Det kan være svært at give gaver til familiemedlemmer, men min onkel har knækket koden. I årevis har han, hver gang jeg besøger ham, givet mig den bedste gave: Et stort stykke ost. Og det er skam ikke hvilken som helst ost. I det sirligt foldede papir ligger altid en trekant af den lækre schweiziske Appenzeller. Det er en krydret, hård sag, som jeg har spist og elsket, siden jeg var barn. Den findes i forskellige styrker – sølv, guld og sort – og er du ikke til alt for stærke sager, skal du lægge ud med den i sølvpapiret. Hermed en stor anbefaling af både Appenzeller og ostegaven som koncept.