”HA HA HA!”

Der går sjældent mere end fem sekunder, uden han bryder ud i sit karakteristiske grin. Det lyder ikke som noget, man har hørt før, og endnu mere besværligt er det, at det tilhører den gruppe af grin, man ikke kan rekreere. Når nogen sidenhen har spurgt mig, hvordan han er, har jeg forsøgt at gengive grinet, for det er på mange måder indbegrebet af ham.

Men når jeg prøver at rekreere grinet, kommer det altid til at lyde overfladisk, som om jeg ikke mener det. Når han kreerer grinet, kommer det fra maven, og man får en opfattelse af, at han sjældent har hørt nogen sige noget så genialt. De sekunder, grinet varer, føler man sig set, man bliver en gammel ven. Men så stopper grinet igen, og man kommer tilbage til virkeligheden. Det er dog heldigvis aldrig længe, man skal befinde sig i hverdagen og det reelle, før grinet og det gamle venskab vender tilbage. Som sagt: sjældent mere end fem sekunder.

Det er ikke et overfladisk grin. Det er et grin, man kun kan fremstille, hvis man har oprigtigheden og ærligheden i takt. Hvis ens hjerte er forstørret af ren og skær plads til andre mennesker.

Det er ved at beskrive hans grin, jeg bedst kan beskrive Allan. Men bad jeg ham beskrive sig selv, ville det nok nærmere lyde sådan her:

Allan Clausen er 52 år, han bor med sin kæreste Urban på Vesterbro, han kan godt lide filmen ’Men in Black 1’, han kan ikke lide smagen af lever. Og så er han Pjerrot. Det har han været i 17 år efterhånden.