Wood Wood inviterede indenfor i klubben til visningen af deres efterår / vinterkollektion for 2013, der har fået navnet 'The Club'. Men det er lige så meget en voksen mand, som det er en klubgænger, det københavnske mærke med deres efterårskollektion klæder på. Tøjet spænder bredt og byder på både frakker din mor vil blåstemple, Rorschach-printede elementer med morderisk attitude og baseballjakker med læderærmer. Wood Wood introducerede også en række forskellige hatte i form af både fedoraer og kasketter i mange forskellige nuancer.

Den voksne Wood Wood får selvfølgelig også modspil af camouflage-print og dip-dyed skjorter med matchende bukser, der nok skal sælge solen sort, ligesom dunjakker og -veste også er en interessant tilføjelse. De mange retninger er orkestreret stramt og med mål for øje. Læderjakker, uldfrakker, printede sweatshirts og striktrøjer samt jakkesæt i two-tone er med til at definere en harmonisk kollektion, der trods sit trin op på aldersstigen aldrig glemmer drengene fra baglandet.





















LÆS OGSÅ Modeuge i København: Soulland

LÆS OGSÅ Modeuge i København: Sand