Modargumentet her vil naturligvis være, at et dansk hold giver de danske ryttere en nemmere, mere naturlig vej ind på den professionelle scene, fordi det som hovedregel vil være lettere at tilpasse sig et hjemligt hold.

Det har de store, danske talenter i starten af 20’erne ikke desto mindre modbevist i stor stil. Tag Mattias Skjelmose, Frederik Wandahl eller Tobias Lund Andresen, der alle i cykelmæssig forstand er purunge, men som allerede nu har er på kontrakt med nogle af verdens største hold.

De tre førnævnte er blot eksempler på en større tendens i cykelsporten: Alle vil have en dansker. Når der skal scoutes unge talenter, kigger storholdene nu nordpå mod Danmark, hvor de før i tiden uden yderligere eftertanke kiggede mod Sydeuropa og Colombia efter klatrere og mod Benelux, når det handlede om ryttere til de store klassikere. Begge dele går man nu på jagt efter i Danmark på de mindre hold på niveauerne under World Touren.

Sagt med andre ord skal tilhængere af cykelsporten, der har den rød-hvide klaphat på, i stedet håbe på, at der bliver postet nogle flere penge i de mange danske hold på Continentalniveau. Det er de hold, der spiller en nøglerolle i udviklingen af de danske ryttere, og det skal de blive ved med i fremtiden.

Herfra skal den næste generation af professionelle væddeløbere nemlig udklækkes. Og hvis vi fortsat skal have et væld af danske cykelryttere blandt den absolutte verdenselite, er det essentielt med et øget fokus på de hold som talentfabrikker.

For at tage et tænkt eksempel på, at en dansk World Tour-investering vil resultere i færre danske sejre, skal vi blot spole tiden tilbage til Tour de France sidste sommer.

Her var Jonas Vingegaards navn på alles læber, men samtidig blev Magnus Corts overdådige overskæg og Mads Pedersens karismatiske udstråling hyldet, efter de begge havde sikret sig en etapesejr i verdens største cykelløb. Det var næppe sket, hvis de havde fået til opgave at skulle mandsopdække den senere danske vinder af den gule trøje.

’Men så kunne Mads P. da bare vinde det forårsmonument, han drømmer om, for et dansk hold,’ spørger du måske?

Det kunne han som sådan godt, ja. Men det ville ikke være klædeligt for en flok lede og lirens karle som Kasper Asgreen, Mikkel Honoré, Michael Valgren og Søren Kragh Andersen at skulle agere vandbærere for andre i de løb, hvor de selv er bedst.

En sådan situation oplever vi hvert år ved verdensmesterskabet i linjeløb. Det er den ene gang i sæsonen, hvor danskerne kompromitterer hinandens vinderchancer, og det er en mindeværdig stadfæstelse af VM som en ikonisk fædrelandsfejring. Men det er også passende, at det kun er i det ene løb, at vi samler vores nationalhelte på den samme vifte.

Nej, så er der meget mere potentiale i, at de danske stjerner – også fremover – bliver spredt ud på stærke, internationale hold, der ser dem som vindere og forventer, at de lever op til netop vinderprædikatet. Det er klart at foretrække, frem for at danskerne per automatik bliver samlet på et hjemligt hold, hvor de kommer til at stå i vejen for hinanden.

At de topryttere, vi har i dag, ikke kører i en fælles trøje med Mærsk, Novo Nordisk, Lego eller en anden, dansk virksomhed som hovedsponsor, er for mig at se den helt tungtvejende grund til, at danskerne igen og igen kan give verdenseliten baghjul.

Og vi vil vel gerne have, at dansk cykelsport også fortsat kan ride videre på den succes? Selvfølgelig vil vi det. Derfor skal vi ikke, som det ellers er blevet foreslået adskillige gange i de seneste år, sætte alle sejl ind på at etablere et dansk World Tour-hold. Også selvom pengene og viljelysten garanteret ville være til stede. Både i cykelsporten og blandt de danske virksomheder, der ville drømme om at se deres logo på trikoten.