JEG HAR ALTID holdt træningslejr i sommerferien i Lucca sammen med Michael Valgren, som boede dernede, og Magnus Cort, Troels Vinther og Mads Würtz. En tur i 2013 begynder, som de altid gjorde: i tøjet og ned og mødes på den samme café i byen og få en dobbelt espresso.
Da vi kører ud ad Lucca, er der stadig lidt køligt i dalen, som ligger i skygge. Efter halvanden times kørsel starter vi opstigningen til Abetone-passet. Solen skinner i bunden, og stille og roligt bevæger vi os op ad. Da vi kommer længere op, kører vi ind i skydækket og havner i et frygteligt uvejr, så vi må søge læ på en lillebitte, lidt tyroleragtig café.
HER SIDDER VI og læser La Gazetta dello Sport, mens vi forsøger at få varmen. Vi har selvfølgelig regnjakker med, så da haglvejret er stilnet af, kører vi helt til tops, hvor der ligger et hvidt dække af hagl. Vi fryser og kører, næsten alt hvad vi kan for at få varmen. Nede i dalen mellem bjergene holder vi pause på caféen La Dolce Vita og hænger vores tøj til tørre på radiatorerne.
Vi bestiller en focaccia med skinke og ost og lidt kaffe og kringle. Her er tørt, og uvejret er væk. På det her tidspunkt har vi stadig Passo San Pellegrino, som er vanvittig stejl, foran os.
MOD TOPPEN begynder solen for alvor at komme frem, og på nedkørslen er det 30 grader varmt. Det er sådan en lykkefølelse at komme ned fra de høje tinder og vende tilbage til Lucca; sveden, der igen begynder at dryppe.
Følelsen af at have kørt de 170-180 kilometer, vi havde sat os for. Alle højdemeterne. Det er kontrasterne og ekstremerne, der gør sådan en tur helt særlig.
