores ambition med Joe & The Juice været at kombinere gode råvarer og sund kost med et livsstilsunivers med en unik attitude og atmosfære. Derfor så vi et vanvittigt godt match med B.93, der som klub er gennemsyret af en særlig stærk identitet. Vi har også mødt en klub med stærke sportslige ambitioner og fokus på spillernes ernæring og sundhed, som vi er stolte af at bidrage til, og som passer perfekt med vores brand,” siger Kasper Garnell, der er global brand director hos Joe & The Juice, i en pressemeddelelse.  

image5pj0c.png

Ifølge repræsentanter fra fodboldklubben er det et samarbejde, man kommer til at kunne se på banen. Det vil nemlig tage spillernes sundhed og ernæring til helt nye højder:

”Joe & The Juice kommer med deres ekspertise inden for sundhed til at spille en stor rolle i at optimere vores spilleres performance og generelle sundhed,” siger Mikkel Christopher, der er B.93’s kommercielle direktør.

Den nye proteinshake, der også er kædens første, er blevet udviklet sammen med fodboldklubbens fysiske træner Jonas Ratzer og består af ingredienserne dadler, banan, kollagen, valleprotein, kreatin, ananas og ærtemælk. Lidt af hvert, som man siger. Den bliver desuden blå som følge af tilsætningen af blå spirulina-pulver (for at matche B.93’s originale logofarve)

Og hvad hedder den, spørger du? Jamen, den hedder selvfølgelig ’1893’.

”Sundhed fylder meget i både vores elite-set up og klubben generelt, og derfor har det været fedt at få lov til at skræddersy en ny proteinshake sammen med Joe & The Juice. Vores spillere har brug for en kost med masser af frugt og grønt og solide proteiner, og 1893-shaken kommer til at få en central plads i spillernes hverdag,” siger Jonas Ratzer.

Den B.93-blå shake vil kunne findes i juicekædens butikker i hovedstaden fra den 23. februar.