En Mini er altid lig med køreglæde og popkultur. Men kan det også blive for poppet, eller vinder køreglæden? Christian Grau har kørt de nye ekstra sporty tvillinger fra Mini.


DET SKAL IKKE VÆRE nogen hemmelighed, at vi altid har haft et blødt punkt, når det gælder Mini. Få andre bilproducenter er så dygtige til at iscenesætte deres produkter med en modegrad helt ned i detaljen. Tag nu bare dagens testbiler, hvor servicebog og lignende dokumenter er samlet i en mappe af denim frem for det obligatoriske kunstlæder. Godt tænkt. Omvendt har Mini det også med at blive så poppet og iscenesat, at vi lægger armene over kors og tænker ”Hvorfor?”

Kig engang på Mini Coupé. En Mini uden bagsæde og med en tagkonstruktion, der ligner en omvendt kasket – hvorfor? Fordi den er mere sporty, mere fræk og giver dig endnu mere Mini-køreglæde, vil fi rmaets marketingchef svare. Joh, men den er jo grim. En coupé skal være smuk og graciøs i linjeføringen – hvorfor lave en coupé, der er grimmere end hatchbacken? Det forstår vi stadig ikke. Til gengæld giver Mini Roadster fuldendt mening. En ultra lille cabriolet, hvor designet hviler i sig selv og ikke bare ligner en almindelig Mini med amputeret tag. Samtidig har begge biler fået en lille bagklap, der introducerer en ny bølgende linje hen over hækken, mens fronten viser en ny og mere skrånende fortolkning af lygtesignaturen og kølerhjelmen. Kort sagt har begge biler fået lidt fl ere former, og det fuldender lige roadsteren, mens coupeen ikke står til at redde i vores øjne.

LÆS OGSÅ Over stregen: 12 blændende classic cars

Indvendigt ligner begge biler umiskendeligt Mini. Der er lidt mere sport og mindre udsyn. Vores coupé var forsynet med det originale navigationsanlæg, og det burde æstetisk set være en fordel, men af uransagelige grunde er det placeret bag rattet, så det nærmest er umuligt at se skærmen. Det er sjældent, vi ser så tåbelige løsninger i en testbil, men som
sagt plejer der at være tilgivelse, når først hjulene snurrer.

Vores Mini Coupé er en Cooper SD, altså en heftig dieselsag med 143 hk fra en momentstærk to-liters maskine. Kolleger har omtalt den som det forkerte valg med den lidt forkerte lyd til en coupé. Vi synes derimod, at den fungerer helt forrygende, sikken et bundtræk og sikken et afsæt. Jo, lyden kunne være mindre grov og mere hidsig, men hvor ellers finder du så meget køreglæde og en brændstoføkonomi på over 23 km/l? Vi elsker den. Med et hjul i hvert hjørne er vejgrebet næsten for godt (i hvert fald på baghjulene), men på en fugtig vej skal den stærke motor ikke have meget pedal for at understyre. I tørt føre kan du rive den rundt i svingene.

Over i Mini Roadster. Den kører dybest set som coupeen. Man kunne frygte, at den fl eksede, når taget ikke er der til at modvirke vridninger i karrosseriet, men det mærkede vi ikke noget til, så i stedet susede vi videre og nød følelsen af gokart – nu med benzinmotor. 184 hk fra den snart klassiske 1,6 liter turbomaskine. Den trækker også rigtig godt, og jo, denlyder bedre og mere autentisk sporty. Største gevinst er dog kalechen. Den betjenes manuelt, og man skal ud af bilen, hvilket er lidt omstændeligt, men så efterlader den plads til et forholdsvist regulært bagagerum på 240 liter – blot 40 liter mindre end coupeen.

LÆS OGSÅ Selvtilliden vokser: Opel Astra GTC

Når kluden er på, er Roadster langtfra klassens mest lydløse, men når bilen er åben, er det al vindstøjen værd, og så er der noget old school cabrio-charme over den rustikke kalechekonstruktion.

Så tilbage til begyndelsen – fik vi svar på, hvorfor vi skal have Mini Coupé og Roadster? Giver de mening? Vi siger rungende ja til Roadster, der er frækkere, smukkere og på sin vis mere anvendelig end den almindelige Mini Cabriolet, der har ubrugelige bagsæder og mikroskopisk bagagerum. Omvendt bliver det et høfl igt nej til Mini Coupé. Den kører måske en smule mere kontant end hatchen, og den vækker opsigt, men den er dybest set grimmere og mindre ikonisk end originalen.



MINI COUPÉ COOPER SD

Motor: 2,0 liter turbodiesel
Hestekræfter: 143
Moment: 305 Nm v. 1.750 omdr./min.
Tophastighed: 216 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 7,9 sek.
Benzinøkonomi: 23,3 km/l (EU-norm)
CO2-udledning: 114 g/km
Pris: 426.500 kr. Fås fra 330.000 kr.

Karakter:
+++



MINI ROADSTER COOPER S

Motor: 1,6 liter benzin med turbo
Hestekræfter: 184
Moment: 260 Nm v. 1.730 omdr./min.
Tophastighed: 227 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 7,0 sek.
Benzinøkonomi: 16,7 km/l (EU-norm)
CO2 -udledning: 139 g/km
Pris: 483.000 kr. Fås fra 383.500 kr.

Karakter:
+++++



LÆS OGSÅ Passat er passé