For nylig var jeg to uger på Mallorca for at cykle med forhandlere og ambassadører fra Pas Normal Studios, og der opstod en tur, som indfanger essensen af, hvorfor jeg cykler. Vejret havde ikke været så godt, men en morgen sagde vejrudsigten sol, og jeg så mit snit til at stikke afsted. Mange var trætte, men jeg fik selskab af en canadier, Bruno Langlois, som er gammel pro-rytter og i dag har cykelbutikken Velo Cartel i Quebec.
Vi mødtes klokken 9 og aftalte at køre omkring 200 kilometer og sigte efter at nå 3.500 højdemeter. Fra start kunne jeg mærke, at mine ben var rigtig gode. Vi havde været på Mallorca i en uge, så jeg havde vænnet mig til at køre opad. Jeg kiggede løbende på min wattmåler og noterede mig, at vi kørte rigtig stærkt, men at jeg ikke rigtigt blev træt.
Da vi nåede den første stigning, bagsiden af Puig Major, tjekkede jeg mine tider fra tidligere ture på stigningen på min Garmin, og jeg kunne bare se, at vi kørte langt hurtigere, end jeg plejer. På et tidspunkt kigger jeg ned og ser, at jeg stadig er på stor klinge, og hele vejen op er vi de typer, der fører en rolig samtale, mens vi i højt tempo overhaler ryttere, der pruster og stønner.
Jeg er ikke verdens mest udadvendte person, og jeg kendte ikke Bruno ret godt. Men når man sidder to mennesker sammen i syv timer, går der ikke særlig lang tid, før snakken bevæger sig fra trivialiteter som hvad vi har fået til morgenmad, til dybere emner som ægteskabet, børn, bankgæld, hverdagsproblemer og alt muligt andet. Det bliver en rejse i sig selv, og det er en fed måde at bygge bro på rent kulturelt.
Når man sidder på rammen, er vi i bund og grund ens. Bruno kunne fortælle en masse røverhistorier, han har blandt andet kørt mod Lance Armstrong, men det optog ikke vores snak. Vi talte om de ting, vi så, og om de andre ryttere, vi overhalede.
Det sker ikke længere så ofte, at jeg oplever de der helt perfekte ben, men jeg havde passet godt på mig selv over vinteren, ikke spist for meget og fået cyklet en del. Og blev her bekræftet i, at det havde haft en effekt. Min hustru var med på Mallorca og selvfølgelig fløjtende ligeglad med mine ben og mine watt-tal, da vi kom tilbage.
Det kan være svært at gengive alt det, man ser og oplever på sådan en tur, og det er umuligt at sætte sig ind i, hvis ikke man selv cykler.
