Man kan sige meget om dj-pulte og musikudstyr helt generelt, men kønt er det sjældent. Medmindre du altså sværger til drengerøvsstilen med ølkassesofabord, pallemøbler, neonrør og Che Guevara på væggen uden at vide hvorfor, vil det de fleste gange stikke ud på den dårlige måde og larme mere, end godt er.

Og det skal være slut, har to af de førende inden for hver deres genre nu bestemt.

Det danske møbeldesignfirma Bolia.com er nemlig gået sammen med verdens førende brand inden for professionelt dj-udstyr, Pioneer DJ, om at designe en serie af møbler, der både skal kunne bruges til at opbevare Gilli-spillende dj-pulte på landets natklubber og Jussi Adler Olsen-bøger i de danske husstande.

Cord-DJ Ploy_13.jpg

Samarbejdet tager form af kollektionen med navnet ’Cord DJ’, der er formgivet af den Berlin-baserede designduo Hertel & Klarhoefer, og som består af tre møblementer, der er specialdesignede til at kunne huse og fremhæve hver deres Pioneer DJ-system på ”en sofistikeret, naturlig og elegant måde,” som det fremgår af en pressemeddelelse.  

Hvis du vil have fingrene i en del af møbelserien, der kan få dine gæster til at blive i tvivl om, hvorvidt de befinder sig på Balthazar eller i en andelslejlighed på Vesterbro, skal du slippe 24.999 kroner for den billigste kommode fra kollektionen, mens den dyreste ligger på 29.999 kroner. For den pris får du naturligvis møblet næsten helt samlet.

Kollektionen kan købes på Bolia.com. God fest!