Den tidligere mesterbokser Mike Tyson har både slået masser af modstandere og, i overført betydning, sig selv ud. Nu rejser han verden rundt med et oneman-show og fortæller om sit liv med boksning, retssager, alkohol – og brevduer.

’Nobody on this planet can beat me’, sagde Mike Tyson, da han var på toppen af karrieren i slutningen af 80’erne. Ligesom tidernes mest berømte bokser Muhammed Ali kunne han slippe af sted med den slags udtalelser. For var der endelig nogen, der skulle blive provokerede af Tyson-citatet, var det svært for dem at finde modargumenter. Enhver kunne se, at der netop ikke var nogen bokser, der kunne gå i ringen mod Tyson uden at få slået tænderne om i nakken.

Tyson havde ikke særlig god rækkevidde, da han var mindre end mange af modstanderne (178 cm), men i bokseringen lignede han én stor knytnæve drevet frem af blindt raseri. Han blev den yngste verdensmester nogensinde som 20-årig. Han vandt sine første 19 professionelle kampe på knock out – 12 af dem i første runde. Selvom talentet var stort, arbejdede han også hårdt for sagen, hvis man ser hans træningsprogram fra dengang:

Kl. 5.00: Vækning. 10 x sprint og 5 km løb.

Kl. 6.00: Bad og tilbage i seng.

Kl. 10.00: Morgenmad, havregryn.

Kl. 12.00: 10 runders boksning mod sparringspartner.

Kl. 14.00: Frokost, steak og pasta og frugtjuice.

Kl. 15.00: Træning i bokseringen og en time på kondicykel.

Kl. 17.00: Cirkeltræning fordelt på 10 runder, i alt: 2.000 mavebøjninger, 500-800 dips, 500 press ups, 500 shrugs med 30 kg håndvægt. 10 minutters træning af nakkemusklerne.

Kl. 19.00: Steak og pasta med frugtjuice.

Kl. 20.00: En halv time på kondicyklen, tv og i seng.

Tyson blev født i Brooklyn og voksede op uden den far, der forlod familien omkring tidspunktet for Mikes fødsel. Da Tyson var 16 år døde moderen, og som high school-dropout var der ikke de bedste udsigter for knægten, hvis ikke lige boksetræneren Cus D’Amato havde taget sig af ham. Den korte version af han liv herfra er: verdensmester, milliardformue, ørebid, nederlag, skilsmisse, voldtægtsdom, fængsel, gæld, konvertering til islam, comebacks, brevdueopdræt, film-cameos og alkoholisme. Han fortæller om det hele i sit ’Undisputed Truth’-show, som han har turneret med i USA og fået gode anmeldelser. 30. marts kan han opleves i Falconer Salen i København. Billetsalget starter onsdag 16. september kl. 10 gennem livenation.dk, og billetnet.dk.

FACEBOOK Bliv ven med Euroman