Det er ikke nemt at være mand i dag. Det ved Jonatan Spang, der er aktuel med sin nye comedyserie på TV2 Zulu, Lillemand. Jonatan er den forvirrede mand i en skør verden, vi nede på publikumsrækkerne kan identificere os med. Han er som os: Han forstår heller ikke, hvad der foregår:
”Lige nu er der et kæmpe skred i forholdet mellem mænd og damer. Kvinderne overhaler mændene i stort set alle henseender. Derfor må man som mand finde ud af, hvordan man skal positionere sig i forhold til det.”
Kønskampen er et evigt omdrejningspunkt for Jonatan Spangs humor. Men ikke fordi, han er aktiv debattør for den ene eller den anden side, men mere fordi, han synes det er så evigt komisk. Han tager tidsånden under kærlig behandling og siger, at der ikke er nogen grund til at klynke:
”Jeg er skide irriteret over ham duden, som indsendte en klage til Ligestillingsnævnet over, at han ikke var velkommen på kvindeetagen på Bella Sky. Jeg synes, han har trukket os alle sammen ned i det der fucking klynkeri. For hvis man skal brokke sig over sine rettigheder, så klæder det kvinder væsentligt bedre, end det klæder mænd.”
LÆS OGSÅ: Her får Yahya Hassan nok af Monte Carlos ironi
I Lillemand fortsætter han på samme tone som i sine tre soloshows. Jonatan Spang er en mand, der undrer sig. Han er den moderne hofnar, der sætter et spejl op foran samfundet og siger ’synes I ikke selv, det er fjollet?
”Jeg synes det er så fint, at kvinderne har deres kampdag, og de skal bare fyre den af. Det jeg bare har svært ved, er når mændene begynder at klynke og skriver kronikker som ’Hvorfor er det ikke mændenes kampdag’ og ’Hvorfor kan mænd ikke..’ og bla bla bla.”
”Nu er det pludseligt blevet en konkurrence. Så skal vi sige ’jamen hvorfor er der ikke en etage til mænd?’ Slap nu af! Lad dem nu have deres fucking etage. Who gives a shit? Så bliver vi også sådan nogle klynkere, og det er ikke fedt. Det irriterer mig ad helvede til. Så jeg skrev noget om det på de sociale medier, at nu synes jeg, at vi som mænd skulle holde vores kæft, så vi ikke bliver en del af det dér. Det var der nogle kvinder, der blev skide sure over. Fordi jeg brugte ordet ’klynke’. Og det synes de ikke, de gjorde. Så var de vrede over det.”
Jonatan Spang er en af den type mennesker, man synes, man kender, uden nogensinde at have talt med ham. Det er i hvert fald som om han kender vores liv, og forstår at gøre en tosset verden grinagtig, når han med udgangspunkt i sin egen verden udpensler hvor sjovt det hele i virkeligheden er.
”Jeg er altid en antihelt på scenen. Ikke en, der står for noget glorværdigt, men den lille mand. Det store menneske ikke er komisk. Det er ikke særligt morsomt at høre en komiker fortælle, at han har regnet det hele ud. Helt tilbage i det oldgræske teater handlede tragedierne om store mennesker, mens komedien handlede om de små mennesker, så sådan har det altid været.”
Og sådan er det stadig, for det han siger vækker genklang. Fx når han fortæller om alle de dumheder, pinligheder og akavede situationer, han vælter rundt i. Men også om de mere hverdagsprægede situationer, som Jonatan har en evne til at se det morsomme og nogle gange groteske i. Fx den nye kærestes møde med svigerfaren, firmajulefrokoster og selvfølgelig damer – de underlige størrelser:
”Liderligheden er en af de drifter, der får langt de fleste mennesker ud i langt de største problemer. Det er sjovt at tale om relationen mellem mænd og damer, fordi alle kender det, alle står midt i det og alle synes, det er svært.”
Kønsroller og liderlighed er nogle af de temaer, Lillemand kommer omkring. I åbningsscenen til første afsnit, møder vi Jonatan Spang i bare, på vej hen til en enlig dame, med en drink i hver hånd. Må man det? Må man have sex med handicappede? Det kan godt være, at det i 2015 er helt legalt at være homoseksuel, men hvordan er rummeligheden, når det er ens lillebror?
”Der er lige pludseligt blevet opfundet et ord, der hedder hverdagssexisme. Fx det her med at købe en drink til en pige. Der er noget skægt i, at man kommer med noget, en drink, og så vil man også have noget igen. Men det synes man jo ikke, man vil, og så måske alligevel håber man. Altså, når man pludseligt bliver fanget i ’hov, var det her forkert? Må man nu ikke det?’ Den måde, hvor man som moderne mand, skal finde ud af, hvad ens rolle nu er. Det er sjovt.”
Spillet mellem mand og kvinde har altid været morsomt, og især hvis manden er et skvat i forhold til den stærke kvinde, som vi kender det fra Keld og Yvonne i Olsenbanden til Phill og Claire i Modern Family.
”Det er jo også klassisk: Statusfaldet. Manden der ikke helt kan følge med. Det er sjovt fordi man gerne vil se en mand i problemer. Man vil gerne se en, der klarer det dårligere end en selv. Man sidder selv med nogle problemer, og så går man ind og ser en mand, som har det meget sværere. Og det kan man grine af, for så kan man grine af sine egne problemer men man kan også grine af, at det går endnu værre for ham.”
Lillemand har premiere på TV2 Zulu den 30. marts.
LÆS OGSÅ: Skilsmisseramt stand-upper: Min ekskone havde altid tusind steder, hun gerne ville hen - jeg fulgte bare med
LÆS OGSÅ: Mick Øgendahl: Kør mig psykiatrisk afdeling
LÆS OGSÅ: Seth MacFarlane: Vi tester alle jokes igen og igen
