Det slog mig til en middag med mine venner tidligere i år, da jeg lavede mit vanlige, underbevidste fit check – elevatorblik om du vil – af dem hver især. For fem år siden havde vi alle været iført gummisko fra enten Nike, New Balance eller Adidas, men her sad vi altså med en italiensk fire-retters-menu mellem os, og på de flestes fødder var gummiskoene blevet skiftet ud med mere klassiske herresko som ørkenstøvler, monkstraps og loafers.

Jovist, vi er blevet ældre og har fået jobs, der måske inviterer mere til den slags fodtøj, men sneakeren har jo netop haft en evne til at transcendere aldersskel og jobformer og være en sko for alle – eller i hvert fald de fleste. Og gummiskoen forhandles da selvfølgelig også stadig i stor stil og forsvinder ikke bare sådan. Men måske er tiden inde til at lade den bløde affjedring blive erstattet – eller som minimum suppleret – af taktile lædersko?

Jeg husker tydeligt min første brusende forelskelse i et par sneakers. Aldrig før havde jeg oplevet en sådan altomsluttende tilstand af at måtte eje en genstand før. Det var et par mørkeblå Asics ’Gel Lyte III’ med hvide striber på siden og en tå, der var en form for beige, selvom jeg senere skulle lære, at designeren sigtede efter en laksefarve. Det var også første gang, jeg rigtig bed mærke i, at designerens navn var tilføjet skoens navn: Asics Gel Lyte III x Ronnie Fieg ’Salmon Toe’ stod der. Til min store ærgrelse var løbet kørt og skoen udsolgt. Det blev en hård introduktion til det resell-marked, der strømmer millioner af kroner igennem hver dag.

Forelskelserne blev hyppigere og hyppigere gennem de følgende fem år, til sidst var det blot en fascination for skoen, der medførte et køb. Dengang vidste jeg selvfølgelig ikke, hvilket monster af en kultur jeg var faldet pladask for.