scroll-down
Klokken er seks om morgenen, men det forhindrer ikke den overtændte i at tage en – og nok også flere – øl på O’Learys, inden turen går til Split i Kroatien med drengene, fordi de har hørt, at det er det nye Italien.
Inden da har du måske hørt ham sige, nej, undskyld: råbe ”TUSIND TAK, DU MÅ HAVE EN RIGTIG DEJLIG DAG” til ekspedienten i tax free, da han købte en pakke Stimorol og tre flasker Famous Grouse (der var god pris).
Den overtændte har altid en fest i lufthavnen, og selv køen til bagage-checkin ser han som en “superfed” del af rejsen. ”Man skal få det bedste ud af det,” siger han og laver et kickspark iført sine Shaping New Tomorrow-bukser og duften af Diesels ’Only The Brave’-parfume, han lige har nuppet lidt af fra testeren.
Sandsynligheden for, at han var tutor på studiet, er stor, og dybt inde er den overtændte da også en god fyr. Bare ikke i lufthavnen.
Der er to typer af try harders at skelne mellem, når du sætter dine ben i lufthavnen. Den ene er gymnasieeleven, der ifører sig jakkesæt og har anskaffet sig en attachemappe, hvori hans computer og et Financial Times, han netop har købt i WH Smith, ligger, fordi hans onkel engang fortalte, at man kan blive opgraderet til business class, hvis man ligner en vigtig mand. Problemet er blot, at Easyjets fly til Prag ikke rigtig opererer med business class, så på rækkes 47’s midtersæde og med sædet foran lænende tæt mod næseryggen beslutter han sig for at gemme Financial Times til hjemturen.
Den anden, en mand i midten af 20’erne, har netop opdaget ’Arbejdstitel’ og deri bemærket, at der efter sigende skulle være kulturel kapital at hente i at være ferm ved security-området.
Med en påtaget rutine og iført sin nyindkøbte Aspesi-jakke har han på under ét minut tømt lommerne, lagt sin computer og mobil sirligt i kasserne og smilet bagud til køen. Han glæder sig til at komme hen til Arket og bestille ”lufthavnens bedste kaffe,” som han har fortalt sine venner så meget om.
Han søger øjnene hos den kvindelige security-ansvarlige på den anden side af scanneren for at blive bekræftet i sin metier.
Han går igennem. Den bipper. Try harderen har glemt at tage sit About Vintage-ur af.
Stillestående på rullebåndet, der snegler i retning af de afsidesliggende lavprisgates, finder man et kærestepar i matchende, douche joggingsæt og med tunacados fra Joe & The Juice i lapperne. At rejse er at lave ingenting, og de komfortsyge rejsende er udstyret til tænderne med nakkestøtte, Adidas Ultraboost og et iPad-cover, der kan monteres fast på sædet foran i flyet.
Der er ingen stress og jag, flyet letter om to timer, så komfortentusiasterne slentrer rundt og kigger på tøj, de ikke vil købe – en ikke-ubetydelig del af rejsebudgettet er brugt på M&M’s, lakridser (man kunne jo få hjemve) og State-energidrik til flyveturen. Dårligt har kabinepersonalet nået at hilse på, før ’Charlie og Chokoladefabrikken’ spiller på iPad’en, og når den er slut, ligger der yderligere 19 timers film downloadet specifikt til turen til Lanzarote.
Foruden de selvhøjtidelige piloter har vi her at gøre med kongerne af lufthavnen. Der er noget filmisk coolness over den rutinerede, som nærmest svæver hen over Kastrup Lufthavns brune trægulv med en lethed, vi andre kun kan misunde.
Her er ingen dum rygsæk med en halvfyldt vandflaske i den der dumme holder i siden. Ingen sammenkrøllet Lagkagehuset-pose eller krummer om munden. Den rutinerede gør sig ikke i unødvendigheder. Det handler om at komme fra A til B på den glattest mulige måde. Derfor skal du også glæde dig over at se den rutinerede i samme gate som dig. Det betyder, at dit fly ikke bliver forsinket.
Skulle den rutinerede blive hevet ud til stikprøve i security (det kommer ikke til at ske), skal du huske at tage billeder. De pakketricks kunne blive til en lufthavnsbestseller.
Han har taget livet af tre dåseøl hjemmefra for at camouflere den værste flyskræk, men da kvinden med det praktiske hår i fodenden af securitybåndet spørger ”hvem ejer den her taske?” bliver han akut ædru. Kan det virkelig passe, at man ikke må rejse med en schweizerkniv i sin håndbagage? Selvom han er ankommet fire timer før afgang, fordi han kender sig selv, begynder tidsplanen allerede at skride fuldstændig, og den uheldige er på vej ud over kanten. Igen. Svedperlerne på hans pande når femkronestørrelse, da skrankepavinden beder ham fremvise sit pas, og han til sin store rædsel åbner passet med pegefingeren og ser et gnubbet pasfoto af sin datter.
Tre timer senere står han der igen – uden schweizerkniv og med det rigtige pas – men nu kun med 15 minutter til boarding. Han styrter igennem tax free, en flaske Jägermesiter ryger i svinget og splintrer på gulvet, men intet skal forhindre ham i at komme til Bahamas nu. Han spørger panisk en af dem, der kører de der seje vogne, om et lift, men får et ydmygende elevatorblik og et nej, inden han sætter i spurt med rullekufferten hoppende bag sig. Den hjerteformede svedplamage har klistret ryggen sammen med den lyseblå oxfordskjorte i uhellig alliance, da den uheldige når frem til den affolkede gate. Flyet er aflyst. Bedre held næste gang.
