Siden 1982 har Golf GTD været et brændstoføkonomisk alternativ til GTI. I mellemtiden er dieselmotorerne kun blevet bedre, så spørgsmålet er, om den syvende generation af GTD omsider også kan matche GTI’en på køreegenskaberne.

Dieselmotorer har altid været kongerne af bundtræk, men først i de senere år er de for alvor blevet hurtige og adrætte. Derfor har klassikeren Golf GTD aldrig slået søsteren GTI på andet end brændstoføkonomi. I dag har diesel overtaget selv på Le Mans, så måske er syvende gang lykkens gang for GTD.

Den ligner i hvert fald sin søster til forveksling, hvis man lige ser bort fra fraværet af røde lister. Under kølerhjelmen har GTD kun 184 hk mod GTI’ens 220. Til gengæld har den et bundtræk på 380 Nm mod GTI’ens 350. Og så kombinerer den køreglæden med tilfredsheden ved optimalt at køre 21,3 km på literen – hvilket også er værd at tage med.

Hvad er nyt?

Som GTI er GTD baseret på den nye MQB-platform, der har gjort selv standardversionerne af Golf VII til den sjoveste og mest køreglade Golf nogensinde. Herudover er selve motoren ny, og så har kabinen fået en meget tiltrængt opfriskning, der har løftet såvel finishen som herlighedsværdien, præcis som det er tilfældet med GTI. Det er med andre ord en helt ny bil sammenlignet med forgængeren. Og alligevel har den referencer helt tilbage til 1982 med det ternede interiør og GTD-emblemerne, som vi naturligvis er pænt pjattede med her på nostalgi- og motorredaktionen.

Hvad der gør os endnu gladere, er bilens lyd. Den hakkende lastbillyd har altid været et drivanker for oplevelsen af GTD, men vores testbil tuner lyden i en såkaldt sound actor, der i sportsindstillingen får bilen til at lyde som en gammel Alfa med boxermotor. Både sound actoren og køreprogrammeringen følger med en sportspakke, der også tæller 18” fælge og røde bremsekalibre. Til små 19.000 kr. er det et uomgængeligt tilvalg. Ikke mindst da det også giver mulighed for at slå gammel-Alfa-lyden fra, når du bare vil cruise i comfort-mode.


Ternet interiør som i en GTI. Det kan vi lide.

Hvordan kører den?

Kan den så matche en GTI på køreegenskaberne? Det korte svar er nej. En GTI føles stadig stregen mere sportslig end en GTD, og så kan du ellers stoppe læsningen, medmindre du vil have den vævende uddybning. Den handler i al korthed om vægt og motorkultur. GTD’en føles en snert tungere end GTI’en. Den har ikke den samme lethed, når du kaster den rundt på en snoet landevej, og den truer med at understyre et godt stykke før GTI. Hertil kommer, at dieselmotoren brænder hurtigere ud i gearene og derfor – trods den herlige boxermotor-lyd – ikke giver dig samme følelse af at køre bilen ud. Den skal have et nyt gear, lige når det er sjovest.

Når det er sagt, er Golf GTD måske stadig den sjoveste og mest letkørte lille dieselracer på markedet. Den letter på 7,5 sekunder (et sekund langsommere end GTI, men stadig hurtigt) og giver dig saft og kraft til at erobre enhver bjergvej. Bedst af alt får den dig ned til bjergvejen med fornem, lydløs komfort og over 20 km på en liter diesel. Det er bestemt også værd at tage i betragtning.

Hvorfor?

Fordi du får den mest vellydende og køreglade diesel-GTI på markedet.

Hvorfor ikke?

Fordi du stadig hellere vil have en rigtig GTI.

Karakter: 4/6

VW GOLF GTD DSG

Motor: 2,0 liter diesel
Hestekræfter: 184 hk
Moment: 380 Nm v. 1.750 omdr./min.
Tophastighed: 230 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 7,5 sek.
Benzinøkonomi: 21,3 km/l (EU-norm)
CO2-udledning: 119 g/km

Pris: 502.593 kr.