Du mistede din datter. Hvorfor skrev du en blog om at løbe?
”Nu er det fire år siden, min datter Ellen døde af kræft i blodet. Hun blev seks år. Hun var syg i to år, meget syg ... detaljerne er voldsomt pinefulde og vedkommer kun min familie og mig. Men jeg løb en tur, da vi kom hjem fra Rigshospitalet, den dag hun døde.
Det er i løb, jeg bliver renset og får kræfter til at leve videre. Bloggen handler om, hvad der udløses i mig, når jeg løber, og hvordan jeg ser hende nu. Jeg siger farvel – og siger aldrig farvel.”
Du havde kræfter til at løbe den dag, din datter døde. Er du stærkere end de fleste?
”Nej. Men jeg har altid bevæget mig. Jeg har mange gode erindringer om bevægelse fra barndommen. At løbe nøgen på en græsplæne gennem regnen, mærke det hele boble, at spille fodbold, gøre sig umage. Den fysiske præstation kan ikke adskilles fra den mentale.
Og det var jo ikke sådan, at jeg gik rundt på hospitalets gange og planlagde, at nu skulle jeg hjem og finde løbetøjet frem. Jeg kunne bare ikke være i stilstanden, da vi kom tilbage, jeg kunne ikke sidde ned og folde mere og mere sammen.
Hun havde det så skidt, det var en befrielse for hende at dø. Nu kunne hun slappe af, og der var også en lethed og frihed i mig den dag. Den løbetur fik mig til at fortsætte. Havde jeg ikke rejst mig dér …”
Hvad var der så sket?
”Så var jeg blevet et dårligt menneske.”
Du omtaler din ’hæmningsløse vrede’ i bloggen. Hvordan kom den til udtryk?
”Råb, skrig, raseri. Jeg smadrede stole, som efterlod dybe hakker i vores gulv. Jeg bankede dem ned i gulvet, til metallet var krøllet helt sammen som knækkede bambiben.”
Du forlod en sorg-gruppe temmeligt demonstrativt. Var terapi ikke noget for dig?
”Nej, i tiden efter Ellens død kunne jeg ikke. Jeg skriver i bloggen, hvordan jeg oplevede at sidde blandt andre sørgende forældre, hvordan et fad med nødder og jordbær gik rundt, men jeg blev bare mere og mere dårlig af at sidde der. Jeg havde ikke brug for at snakke med fremmede forældre. Jeg havde brug for at løbe.”
Anders Legarth Schmidt
43 år, bor med sin kæreste
Freja og seksårige datter Alice i København. Han har været journalist på Politiken siden 2003 og er blevet nomineret til Cavlingprisen tre gange. Han skrev sit første
blogindlæg til ’Jeg løber’ på Politiken i september 2015. Med indlæg nr. 44 afsluttede han bloggen
18. november 2016.
Bloggen er netop udkommet i bogform på Politikens Forlag under samme titel. Teaterstykket ’Jeg løber’ tager på Danmarks-turné fra februar 2018 og genopsættes på Det Kongelige Teater i
efteråret 2018.
Er danskerne dårlige til at sørge?
”Det er ikke noget, man kan trænes op til. Sorg kan ikke måles. Den farver dit liv for altid. Den lukker døre i dig, åbner måske nogle nye. Jeg tænker, at det er særligt svært at være pårørende til nogen, der sørger. Man er bange for at sige noget forkert, bange for at gøre for lidt, for meget.”
Løber du hver eneste dag?
”Ja, når jeg ikke er skadet. I morges stod jeg op kl. 5.30. Jeg tog en kop kaffe. Kl. 5.50 var jeg i gang, jeg løb ved Kastellet og Langelinje, forbi Skuespilhuset, 15 kilometer. Jeg var hjemme igen kl. 7, og så vågnede Alice og Freja (barn og kæreste, red.). Nu, hvor jeg sidder her kl. 8, kan jeg stadig føle lårene summe.”
Hvad er en løber?
”Man bliver løber, når man ikke kan lade være. Det er en form for meditation. Det flyder igennem mig. Den der rytme, det der flow, ikke for hårdt, ikke for nemt.
Forleden løb jeg 26 kilometer med to venner fra mit løbefællesskab NBRO. Vi talte om livet og løbet. Kilometerne åd sig selv, jeg var let og flyvende, vi løb hurtigt. Meget hurtigere end ventet, og på vejen hjem måtte jeg virkelig forhandle med mig selv. Hvorfor ikke bare løbe videre? Lige der, på kilometer 25, havde jeg fornemmelsen af, at jeg kunne blive ved til evig tid. Da vidste jeg, at jeg er en overlever.”
Er det et ego-projekt?
”Ja, det er da egoistisk at løbe, og jeg har da også presset citronen. Jeg har klart været væk på dårlige tidspunkter, hvor min kæreste skulle tage over. Men bagefter er jeg bedre til at være sammen med hende og min datter.”
Du har fået masser af positiv respons på bloggen, men det må også være grænseoverskridende at blive kendt på noget så privat?
”Ja, jeg er glad for, at så mange har været inspirerede og genkendt noget, de selv har bakset med. Men det var ikke derfor, jeg skrev. Og det kan blive for meget, når man står i Netto og skal vælge havregryn, og der pludselig kommer en person hen og vil tale om min historie. Det er hårdt for mig at dykke ned i det igen og igen.”
’Bødlen’ er en negativ figur i din blog. Hvad er det, han vil dig?
”Han vil have, at jeg skal bruge livet på mere vigtige ting end at løbe. ’Hvorfor holder du ikke op med at løbe og er mere sammen med din familie?’ spørger han. Han er ikke den eneste, der ser sådan på det. Bødlen er også et symbol på min egen tvivl om, hvorvidt løb var ved at æde mig op på et tidspunkt. Om det var en flugt. Men jeg har fundet ud af, at løb er et rum for frihed og fred."
Hvad er din største løbesucces?
”Hvad er succes egentlig? Det tænker jeg meget over for tiden. Både i løb og i livet. Jeg kunne nemt hive mine personlige rekorder frem på maraton og kalde dem mine største præstationer i løb. I øjeblikket prøver jeg at gøre mig fri af det, som alle løbere bliver målt på og måler sig selv på. Tiden. Den kan blive altopslugende, og det har jeg selv mærket. Nu er jeg et andet sted. Jeg gør mig fri af drømmen om at blive hyldet for en hurtig tid og søger lykken i hver enkelt løbetur.”
Du skriver om at løbe rundt med et fed hvidløg i numsen. Hvorfor det?
”En fjollet idé. Måske havde jeg brug for at skrive noget lidt mere muntert midt i alvoren. Jeg ved godt, at hverken hvidløg, ingefær eller noget som helst andet kan fjerne en influenza. Men jeg synes, det var en bizar situation, at to voksne mænd i ramme alvor skrev med hinanden om at stikke hvidløg skråt op – for at sige det lige ud – i håbet om at blive hurtigt klar til at løbe.”
Nu er dit liv også blevet til et teaterstykke. Hvordan føles det?
”Da min blog var begyndt at udkomme, fik jeg en henvendelse fra dramatikeren Line Mørkeby. Hun ville gerne lave et teaterstykke. Jeg havde sagt nej til mange interviews, jeg ville ikke i Go’ Morgen Danmark og fortælle om, hvordan det var at sidde med min døde datter, men det her lød interessant.
Hvordan ville det fungere som kunstværk på en scene? Jeg talte med min kæreste om det, og vi sagde ja. Før premieren fik Freja og jeg lov til at se stykket alene i den store sal. Det var vildt, vildt, vildt at betragte det, jeg havde skrevet, kondenseret ned. Og hårdt. Jeg så mig selv – som i et spejl.
Skuespilleren Anders Juul ligner mig helt utroligt på scenen, selvom vi i virkeligheden slet ikke ligner hinanden.”
Og nu også en bog?
”Ja. Det er gået op for mig, at jeg hele tiden har skrevet til min datter Alice. I dag er hun seks år, og jeg er lykkelig for at være vidne til, hvordan hendes liv åbner sig. Jeg har en fantasi om, at når hun bliver voksen og har sin egen lejlighed, så står bogen ’Jeg løber’ i hendes reol.”
Hvad sker der nu med dit liv?
”Jeg løber. Nu er det fire år siden, Ellen gik bort, og jeg er ikke gået til grunde, vores familie er ikke gået til grunde. Vi har faktisk klaret det okay. Jeg har kun beskrevet en brøkdel af alt det forfærdelige. I skulle vide, hvad der er på den anden side af ordene."
LÆS OGSÅ: Long Read: Mit liv som Mads Holger
LÆS OGSÅ: Jan Gintberg om sin opvækst: ”Min mor gik ind i en psykotisk tilstand, og hun kom aldrig rigtig ud”
