Da min kone, Rikke, og jeg fik vores søn, Cosme, blev han født syv uger for tidligt, og derfor var vi efterfølgende indlagt med ham i noget tid. Vi havde tidligere oplevet to graviditeter resultere i aborter, og Rikke, der selv var læge, kunne mærke, at der var noget forkert ved det hele, så hun insisterede på en scanning. Den viste, at hun havde kræft, og det blev derfra en tid fyldt med de absolut mest kontrastfulde følelser. Havde vi fundet ud af det tidligere, er det ikke til at vide, hvad vi havde gjort. Om vi var fortsat med graviditeten eller i stedet fokuseret på, at hun kunne komme i behandling. Derfor navngav vi ham Cosme, for han var og er vores kosmiske mirakel.

Vi var nødsaget til at isolere os, lige efter vi fandt ud af, at Rikke var syg. Vi skulle forsøge at finde ro, og vi skulle prøve at forstå, hvad det var for en start, der ventede forude for os som en lille ny familie. Samtidig forsøgte jeg sporadisk at holde hjulene kørende i det tøjfirma, jeg lige havde startet med ganske fin succes, og fandt i den forbindelse ud af, at det gav mig noget at have et sted at kanalisere følelser og tanker ud gennem mit arbejde som tøjdesigner. Som en direkte refleks lavede jeg en mindre kollektion, der handlede om at finde det smukke ved at isolere sig. Nemlig den poesi, der opstår, når man lukker ned for al larm og giver sig hen til noget større. I vores tilfælde gav isolationen os mulighed for, at vi som familie blev en lille kerne af kærlighed og et ekstremt ønske om at lykkes. Den kollektion kaldte jeg for ISO.POETISM, og senere blev det også navnet på mit firma, der ellers var startet som TOBIAS BIRK NIELSEN.

Det skete ret naturligt, at jeg brugte mit arbejde til at kanalisere mine følelser ud. Man føler sig jo handlingslammet, når man står over for en sygdom, man ikke kan kontrollere eller påvirke. Man ved ikke, hvordan den arter sig, og man kan gøre sit bedste, men det vil stadig være uden for ens kontrol. Det eneste, jeg havde kontrol over, var at kommunikere gennem mit lille talerør med firmaet, og det blev til tider en kærkommen flugt. Et sted, hvor jeg i en time her og der kunne være produktiv og få sat ord på nogle følelser. På den måde har mit arbejde med ISO.POETISM været terapeutisk hele vejen igennem. Alle kollektioner har nemlig handlet om, hvor jeg og vi som familie har været i livet, med et håb om, at andre kunne relatere. Det har været hyldester til min kone og til livet i sig selv. Om alt fra taknemmelighed til frygt.

Rikke og jeg mødte hinanden på Rødovre Gymnasium. Jeg gik en årgang over hende, og jeg var der hovedsageligt for at spille bordfodbold og drikke øl. Der var en sommerferie, hvor jeg arbejdede i en tøjbutik, og en dag kom Rikke ind og skulle købe tøj til sin bror. Jeg gik meget praktisk til opgaven og fandt en masse tøj frem, men hun kom igen nogle dage efter og skulle have noget mere tøj til ham. Og det gentog sig en del gange derefter, og til sidst forstod jeg godt, at hendes bror nok ikke havde brug for så meget tøj.

Vi var hinandens modsætninger. Jeg var fuld fraværstypen, der sjoskede sig gennem gymnasiet, og hun havde en plan for det hele og vidste, at hun skulle videre på medicinstudiet. Så det var ikke umiddelbart til at se ved første øjekast, at vi kunne være noget for hinanden, men vi endte med at blive alt for hinanden. Vi har ikke skulle opfinde os selv for at passe til hinanden. Det gjorde vi unaturligt naturligt, og vi har været så heldige gennem 16 år at kunne tage skridtene ind i voksenlivet sammen, og det har været en gave, for vi udviklede os med fælles fodfæste.

Da Rikke blev syg, vidste vi naturligvis, at det var alvorligt. Hun var læge og vidste mere om udsigter og prognoser end jeg, og den balance var af og til svær. Men vi forsøgte så godt som muligt ikke at lade os diktere af statistikker og prognoser. Vi havde aftalt, at det ikke måtte få lov at styre os og den tid, vi havde foran os. Når jeg tænker tilbage, var det, når vi turde give helt slip, at vi virkelig lykkedes med at nyde tilværelsen og lykken som en lille, ny familie. Men det er jo desværre kun noget, man opnår i glimt. Vi havde heldigvis en periode, hvor hun blev erklæret rask, og her forsøgte vi at vende tilbage til noget normalt. Og selvom vi ikke satte alverdens ord på det, så vidste vi begge, at vi skulle nyde tilværelsen og komme ud og rejse, fordi sygdommen potentielt kunne vende retur.

Vi vendte blandt andet tilbage til Thailand, hvor vi havde rejst sammen i vores sabbatår efter gymnasiet, og det var sjovt at komme tilbage og se, hvor meget stederne, ligesom os selv, havde ændret sig. Da vi var der første gang, var der strande, der nærmest ikke havde nogle sovesteder, og da vi vendte retur, var der kommet gigantiske hoteller. Jeg er altid kommet meget forbi Enghave Plads, og der plejede engang at være et træ – et kæmpestort, fantastisk træ – lige midt på pladsen, jeg altid har været glad for, og det er der jo ikke nu, hvor metroen er kommet. Cosme kommer aldrig til at se det træ eller gyngen, der hang ned, men der er noget smukt ved, at visse steder kun lever i ens hukommelse, og at de aldrig bliver virkelighed igen.

Vi nåede at have tre år sammen med Cosme, før Rikke gik bort. Fordi han stadig er så lille, kan han godt huske situationer og glimt fra øjeblikke med hende. Men jeg kan godt se, at de forsvinder mere og mere. At jeg skal gøre mere og mere for at holde dem i live og supplere med billeder og fortællinger for at holde hende levende i hans hukommelse. Og det gør mig jo vildt ked af det. Men vi snakker naturligt om hende nærmest hele tiden, så hun er på sin egen måde stadig med os. Han er ekstremt stolt af hende, og jeg kan se, at han meget gerne vil fortælle om hende til vennerne i børnehaven, så hun er stadig en stor del af vores hverdag, og det, synes jeg, er enormt rart.

Det gør mig glad at holde fast i hende, men jeg ved også, det gør det sværere at tage næste skridt. Jeg synes virkelig, det er svært at finde den balance. Lige nu er jeg et sted, hvor jeg ikke har lyst til at give for meget slip. Lejligheden er derfor lidt blevet et museum, hvor tingene står, som da vi var i den lykkelige tid som en lille familie. Cosme var alt, hvad vi havde håbet på, og vi nød at være forældre sammen. Der ligger stadig papirklip, vi lavede i den allersidste tid, som jeg har stående fremme, og der er et håndklæde, jeg aldrig har lagt til vask. Man gør jo, hvad man kan for at holde hende fysisk til stede i lejligheden. Men jeg ved også, at jeg på et tidspunkt skal finde en anden opskrift til det. For det skal ikke være en tilstand, jeg ikke kan komme ud af, og jeg kan godt mærke, at jeg nu, hvor duften af hende i hendes tøj langsomt er forsvundet, skal til arbejde med nogle ting.

Jeg har aldrig forsøgt at skjule over for Cosme, hvis jeg har været ked af det og savnet Rikke. Vi er jo kun mig og ham derhjemme, så det har han set mig være flere gange, og jeg synes kun, det er naturligt, at han ser, at jeg har følelser og ser, hvordan det er naturligt at sætte ord på savnet. Det kommer der mange små, fine øjeblikke ud af, og jeg kan se, at han vokser helt ekstremt i det. Han er dygtig til at tage sig af sine venner, og han er blevet en empatisk lille gut, der er opmærksom på sine omgivelser. Han bliver naturligvis også ked af det en gang imellem og ekstra meget i perioder, hvor der er store ændringer i hans hverdag, som nu hvor han skal starte i skole, og sådan vil det nok være resten af hans opvækst.

Vi har det med at dykke meget ned i et univers sammen og virkelig lade det optage os. Fx har vi bygget en Lego-by, der fylder stort hele den øverste etage i vores lejlighed på Vesterbro. For tiden ser vi rigtig meget ’Star Wars’. Det nørder vi ret markant, og der er helt klart et gram af eskapisme i det for os begge. Den anden dag sagde han, at han ville have hævn over kræftcellerne i Rikkes krop. Ligesom Anakin Skywalker ville have det over The Tusken Raiders, der havde slået hans mor ihjel i filmen. Han synes jo, Anakin er spændende, fordi han også har mistet sin mor. Hans måde at sørge på vil udvikle sig og tage form efter, hvor han er kognitivt. Det vil med garanti komme og gå resten af hans ungdom, og der er det vigtigt, at jeg og familien omkring ham fortsætter med at være klar til at gribe ham, hvis og når han har dyk.

Heldigvis har vi både min og Rikkes familie tæt på os. Det er rart, især fordi vi har nogle at dele og være i savnet sammen med. Hvis jeg skal forklare om Rikke til nye bekendtskaber eller andre mennesker, som ikke kendte hende, kan jeg finde på at sige, hun var exceptionel. Og så kan jeg med det samme tænke, at sådan noget siger alle, der har mistet deres partner sikkert. Men Rikke var vitterligt exceptionel. Dem, der kendte hende, ved, at hun havde en særlig og fantastisk evne til være der for dem omkring hende. Hun havde et uhørt overskud til sine omgivelser og til at være opmærksom og nærværende. Jeg kan godt høre, når jeg siger det til andre, at det måske kan lyde hult og klichefyldt, og derfor er det dejligt at have hendes og min familie samt vores venner tæt på, for de ved, at det passer.

Rikke og jeg snakkede mange gange om, hvorvidt det gav mening for mig at fortsætte med ISO.POETISM. Vi snakkede om, at det var vigtigt, at vi gjorde ting, der pegede fremad, og at der skulle være noget at vende tilbage til uanset udfaldet af behandlinger og sygdomsforløb. For hvis al hverdag stoppede omkring os, ville der opstå et unaturligt tomrum. Derudover så jeg et stort potentiale i, hvad jeg kunne skabe og berøre med ISO.POETISM, og på en og samme tid bruge det terapeutisk. Derfor føltes det rigtigt at fortsætte, selvom jeg ugentligt i flere år var i tvivl om den beslutning. Jeg har været heldig at have et fantastisk hold omkring mig i ISO.POETISM, som jeg i perioder har måttet overdrage meget ansvar til. Under corona måtte vi fx isolere os på grund af smittefare for Rikke. Det var fantastisk at se, hvordan mit lille, ekstremt dedikerede hold voksede med opgaven. Og det var så smukt se, hvad der sker, når man viser tillid og overdrager ansvar, og på den måde lavede vi kollektionen ’The Mountains We Scale Together’, hvor jeg det meste af tiden var isoleret i et sommerhus i Rørvig.

Der har været mange fine øjeblikke med firmaet de seneste år, siden Rikke døde. Vi har solgt vores tøj i butikker i mere end 30 lande, vi har vundet Zalandos 'Sustainability Award' og Magasin-prisen, og senest leverede vi et rigtig fint show til modeugen, hvor præsidenten for den franske modeuge efterfølgende kom og sagde, at iscenesættelse og kollektion var noget af det fineste, han havde set i årevis. Det har været fantastiske anerkendelser, men hver gang, de her gode ting overgik os, kunne jeg bare mærke, at jeg gerne ville have delt dem med Rikke, og på den måde har jeg ikke umiddelbart oplevet den glæde, det burde være, når man fx vinder en pris.

I sidste måned meldte jeg ud, at ISO.POETISM lukker. Gennem længere tid har jeg haft svært ved at leve op til de forpligtelser, jeg har og gerne vil leve op til over for Cosme. Derudover er min krop også begyndt at sige fra over for det tempo, jeg har løbet i. Jeg har mentalt været på arbejde 15-18 timer i døgnet, og al min resterende energi er gået ubeskåret til Cosme. Jeg har negligeret, at min krop bad om ro mere eller mindre, siden Rikke gik bort, og det blev normalt, at jeg altid gik og havde lidt skavanker. Jeg har haft en muskel i benet, der har været overspændt i næsten et år, og som har gjort, at jeg i perioder kun kunne gå i 15 minutter i Zoologisk Have med Cosme, før jeg blev nødt til at sidde ned. Jeg har haft perioder, hvor der var enkelte led i min fingre, der konsekvent bare sov, og i det hele taget har jeg glemt at passe på mig selv.

Når jeg siger de her ting højt, spørger jeg mig selv, hvorfor jeg ikke har taget hånd om det før. Men man udvikler en evne til at være i det, fordi jeg har været så optaget af at tage mig af mine to overordnede opgaver: at være der for Cosme og få ham sikkert gennem hans tab og at udvikle firmaet og få det sikkert gennem de svære år med corona og recession.

Jeg er ikke trist over at lukke ISO.POETISM. Lidt, måske, for jeg ved, at potentialet var til meget mere. Jeg tror faktisk kun, jeg nåede 10 procent af det, der var i vente, fordi vi havde fået samlet et ekstremt dygtigt hold og opbygget en kultur, der gjorde, at vi altid leverede mere, end hvad der blev forventet af os. Men hvad er det værd, hvis rejsen er for dyrebar? Cosme fortjener min fulde energi og overskud, da han står tilbage med kun en forælder og har mistet den bedste mor, man kunne ønske sig. Han fortjener ikke en far, der henter ham i børnehaven som den sidste og kommer med 200 kilometer i timen og hamrer ind i dørkarmen, fordi han er udmattet og i øvrigt lige skal nå at besvare en mail på cyklen på vej hjem. Det har jeg vitterligt prøvet flere gange. Ligesom jeg er kommet til at køre ud foran rødt, fordi jeg har været optaget på telefonen.

ISO.POETISM har været et meget personligt projekt, der refererede til en speciel tid og kærlighed mellem min kone, mig og vores søn, så det ville være underligt for mig, hvis andre skulle køre det videre. Derfor har vi valgt, at det skal lukke fremfor at sælge det. Nu skal jeg i den kommende tid forsøge at komme lidt ned i tempo. Cosme og jeg skal holde sommerferie, og det bliver den første sommer i mange år, hvor jeg ikke skal være klar med en ny kollektion, der skal vises i Paris og til modeuge herhjemme. Og så skal jeg mærke efter og være åben over for, hvad der måtte byde sig af spændende projekter på den anden side af sommeren. Det er den frihed, jeg har nu, og som jeg vil forsøge at turde være i.