Hvordan ændrer berømmelse en mand?
”Forhåbentlig ikke! Man er selvfølgelig ikke den samme, som da man var ung, det ville være en fornærmelse mod én selv, for alle de mennesker, du har mødt på din vej, har været med til at forme dig.

Men det er dem, man er et produkt af, ikke af berømmelsen. Mine grundværdier er stadig de samme som hos den dreng, der kom ind med firetoget ude fra Nykøbing Sjælland i 1978.”

Hvad er det bedste råd, du har fået?
”Jeg er på mange måder ekstremt selfmade. Der er mange, der spørger, hvem jeg har lært det og det af, men jeg har fx aldrig rigtig haft en træner. Jeg har selvfølgelig fået en masse med hjemmefra, men det meste har jeg lært og følt på egen krop. Det der råd, der bare står og blinker – sådan en oplevelse har jeg aldrig haft.”

Hvad er den kæreste ejendel, du har mistet?
”Der er ingen ejendele, kun mennesker. Jeg mistede mine forældre ret tidligt: min mor, da jeg var 23, og min far, da jeg var 36. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke sender tankerne til dem på et eller andet tidspunkt.

Når man er ung, har man jo så travlt med alt muligt, så der var en masse ting, jeg aldrig fik spurgt dem om. Fx hvorfor jeg blev sendt på julemærkehjem som seksårig. Officielt var det, fordi jeg led af astma, men jeg kan godt mistænke, at det havde at gøre med, at jeg var lidt DAMP-agtig og svær at håndtere.

Jeg var der et halvt år, og selv om jeg blev behandlet fint, er det jo et chok for et barn at blive skilt fra sine forældre. Det ville jeg gerne have nået at tale med dem om.”

1979. Året efter Morten Frost besejrede Svend Pri (tv.) og Flemming Delfs (i midten) og vandt sit første danmarksmesterskab. Foto: Scanpix

Hvad er den største fysiske smerte, du har oplevet?
”I 1996 havde jeg fået min bror og to venner med på at bestige Kilimanjaro. Jeg er faktisk slet ikke god til højder, så jeg blev enormt luftsyg og kastede op og kunne ingenting. Til sidst blev jeg båret ned af to bærere, fordi man betragtede det som uforsvarligt at lade mig fortsætte.

Det var noget af en nedtur, for det hele havde været min idé – ’Kom så drenge, nu skal vi ud og lege!’ – og så var det mig, der måtte give op. Ret ynkeligt. Selvfølgelig har jeg også oplevet badmintonkampe, hvor jeg har været helt færdig og kastet op af udmattelse og nærmest ikke har kunnet huske, hvor gammel jeg selv var. Men den hovedpine i 4.800 meters højde, den var slem.”

Hvornår har du været rigtig bange?
”Jeg har været bange i en taxa i Indien, hvor jeg ikke anede, hvor taxachaufføren var på vej hen. Og i Pretoria, hvor tre skumle unge fyre fulgte efter mig i en mørk gade. Men allermest bange var jeg, da min yngste datter som spæd måtte indlægges på Hvidovre Hospital: Hun ville ikke tage mad til sig, sygnede hen og var meget, meget stille.

Det fik mine alarmklokker til at ringe, fordi mine drenge havde skreget derudad fra første dag. På hospitalet fik de vendt udviklingen, og efter fem dage kunne vi tage hjem med en frisk og levedygtig pige. Frygten på ens børns vegne slår alt andet.”

Hvilken vigtig lære bør en far give videre til sine børn?
”Jeg synes, det er vigtigt at opdrage sine børn til selvstændighed. Jeg er ikke tilhænger af tidens curlingkultur. Selvfølgelig skal man hjælpe sine børn, når de har brug for det, men man skal også lære dem at klare sig selv.

Jeg har beskæftiget mig med unge mennesker i mange år og ser fx tit, at når børnene kommer ind i hallen, er det ikke dem selv, der bærer sportstasken, men forældrene. Så er det: ’Far, fyld lige min vanddunk op’ og ’mor, hvor er mit håndklæde?’ Den tilgang tror jeg ikke klæder et barn godt på til resten af livet.”

Hvad er det bedste måltid mad, du har fået?
”Den tatar, som mine forældre serverede den tirsdag aften, da jeg kom hjem efter at have vundet mit første DM, kan jeg stadig huske. Den middag var ret hyggelig. Men det havde nok mere med situationen at gøre end med selve tataren.”

Hvilken rejseoplevelse har gjort indtryk på dig?
”I 1977 var jeg i Sovjetunionen til en turnering. Det var en fantastisk oplevelse og himmelråbende anderledes end alt, hvad jeg kendte. Tomme montrer i butikkerne, mærkelige drikkevarer og ting, som jeg ikke forstod. Vi havde fået at vide hjemmefra, at vi skulle tage jeans med og sælge dem på gaden, for folk var vilde for at få dem.

Og det passede. Vi skulle flyve fra Moskva til Uljanovsk, Lenins fødeby, hvor turneringen foregik. Jeg husker tydeligt følelsen af at sætte mig ind i et fly, som så ud, som om det var strikket sammen af sejlgarn. Der var jeg ikke så stor, og jeg var meget glad, da jeg kunne sætte mig i et SAS-fly på vejen hjem.”

Har du nogensinde snydt døden?
”Jeg har været til udpumpning på sygehuset i Nykøbing engang. Det havde ikke noget med alkohol at gøre: Jeg havde spist guldregn, fordi jeg troede, at det var ærter.”

Hvad er din største skuffelse?
”Efter verdensmesterskabet i 1983 overvejede jeg seriøst, om jeg skulle stoppe. Jeg var storfavorit til at vinde, og det var på hjemmebane – i Brøndby Hallen – og så tabte jeg kvartfinalen og spillede mildest talt ikke særlig godt.

Det var en enorm skuffelse for mig: Jeg havde alle gode kort på hånden, og så lykkedes det bare slet, slet ikke. Men jeg blev så ved i otte år mere og vandt efterfølgende nogle af min karrieres største sejre.”

Hvad fortryder du mest?
”At jeg ikke nød det noget mere. Selv ved mine største sejre gik der aldrig mere end 15 minutter, før jeg mentalt var i gang med at forberede mig til næste kamp. Jeg glemte at nyde sejren, fordi jeg var så opsat på også at vinde den næste og den næste. Så nu siger jeg til de unge spillere: ’Husk at nyde det, mens I er i det.’”

Hvordan kommer man sig over en skuffelse?
”Hvis man har chancen, prøver man igen. Men skuffelser og nederlag er jo også med til at forme én som menneske. Det er netop i de svære tider, at man virkelig finder ud af, hvem man er.

Når alt går godt, og alle synes, at det er helt fantastisk, er det jo nemt. Det er, når de svære tider kommer, og man sidder dér om aftenen og tænker: ’Det er simpelthen løgn, det her,’ at man bliver defineret som menneske.”

Hvordan lever man bedst med at blive ældre?
”Slutter fred med det hele. Som ung var jeg temmelig temperamentsfuld og stædig, men med alderen bliver man bedre til at sige: ’Nå, herregud.’ Konkurrencegenet lægger sig lidt til ro, og man bliver rundere, både om maven og mellem ørerne.”

LÆS OGSÅ: Mikkel Hansen: "Tror du, jeg fik stryg til træning, da jeg kom med langt hår og pandehår?"

LÆS OGSÅ: Disse sportsgrene var populære, da farfar var ung

LÆS OGSÅ: Et af Danmarks største nye håndboldtalenter: ’Jeg restituerer ved at styrketræne’