KONTRAUDVIKLET KÆRLIGHED. Er det et begreb? Ellers kan det blive det. Jeg tænker her på det fænomen, hvor man, hvis nogle eller noget får tilstrækkeligt med røg, føler sig trukket hen imod det tilsølede.
Sådan har jeg det eksempelvis med J-dag. Det er ikke sådan, at jeg har et stort kryds krattet ned i kalenderen og går og glæder mig i flere måneder op til, eller at jeg simpelthen ikke kan få nok af Tuborg Julebryg, men jeg kan mærke, at for hver gang en eller anden slår sig op på at være i opposition til J-dag, des større J-dags-apologet bliver jeg.
Og er der egentlig noget mere kikset end at forsøge at hævde sig selv ved at udbasunere sin uh så afgrundsdybe foragt for J-dag? Det er ligesom den der ekstremt påtagede uha-uha-jeg-går-op-i-at-lave-pastaretter-type, for hvem fløde i en carbonara er at regne for en grundlovsstridig gerning, som bare må nævnes, hver gang den mindste mulighed åbner sig.
Men det er ikke sejt at have set en YouTube-video med Gennaro Contaldo. På samme måde, som man heller ikke bliver sejere af at lægge afstand til et koncept, der i forvejen aldrig har været tiltænkt folk, der har gået på Aurehøj Gymnasium.
SAGEN ER FAKTISK DEN, at er man vokset op ude i landets affolkede randområder, hvor der ikke altid finder skidemeget sted, så er sådan noget som J-dag i virkeligheden noget, der kan minde om et arrangementmæssigt højdepunkt i løbet af et ellers halvtørt efterår.
Selv er jeg vokset op i en by ved navn Møldrup. Den ligger 20 kilometer nord for Viborg, indeholder i omegnen af 1.300 indbyggere og er for alle andre end dem, der enten bor der eller engang har boet der, på alle tænkelige måder en fuldstændig ligegyldig samling huse.
Det er med andre ord en by, der stiller krav til et ungt menneskes fantasi. I gamle dage, det vil sige, da denne 29-årige skribent var ung, havde byen en kro. Møldrup Kro hed den. Den er lukket nu, men dengang var den virkelig stedet, hvor det skete. Her mødtes vi altid til enhver tænkelig lejlighed. Nogle gange havde vi noget på hjerte, andre gange var vi bare tørstige. Men forestille dig kan du nok, at sådan noget i længden også godt kan antage en vis form for ensartethed.
I denne ensartethed ankom J-dag så, og det var altså virkelig noget! Sgu næsten helt vidunderligt kunne det føles, når den ellers ret beskedent indrettede krostue (undskyld, Anny og Gunnar) lige fik et skud julebrygpynt, og drengene og jeg kunne more os med at slubre noget så god damned eksotisk som en herresød julebajer. Åh, Jesu Domine, så var julen godt nok på vej til alle os åndsbollede bondeknolde.
Så ser du, J-dag er faktisk næsten helt genialt, netop fordi det er så forrygende tåbeligt.
