FORESTIL DIG, AT DU EN dag ringes op af en sød, rar, almindelig jyde, der med rolig stemme fortæller dig en historie om dengang i 2005, hvor han stod ude på dækket på et kommercielt containerskib i det nordlige Stillehav og så et stort Tic Tac-formet luftfartøj hænge stille i luften foran ham og en kollega, og at de ikke vidste, hvad det var, de stod og så på, så de åbnede munden så meget, at de endte med at tabe den smøg, de var gået ud for at ryge, inden den ovale form forsvandt i en fart, som vitterligt ikke kan beskrives, selvom manden prøver med et billedsprog, hvor du skal forestille dig noget blive suget væk igennem et sugerør.

I et forsøg på at afvise historien vil du gerne krydse boksene ’skør’, ’økonomisk incitament’, ’behov for opmærksomhed’ af, men kan ikke, for intet tyder på, at nogen af delene gør sig gældende, og du begynder ikke bare så småt, men for alvor at tro på mandens historie.

Måske du ville håndtere det anderledes, men det var i hvert fald sådan det skete for Frederik Dirks Gottlieb, 39, en januardag i 2021, da en mand, som ikke ville have sit navn frem i offentligheden og derfor blev døbt Morten, ringede Dirks Gottlieb op for at fortælle lige præcis dén historie.

På det tidspunkt havde hans podcast ’Flyvende tallerken’ – der i dag kan notere sig for over fem millioner downloads fordelt ud over 68 afsnit – været i gang i et halvt år, Frederik Dirks var mere end godt inde i emnet og havde læst og set alverdens ufo-vidneberetninger fra hele verden.

Men det var først nu, da han selv talte med et – efter sigende – øjenvidne til en ufo-hændelse, at han virkelig, sådan virkelig, ikke kunne afvise, at der flyver noget rundt i Jordens luftrum, som muligvis ikke er herfra.

”Som en af verdens mest kendte ufo-dokumentarister Jeremy Corbell sagde til mig, da jeg fortalte ham om den samtale: ’You had THAT moment’. Det øjeblik, hvor man begynder at tale med rigtige mennesker, der intet har at vinde på at stille sig frem, om deres oplevelser – og man begynder at tro på dem. Jeg så Mortens logbøger fra de dage, og der er intet, der tyder på, at han skulle lyve,” siger Frederik Dirks Gottlieb, da vi har sat os til rette i en grå sofa på 1. etage af det hus, hvor han bor med sin kæreste, Sara, og deres to børn på Østerbro.

Nærmere kan vi ikke komme det, for Frederik Dirks Gottlieb har hemmelig adresse. Det er han nødt til, hvis han ikke hele tiden skal have ubudne gæster, som vil fortælle om deres personlige oplevelser med ufoer.

Der går nærmest ikke en dag uden lange beskeder fra folk, der vil fortælle om dengang, de vågnede til lyden og lyset fra en ufo (Dirks Gottlieb parkerer ofte historierne, der handler om, at nogen er vågnet og har set en ufo, i kassen ’ikke-troværdig’, da ”folk jo godt kan have nogle meget livlige drømme,” ligesom han også har lært at lure fejl på kameralinser, der i en snæver vending kan ligne et flyvende fartøj).