DANNEBROGSTRIKOTEN SIDDER tæt om hans overkrop, da Mattias Skjelmose Jensen ser op fra sin cykelcomputer og vinker. Han er åleslank, som kun cykelryttere kan være det: Kinderne er indsunkne, taljen er smal, og armene er tynde som cykelslanger.

Det er tydeligt at se på Mattias Skjelmose, at trikoten, der viser, at han vandt danmarksmesterskabet i linjeløb tidligere på året, er en fornøjelse at køre rundt i på de så velkendte cykelstier rundt om Amager, selvom han synes, den er lidt flashy. Men det er måske det eneste år i livet, hvor han har mulighed for det. Så den skal udnyttes.

Generelt betyder det noget for ham, hvordan han tager sig ud. Han vil gerne se godt ud – både på cyklen og i civil. Han har lige erhvervet sig en ring, der kan måle hans aktivitet, puls og i det hele taget kan hjælpe ham med at optimere hans fysik. Den er, siger han, meget pænere end det armbånd med samme funktioner, han havde før. Ringen her er faktisk decideret ”fed”.

Der er selvsagt noget, der er vigtigere end æstetikken: at blive en god cykelrytter, måske endda verdens bedste. Det er det, hele Mattias Skjelmoses liv drejer sig om. Han har ingen fritidsinteresser eller et stort socialt behov, der skal plejes. Alt, han gør, gør han for at komme til tops i cykelsporten. Det er den indstilling, der driver værket Mattias Skjelmose. En indstilling, der er en konsekvens af hans opvækst.

”Jeg har altid været lidt en taber i livet, helt generelt. Jeg var ikke den, pigerne kiggede efter. Jeg var ikke den bedste i skolen. Jeg var ikke den, der udviklede mig tidligt og fik store muskler. Jeg var lidt småtyk. Generelt havde jeg ikke rigtigt noget kørende for mig,” fortæller han langs diget ved Amager Fælled.

Han stryger ubesværet på sin postkasserøde Trek-cykel rundt om sin barndoms-ø. Vurderet ud fra hans stemmeføring er pulsen ikke steget ét slag, siden vi hoppede på cyklen. På den har han noget kørende for sig, forklarer han. Det var her, han første gang oplevede følelsen af at få succes med noget:

”Efter jeg indså, at jeg også var elendig til fodbold, startede jeg som 12-13-årig i Amager Cykle Ring, fordi mine forældre sagde, at jeg skulle gå til sport. Her gik det ret hurtigt op for mig, at jeg kunne blive noget andet end en taber, hvis jeg arbejdede hårdere end de andre – at jeg kunne blive en vinder. Og det er bevidstheden om, at jeg er nødt til at arbejde hårdere end de andre, der har gjort mig til en god cykelrytter.”