Hvis du husker dataskandalen tidligere på året, hvor Cambridge Analytica misbrugte data fra 50 millioner Facebook-brugere, er din hukommelse sandsynligvis bedre end Facebooks. Enten har det sociale medie lagt den uheldige situation helt bag sig, eller også er lanceringen af deres nye produkt et mærkværdigt forsøg på det.
 
Det er nemlig hverken værre eller bedre, end at Facebook nu præsenterer os for deres nye videofon, ’Portal’. Den fungerer udelukkende til opkald via Messenger, men til gengæld lover de en kvalitet i topklasse. Ifølge Zuckerberg & co. skulle videofonen gengive personen i den anden ende så godt, at det næsten føles som at være der selv, ligesom den skulle gøre det lettere at forblive i kontakt med dine nærmeste, selv om du befinder dig langt fra dem.  

Facebook understreger, at sikkerhed og privatlivets fred har været grundelementerne i skabelsen af ’Portal’. Den bruger ikke Facebooks servere, og kameraet har ikke ansigtsgenkendelse. Sidst, men ikke mindst, kan du til enhver tid blokere for kameraet med det lille kameracover, der følger med. Ikke at du har brug for det, for Facebook siger, at de hverken lytter til, kigger med eller gemmer de videoopkald, du foretager via. ’Portal’. 
 
Om du tager SoMe-mastodontens ord for gode varer, må du selv vurdere.