Siden 2007 har Rolf Sørensen og jeg lavet ’Rolf & Ritter på Tour’, hvor vi hvert år i begyndelsen af juni tager ned og kører de vigtigste bjergetaper i det kommende Tour de France.
Det er både hårdt arbejde, en social tur og en stor naturoplevelse på samme tid. Programmet er presset, så det er sjældent, vi kan nå at køre etaperne i fuld længde. Det ville heller ikke give mening at køre de lange, flade stykker mellem bjergene, da det er enormt kedeligt tv.
Men i 2012 besluttede vi alligevel at køre 11. etape i sin fulde længde. Fra Albertville til La Toussuire over Col de la Madeleine, Col de la Croix-de-Fer og Col du Mollard. Det vil sige 148 kilometer med mere end 5.000 højdemeter oven i hatten.
Det gjorde mere ondt end noget andet, jeg har prøvet på cykel. Men det gjorde endnu mere godt. Allerede da vi mødte skiltet i bunden af Madeleine, hvor der stille og roligt stod ’26 km til toppen’, vidste vi, at det ville blive en lang dag. Men det gode var, at vi ikke skulle nå noget. Vi kørte jo ikke cykelløb, vi lavede bare tv og nød naturen.
En lille, lækker tærte i restauranten på hotellet på toppen af Croix-de-Fer gav moral til den sidste del af turen. Men åbenbart ikke moral nok.
I bunden af La Toussuire havde vi mistet kontakten med vores fotograf, som har vand og energiprodukter liggende i bilen. Vi var derfor løbet tør for alt, og det var nok omkring 40 grader varmt. Jeg var træt af hele situationen, og desuden havde jeg en snigende krampe på vej. Men der fik Danmarks mest vindende cykelrytter hanket op i mig. Vi skulle op til mål – om vi så havde noget vand eller ej.
Da vi nåede toppen, og vi endelig fandt vores fotograf igen, var jeg efter otte-ni timer i sadlen så tømt for kræfter, at jeg bare gik hæmningsløst ombord i en bøtte Matador Mix, vi havde i bilen.
Men at sidde der – på asfalten ved målstregen i 1.700 meters højde – træt og stolt og mæt af indtryk og frisk luft og skøn natur, var et af de lykkeligste øjeblikke i mit liv.
