Spørger man outdoor-entusiaster om deres foretrukne materialer til påklædning ved lave temperaturer, bliver der ofte slået et slag for naturlige tekstiler som merino og uld. Forståeligt nok, for har man én gang båret en tynd undertrøje i merino, finder man ud af, at der ikke findes koldt vejr, kun dårlig påklædning. Men varmt tøj er andet og mere end uld og merino, hvis du spørger Uniqlo. Godt nok er den japanske tøjgigant også store på både cashmere og merinould, men siden 2003 har de også udviklet og forfinet deres Heattech-linje, så det i dag er en af deres mest kendte underlinjer.