Heavy-Henning er musikkens retarderede stedbarn. Jeg blev fan med 20 års forsinkelse. Men mest af hair metal. Til sidst møder vi Lars Ulrich.
Det kunne have været en ærkeamerikansk teenage-high school-film fra slutningen af 1980erne. Alle klichéerne var der. Football-holdets hårdtpumpede quarterback-stjerne og hans blonde, storbarmede cheerleader-kæreste med permanentkrøllerne. Nørderne bevæbnet med stålindrammede briller og lommeregnere med hukommelse i science og chess club. Taberne, fortabt i Wall-mart-tøj. Outsiderne i hjørnet af kantinen, sure på verden. Alle dem midt imellem. Og de, der hørte Billy Idol og Depeche Mode.
Én gruppe hørte metal. Heavy metal-drengene. Da jeg var 16, gik jeg på en high school i Fargo, en by på størrelse med Holbæk. Det var heavy. Fargo ligger i North Dakota, som er den mest landlige stat i USA, dvs. med størst landbrugsareal pr. indbygger. Der bor en halv million mennesker i hele staten på et område 16 gange større end Danmark. En følelse af fastland. Når man kører på Interstate 29 gennem North Dakota op mod Canada er der bare marker og jord, så langt øjet rækker. Ingen horisont. Ingen træer. Stort set ingen bebyggelse. Det er damptromlefladt, og der er meget højt til himlen. Hvis man har dé tilbøjeligheder, kan det fremkalde omvendt klaustrofobi, som vistnok hedder agorafobi. Området bliver kaldt verdens brødkurv, så mange landbrugsvarer producerer de. Det bliver også kaldt Amerikas Sibirien, for der er fastlandskoldt som ind i dybfryseren om vinteren, til gengæld er der kvælende varmt om sommeren.
Jeg var den eneste udlænding, og jeg boede på skolens kostskoleafdeling, som var et opsamlingssted for ambitiøse forældres børn og andre misfits. Der var en enkelt pige, som hørte engelsk indiemusik, og det var ret stort i USA de år, som man også kan høre i filmene fra perioden, Breakfast Club, En vild pjækkedag (Ferris Bueller’s Day Off), osv. Hun var 1,85 m høj og fan af The Cure og The Smiths og havde opfundet sin egen goth-version af Madonna anno Like A Virgin med sortblå læber og pandaøjne, og hele konceptet skræmte mig. Hun kom fra nabostaten, som var lige så langt ude på landet, men forsøgte at tale med en affekteret britisk oxford-diktion, der gik lige henover hovedet på mig.
Så var der som sagt hele midtergruppen, der hørte hitlisterock; Bon Jovi, Michael Jackson, Whitney Houston, U2, Bruce Springsteen, osv. Men heavy-drengene… Året før havde jeg gået på en dansk efterskole, som på det tidspunkt var et udslusningsprojekt for utilpassede skoletrætte eller tungnemme adfærdsvanskelige. Ikke som i dag, hvor det er obligatorisk. På efterskolen hørte alle de adfærdsvanskelige heavy. Judas Priest og AC/DC. En af skolens mest ihærdige heavy-fans var en erklæret satanist, som dyrkede voodoo om natten og den slags. 
Judas Priest.
Det var på samme tidspunkt, at medierne gik amok over to amerikanske drenge i Nevada, der hørte Judas Priests 'Stained Class' og skød sig i hovedet med et jagtgevær. Den ene døde, den anden ramte ved siden af og blev stærkt handicappet. Det var voldsomt, aggressivt og skræmmende. Og lidt hjernedødt. Jeg fik mine fordomme.
På min high school i Fargo hørte kostskoleafdelingens to populæreste fyre, værelseskammeraterne Rick og Todd, kun heavy. Mange år senere fandt jeg ud af, at det især var hair metal, de hørte. Det var nemlig især Mötley Crüe, de dyrkede. Ghettoblasteren kørte Shout At The Devil forlæns og baglæns på det helt nye format; Compact Disc. Todd og Ricks værelse var tapetseret med Mötley Crüe-flag og –plakater og en hel del skelethoveder og omvendte kors, for de hørte også Iron Maiden og en masse andet råt og ramsaltet, syntes jeg. Dengang. Langhårede Todd og Rick var luddovne, skolens frækkeste fyre og bedste brydere, de var bomstærke og sjove på den rå, lidt primitive amerikanske måde. De gik altid rundt i tank tops og kløede sig i skridtet og spyttede solsikkekerner ud på gulvtæppet. Smuglede dåse-Budweiser og et karton Marlboro ind på skolen, og kravlede ud af vinduerne om natten, selv om dét var langt, langt over udsmidningsgrund. (Der var alarm på døren, hvis man forsøgte at gå ud efter kl. 21.) Rick og Todd havde ingen hæmninger. Jeg havde ikke andet.
Pigerne stod i kø for at blive Todd og Ricks, skal vi sige, veninder for en aften, nøjagtig ligesom pigerne ude på koncertturneerne i de år ville gøre alt, and we mean everything, for at blive Mötley Crües groupier.
På min sidste dag på skolen, så jeg Todd blive smidt ud af rektor selv, selv om han havde et år tilbage. Hans far var oberst i den amerikanske hær, efter sigende en tough guy, og udsmidningen var sikkert ikke populær derhjemme. En måned efter jeg var kommet hjem, fik jeg et brev fra skolen om, at Todd var død, og mine venner på skolen fortalte mig, at han havde taget en overdosis heroin.
Jeg forbandt heavy metal med noget dæmonisk og mørkt, det var noget med død og narko og vold, og bedre blev det ikke, da jeg kom hjem på kostskole i Danmark, hvor en gruppe, i øvrigt meget populære og angiveligt begavede, fyre gik i cowboyveste med rygmærker for de notorisk allerhårdeste metal-navne. De drak guldøl og røg hash og hørte heavy til langt ud på natten, og var generelt oppe at køre på en subkulturel pakke, som også inkluderede rollespil og Dungeons&Dragons.
Jeg havde for længst dannet mig en fast mening om metal. Udøverne og fansene lignede nogen, der gik i beskidt undertøj. Hele metal-universet var dumt, usoigneret og aggressivt. Uden elegance, uden pointe, som tilfældig vold på et tilfældigt værtshus i provinsen. I modsætning til for eksempel de højoktane punkrockfædre The Ramones’ minimalistiske, selvironiske og humoristiske univers.
Mickey Rourke i 'The Wrestler'.
Så gik der mange år. Jeg så Mickey Rourke (som en parafrase over sig selv, 1980erne, heavy metal og alle has-beens) i fænomenale The Wrestler. Hørte soundtracket med (tyske!) Accepts Balls To The Wall, Quiet Riots Bang Your Head, Rhino Buckets Soundtrack To A War: Welcome To Hell – samt ikke mindst Cinderellas You Don’t Know What You’ve Got Until It’s Gone, der er en suveræn understregning af, at ingen skriver mere hjerteskærende ballader end de hårdeste drenge i klassen, fx Whitesnake (og Guns’N’Roses, som jeg altid har været på, men de er jo ikke rigtig heavy).
Året efter stødte jeg på en af verdens førende metal-eksperter, Chuck Klosterman, til en reception i New York. Han havde nogle år før udgivet sin hyldest til heavy metal. Bogen hedder 'Fargo Rock City – a Heavy Metal Odyssey In Rural Nörth Daköta'. Det viser sig, at Chuck Klosterman helt tilfældigt havde gået rundt som teenager på en gård uden for lillebitte Fargo, North Dakota som metalhead og fanatisk Mötley Crüe-tilbeder, præcis i de samme år. Chuck havde skrevet bogen, ikke mindst i harme over, at litteratur om hevay metal var eklatant fraværende i boghandlere og i den akademiske verden. Alle andre genrer er blevet vendt og drejet af intellektuelle og sociologer, men metal er og bliver det retarderede stedbarn. Det provokerede ham. Chuck Klostermann skriver for New York Times og Esquire. Not your average metalheadbanger. Eller måske er han… jeg er kommet i tvivl.
Mötley Crüe.
Min accept af heavy gennem de seneste år er drevet af nostalgi. (Jeg kunne heller ikke fordrage Diego Maradona, mens han var aktiv, og nu er jeg formentlig hans største fortaler.) I passende doser er jeg meget glad for Def Leppard, Mötley Crüe, Poison, Whitesnake, AC/DC (Hanoi Rocks, som er ovre i punk), etc. Der er en forrygende energi i musikken, og spandex-bukserne tager brodden af selvhøjtidelighed og doom og gloom. I 1980'erne var hård rock fængende, melodisk og fun. Sådan ser det i hvert fald ud nu.
Jeg lærer derimod aldrig at elske hverken nu metal, dødsmetal, Marilyn Manson (hvem?), Slipknot, System of a Down eller den mørke, bastante thrash metal-lyd som fx Metallica har. Jeg kan ikke forklare det bedre end at jeg finder lyden, teksterne, det hele selvhøjtideligt og lige så interessant som et trykluftsbor, der har sat sig fast.
Stik modsat Metallicas karismatiske og højt begavede danske stifter, Lars Ulrich, som altid har noget interessant at sige. Sidste år spurgte jeg ham direkte, om det der med metal. Appellerer det til de dumme og beskidte, er metalhoveder dumme, er genrens klicheer ikke bare for meget? Først spurgte jeg ham, om Metallica er mere autentiske og mere ægte end fx hair metal. Lars Ulrich grinede. Længe og højt. Nærmest foruoligende længe. Og højt. Så svarede han:
”Det kan da godt være, jeg vil da håbe, at vi er mere ægte end Twisted Sister, lad mig sige det sådan.” Så grinede han igen. ”Hahahahahahahahahahahaha.”
Han fortsatte:
”Nej, jeg er godt klar over, at der er nogle klichéer i metal, alt det der sword and sworcery og middelalderpis.”
”Vi har prøvet at tangere nogle områder, som er mere spændende, lidt mere autentisk og mindre klichefyldt, lidt mere abstrakte ting. Noget mere rebelsk, mere saftigt end alt det overfladiske, som hair metal, hvor det gjaldt om at få den suttet af og drikke sig fuld og alle klicheerne, som det middelalderpis. Vi var mere punkagtige, outcasts, sociale misfits.”
”Jeg kan ikke tage det seriøst, når man siger, at metal eller hård rock er for no-brainers. Det kan man ligeså godt sige om Lady Gaga eller hip hop eller alt muligt andet. Der er en energi og noget farligt, noget uberegneligt, som måske appellerer til nogle mennesker, men der er lige så mange klicheer i meget andet musik.”
Jeg vil sætte Mötley Crües 'Girls Girls Girls' på og tænke over Lars Ulrichs pointe.
LÆS OGSÅ Bo lidt bedre ... hjemme hos et pop-ikon
