Hvad er det bedste måltid, du har fået?

”Jeg vil nævne to. Det ene er en af de tre gange, jeg har været på Per Se, en trestjernet Michelinrestaurant i New York. Det er den mest fuldendte restaurantoplevelse, jeg har prøvet. En ballet inden for servering og køkken med det mest exceptionelle serviceniveau og hele tiden mere end en tjener pr. bord. Til kaffen kommer de ind med en højglanspoleret sølvbakke og 16 stk. spejlblank chokolade med hvert sit fantastiske fyld, som bliver serveret med tang og hvidhåndet handske. Det var rystende overlegent.

Det andet, bedste måltid var amagermaden i min mormors køkken, og det var ikke nogen mindre oplevelse. At sidde der i sin høje stol og spise amagermad, som hun smurte med rugbrød og sigtebrød, og kigge ud i haven, mens hun skramlede med potter og pander. Da hun i en alder af 89 år måtte opgive at lave mad selv, spurgte jeg hende, om hun ikke ville savne det. ”Savne det? Jeg har altid hadet det,” sagde hun så. Hun skulle nok have været alt andet end hjemmegående. Men både min bror og jeg bruger klassikere fra mormors køkken – fx. hendes æblekage med tør sherry og andre sjove detaljer – uanset at hun egentlig aldrig brød sig om at lave mad.”

Hvilket ret er du bedst til at lave?

”Det er svært at sige, men den første ret, jeg blev god til, var en omelet. Min far sagde, at det skulle vi kunne, så det var den første ret, han lærte mig. Og det var helt ned i detaljen: Hvordan skulle æggene piskes, og hvor varm skulle olien være. Jeg laver tit omelet om morgenen med spinat og gedeost.

Jeg har altid lavet mad på slump, og når man slumper, kommer der selvfølgelig skæverter. Især inden for bagværk og desserter,  hvor blandingsforholdet er helt afgørende. I forgårs lavede jeg valnøddekager til noget valnøddeis på slump, og de blev faktisk ret vellykkede. Så jeg er stadig kæk og slumper videre.”

Hvad var din fars forhold til mad?

”Derhjemme blev der altid talt teater og mad. Det er svært at sætte ord på, hvad det har betydet, at man fra barnsben har lært, at det er vigtigt, hvad vi putter i munden. Hele mit liv har det været sådan, at når vi havde spist morgenmad, talte vi om, hvad vi skulle have til frokost, og når vi havde spist frokost, talte vi om, hvad vi skulle have til aftensmad.

Fra jeg var 10-12 år, blev jeg taget med på Michelin-restauranter i Italien og Frankrig, fordi min far skulle skrive om det. Men det, der har været helt afgørende for både min brors og min interesse for mad, var, at min far aldrig tvang os til at være med til at lave mad. Døren stod på klem. Og så kunne vi dufte og høre mærkelige lyde og blev nysgerrige og kom ud i køkkenet og spurgte, om vi måtte være med. Det blev leget ind.”