Selvtilliden vokser på Opel, der er klar med den sportslige GTC-udgave af den i forvejen elegante Astra. Christian Grau har kørt den.


Der er ikke mange mænd, der har Opel som drømmebil, men alligevel er der mange mænd, der kører Opel. Flere og flere faktisk. Opel har skruet op for drømmefabrikken med lækre design som den elegante businessbil Insignia og den veldrejede Astra, som til trods for det slidte navn er blandt de pæneste biler i Golf-klassen. Der er stadig mange, der tænker amagerhylde, når de hører navnet Opel Astra, og desværre har GM, der ejer Opel, også haft en tendens til at fylde lidt for meget gammel mekanik på deres biler. Derfor kører den almindelige Astra ikke lige så godt, som den ser ud. Faktisk kører den lidt, som risengrød smager, og det er ikke ligefrem den stil, der lokker de yngre kunder til, og på den måde hjælper Opel med at flytte imaget og gøre mærket lidt mindre provinsielt og gråhåret.

Så nu lancerer tyskerne den mere sportslige version Astra GTC. En tredørs Astra, bevæbnet med forhjulsophænget fra den meget dejlige Insignia OPC og en byge af turbomotorer. Netop forhjulsophænget og styretøjet er et af den almindelige Astras svage punkter, så det bliver spændende at se, om GTC-modellen kan levere den feedback og fi nesse, vi savner.

Før vi når så vidt, bliver vi ikke desto mindre nødt til lige at dvæle lidt ved designet – gisp, den ser faktisk rigtig godt ud. Ikke mindst når den som vores testeksemplar står med selvsikker dybrød lak og store 18” fælge. Det kræver sin bil at være rød uden at blive sød. Alfa Romeo mestrer det, Golf GTI slipper hæderligt fra det, og Ford Focus tør knap prøve. Astra GTC kan også. Faktisk er den også pæn i gul, men hold dig alligevel fra det farvevalg på vore breddegrader. Det vidner dog om bilens sportslige udstråling med den coupéagtige silhuet, hvor den kileformede front fortsætter over taglinjen, indtil vinduesrammen sender den ned i den afrundede ryg. Fra siden fl yder baglygten sammen med den kraftige hofte og ender elegant i dørgrebet, mens en fi n konkav linje løber fra baghjulet, hen over dørbunden og op i den forreste hjulkasse. Alt i alt meget harmonisk, velkomponeret og raffi neret.

Indvendigt finder vi sort læder på de magelige sportssæder og en kraftig kant i alu-jam omkring den ellers genkendelige instrumentering. Vi savner blot et rigtigt sportsrat med flad bund.

LÆS OGSÅ Aldrig mere traffikkaos: Mød bilen, der kan flyve »
 
Hvordan kører den?

Det er ikke på designsiden, at Astra skal bevise noget. Det er på landevejen, så ind med os og af sted. Til at starte med føles den meget Astraagtig, men så trykker vi på Sport, og nu sker der noget. Styretøjet bliver tungere og mere direkte. Feedback får vi også, til gengæld kunne vi faktisk godt bruge lidt fl ere kræfter til at fl ytte de knap 1.500 kg. Opel er på vej med en OPC-version, og det skal nok blive sjovt, for så runder GTC de 200 hk og får givetvis en helt ny undervogn. Og selv om Astra GTC er blevet en korresponderende bil, der bringer sport til folket, kan det nye forhjulsophæng altså ikke gøre det alene. Vi savner stadig lige den sidste portion gefühl i styretøjet, så tag GTC for designets skyld, eller vent på OPC, hvis du vil have en bil, der kører lige så godt, som den ser ud.

Hvorfor er den fed?

- Fordi den ser godt ud.
- Fordi den fl ytter opfattelsen af Opel.
- Fordi den giver Scirocco tiltrængt modstand.

Hvad kunne være bedre?

Køreegenskaberne mangler stadig den sidste snert, men meget er forbedret. Pladsen i bagagerummet er overraskende beskeden (380 liter).

OPEL ASTRA GTC 1,6 TURBO SPORT
Motor:
1,6 liter turbo (benzin)
Hestekræfter: 180 hk
Moment: 230 Nm v. 2.200 omdr./min.
Tophastighed: 220 km/t
Acceleration: 0-100 km/t på 8,3 sek.
Benzinøkonomi: 13,9 km/l (EUnorm).
CO2-udledning: 168 g/km.

Pris:
358.880 kr.
Fås fra 304.000 kr. med 120 hk

LÆS OGSÅ VW Up: Noget stort er i gære  »