”We all have shit on our shoes. We've just got to realize it so we don't track it into the house.”

- Karl Marlantes, amerikansk forfatter. 

VI HAR ALLE HVER vores måde at gøre det på: Lars holder sig til ét, måske to-tre stykker, Ole river igennem og samler det til en art kugle, Rie holder det hele tørt, mens Tove putter lidt vand på. Der er også dem, der folder otte-ni stykker artigt sammen og fører det med flad hånd mod området.

Én ting kan vi dog alle – næsten alle, men det kommer vi til – blive enige om: Vi bruger en rulle blødgjort, granulerende papir med brudlinjer, der kommer i forskellige lag fra ét til fem, og som oftest hænger på en holder ved toilettet (papiret skal hænge ud af, så du har nemmere ved at hive det fra hinanden og for at mindske risikoen for, at det får berøring med væggen), bedre kendt som toiletpapir, til at tørre os bag i, når vi har været på toilettet for at komme af med vores afføring.

Selve toiletpapiret, som vi nogenlunde kender det i dag, har vi brugt siden 1800-tallet, hvor det blev opfundet, og det er dermed en af de få teknologier, vi stadigvæk deler med vores tiptiptipoldeforældre. Den eneste forskel er, at der er kommet lidt flere lag på – medmindre du går på toilettet på offentlige institutioner eller andre steder, hvor det åbenbart er et område at spare på.

Men papir og lignende som tørremiddel har været en brugt metode i århundreder og mere til.

Hvorfor er vi aldrig kommet videre?

DET ER I VIRKELIGHEDEN ikke min egen journalistiske nysgerrighed, der har fået mig til at stille det spørgsmål.

For snart 10 år siden befandt jeg mig på Rosenborggade i Københavns Indre By til et ’møde’ med kommunikationsmanden Sune Bang, der på daværende tidspunkt var indehaver af Kommunikationsbureauet København, i forbindelse med et innovationsprojekt i gymnasiet, som tre af mine klassekammerater og jeg selv var i gang med.

Selve mødet var forglemmeligt. Det var bilturen hjem – Sune Bang gav et lift, da vi boede i samme by dengang – der står isnende klart i min hukommelse. Mens bilkøen på Tagensvej stod stille, drejede Sune Bang hovedet mod bagsædet og sagde:  

”Jeres idé er selvfølgelig meget fin, men hvis I virkelig vil frem i verden, har jeg et andet forslag.”

”Hvad er det?” spurgte vi i kor.

”Har I nogensinde tænkt over, at vi stadigvæk tørrer os med papir, når vi er på toilettet? Hvorfor er der ikke opfundet noget smartere; et bedre alternativ?” lød svaret. ”Potentialet er jo enormt.”

Vi var mundlamme. Hvorfor tørrer vi os stadigvæk med papir? Spørgsmålet var det mest naturlige at stille, men omvendt også transcenderende; det åbnede for en tankestrøm, man ikke havde adgang til før. Men vi gik aldrig videre med det.

Jeg har ikke talt med Sune Bang efter den dag i 2014 – indtil nu, hvor han har taget plads foran mig på Kaffesalonen på Nørrebro. Siden sidst er Sune Bang blevet en fast mand i tv, hvor han gennem årene har kommenteret på alverdens shitstorme og håndteringer af sager, der på den ene eller anden måde har haft med kommunikation at gøre – fra Go’ Aften Danmark til Presselogen.

Men det er nu for den mere analrenlige skyld, at vi er mødtes.

”Jeg har tænkt på det i 25 år,” siger Sune Bang og læner sig ind over det smalle cafébord med et lumsk smil, da jeg spørger ham, hvornår han selv begyndte at undre sig over vores brug af toiletpapir som rensemiddel.  

Sune Bang fortæller, at han stiller det samme spørgsmål til alle, når han gerne vil tale om emnet: Forestil dig, at du render rundt i din have i shorts og bare tæer og pludselig får noget lort på benet. Hvordan ville du så tage det af? (Sune Bang spørger bevidst ikke, hvordan folk vil vaske det af).

Scenariet er velkendt – Frank Hvam har turneret med en lignende ’joke’ – og svaret giver sig selv. Hvilket er det, der i sidste ende er så overraskende.

”Der er jo ikke nogen, der svarer, at de går ind og tager noget toiletpapir og tørrer to, tre, fire gange på det, og whoops, så er det fint, vi går i haven igen. For det er ekstremt ulækkert.”

Nej, de fleste plejer at svare, siger Sune Bang, at de vil tage deres vandslange og en våd klud og vaske det grundigt væk. Nogle vil endda gå i bad efterfølgende.  

”Ham den nydelige mand derovre,” siger han og peger mod et andet bord, ”han har jo lort i røven. Det har dem ved siden af også. De fleste, du går forbi på gaden, har jo rester fra afføring, i en eller anden grad, siddende mellem ballerne. Det er da lidt absurd.”

Men er det rigtigt, og er det i så fald noget, der har en betydning?