I DE HER MÅNEDER bruger jeg meget krudt, både fysisk og mentalt, på at forberede mig til et ultraløb, jeg har tilmeldt mig i Alsace i maj. For at træne op til løbet tilbagelægger jeg en ret stor portion kilometer hver uge. Jeg forsøger ikke at pådrage mig skader, og jeg spiser nogenlunde ordentligt. Jeg tænker på mit udstyr, jeg ser videoer fra tidligere år. Det er et meget stort mål for mig dette forår.
Jeg tænker på løbet hver eneste dag.
Hvordan mon de mange kilometer og endnu flere højdemeter i terræn kommer til at føles i mine ben, der lige nu primært bliver trænet op på pandekageflad asfalt i København? Hvilke sko er mon de bedste til ruten? Vil min krop optage de energibarer og alt det gel, jeg skal spise undervejs?
Jeg glæder mig til at fuldføre, fordi jeg ved, at jeg kan, og fordi jeg ved, at mine grænser samtidig bliver rykket.
Der er en styrkeprøve i enhver præstation.
Og selvom jeg på ingen måde kommer i nærheden af podiet, bliver det en personlig sejr, jeg kan tage med mig.
Omverdenen skal nok få besked, når jeg poster et billede af mig selv i afkræftet og udmattet positur. Mine følgere på Instagram vil se en løber, der har fuldført et langt løb og sejret over sig selv. Men de vil ikke vide noget om al den energi, jeg har lagt i træningsture på landevejen og i skoven, fordi jeg ikke rigtig giver indblik i den proces. Om alle de gange, jeg ikke har gidet løbe. Om skaden fra for fire år siden, der af og til lige pibler frem og markerer, at den stadig ligger dybt derinde. Om mit styrt i skoven, da der var is overalt i januar, som gjorde at min hofte i over en måned sagde klik, hver gang jeg gik op ad trappen.
Vi elsker succeshistorier. Det store gennembrud, den globale eksportsucces, den handlekraftige politiker. Men bag enhver fortælling om fremgang og sejr ligger uendeligt mange bump på vejen, som aldrig bliver formidlet. Alle nætterne, hvor man vågner med hjertebanken og kommer i tanke om en uendelig to do-liste. Alle aftenerne, hvor man endnu engang ikke har tid til Netflix og chill, men kæmper med svære præsentationer og budgetter, der ikke stemmer.
Spotlyset skinner. Overskrifterne fænger. Men vi ser kun yderst sjældent de situationer på vej til tops, hvor vinden er ved at blæse os omkuld.
Man ser Superligaens bedste spiller fordele spillet og dominere banen. Men bag de 90 minutters ugentlig aktion fra Nicolai Vallys hører de færreste om hans træning, tanker om livet og tvivl om fremtiden.
Man ser en elektrisk bil skabt af en dansk stjernedesigner med himmelstræbende ambitioner og milliarder i ryggen. Men man ser ikke de gange, Henrik Fisker har fået nej fra investorer, set sin aktiekurs rasle ned eller miste markedets tillid.
Man ser en tidligere statsminister, som udefra har sit på det tørre og ikke behøver at bidrage med mere i dette liv. Men man har indtil nu ikke set den ultimative magtesløshed, Poul Nyrup Rasmussen har levet med i hele sit liv, siden han mistede sin datter til selvmord, og som den dag i dag stadig tvinger ham til at kæmpe indædt for at forbedre vilkårene for unge med mental mistrivsel.
Jeg er optaget af alt det, der foregår, når kameraerne slukkes. Og hvad det er, der driver os fremad, selvom ingen siger, at vi behøver. Det nemmeste vil være at lade være. Men det er også den faktor, der får ekstraordinære mennesker til at være netop det – ekstraordinære.
Vi behøver at udkomme med Euroman, fordi vi skal fortælle historier om mennesker, hvor troen og tvivlen er størrelser, der ikke udelukker hinanden. Og hvor det er almindeligt at ville noget ekstraordinært med sit liv. Denne udgave handler som altid om dem, der har noget på spil. Ikke mindst dem selv.
God fornøjelse med det nye Euroman, der er på gaden 21. marts, og tak for at læse med.
Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør
