Jeg er vokset op i en håndboldhal. Bevares, jeg havde selvfølgelig også et rigtigt hjem med en rigtig familie. Men det var i hallen, jeg udfoldede mig og fandt mig selv i mine formative år mellem 12 og 16.
Det kørte i fast rutine, uge efter uge, måned efter måned: Træning tirsdag og torsdag eftermiddag, jeg tog i hallen efter skole og blev til sent ud på aftenen.
Senere kom der også træning fredag aften, og så var der fuldt kampprogram om søndagen, hvor vi både selv spillede, og hvor man kunne blive og se de andre hold.
Det var hjemligt: Lugten af harpiks, det lakerede halgulv og det indeklemte omklædningsrum vil for altid være en lugt af noget trygt for mig. Her har jeg hjemme.
Et sted, hvor tiden ikke betød noget, og hvor jeg altid havde venner. 30 kroner i lommen til en bakke pommes frites og en Faxe Kondi i cafeteriet. Sundt og nærende og alt, jeg behøvede.
Jeg var en udmærket bagspiller, men jeg drev det aldrig rigtig vidt.
Kammeratskabet var det, der var det vigtigste for mig. Kun sjældent formåede jeg at køre mit dræberinstinkt i stilling, og selvom det var sjovere at vinde end at tabe, var jeg egentlig mest glad for bare at være med.
Da jeg siden flyttede til hovedstaden og byttede de jyske håndboldhaller ud med de københavnske saloner, ændrede mit verdensbillede sig radikalt. I København dyrker man ikke håndbold på samme måde, lærte jeg hurtigt, der var ikke samme kultur for at mødes i hallen. Eller også var jeg bare vokset fra det.
Endnu vigtigere lærte jeg, at det at have spillet håndbold i mine ungdomsår ikke havde den samme kulturelle tyngde som de af mine nye venner, der havde spillet fodbold eller tennis.
Det var ganske enkelt ikke cool at give udtryk for den gigantiske rolle, håndbold havde spillet i mit ungdomsliv, når jeg mødte lokale københavnerne, der selv var vokset op på hovedstadens knoldede fodboldbaner.
I deres øjne var håndbold bondsk og kluntet, en sport for landmandssønner, der spiser en pakke rugbrød om dagen. Håndbold rimer på jyske provinsbyer, klappepølser og Volbeat. I håndbold er der ingen lidelse, ingen tålmodighed, der er mål konstant, spillet er for ensporet.
En simpel sport for simple mennesker.
Men hvorfor var og er blikket på håndbold egentlig sådan?
Vi er gode til håndbold, vi vinder EM-, OL- og VM-medaljer, vores spillere er blandt de bedste i verden og spiller i verdens bedste klubber. Alligevel er det en sport, som eliten i byerne hellere end gerne overlader til folket i provinsen, så de kan have deres kulturelle kapital i fred.
I det nye nummer af Euroman, som kommer på gaden 25. januar, spørger vores journalist Mikkel Tofte Langerhuus, hvorfor håndbold er så udskældt en sport, og hvorfor etablissementet har så svært ved at omfavne det, der retteligt bør være nationens folkesport?
Det er en fortælling, der foregår langt uden for hallerne, og som siger mere om skellet mellem land og by, end man umiddelbart lige skulle tro.
Med ønsket om en god EM-håndboldslutrunde og en omfavnelse af alle de sportsgrene, der får pulsen til at stige – uanset om man har dyrket dem eller ej.
Rigtig god fornøjelse.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
