JEG VED IKKE, hvordan det var at være barn i 80’erne, men jeg forestiller mig ikke, at man på samme heftige måde lærte om kapitalisme, som jeg gjorde som barn på Habbo Hotel. Hvis ikke du ved, hvad Habbo Hotel er, eller bare Habbo, som os inkarnerede plejede at kalde det, vil jeg her komme med en kort, men rammende beskrivelse: Habbo var et virtuelt univers på internettet, hvor du kunne møde og chatte med andre ikke så gamle mennesker. Målgruppen var teenagere, men vi var mange, der var noget yngre. Selv var jeg otte år, da jeg en dag efter skole sad foran min HP-computer og oprettede mig inde på hjemmesiden, der havde et ekstremt skrabet interface, som det vist hedder på computersprog. Samme år som jeg oprettede mig (2008), var Habbo verdens største internetbaserede virtuelle univers for børn. Dengang fandtes der mere end 100 millioner forskellige avatars på sitet.

En avatar var ens online persona. Man kunne selv designe den ud fra et begrænset sortiment af hår, frisurer og hudfarver. Medmindre man havde mønterne, selvfølgelig. ’Mønterne’ var Habbos valuta, og havde man nok af dem, kunne man vælge alle hudfarverne, alle frisurerne og alt tøjet. Ens avatar havde sit eget rum, der dog forblev ganske tomt, for man kunne ikke købe møbler og indrette sine rum uden ... Du ved måske allerede, hvor jeg er på vej hen?

Hvis ikke man havde mønter, var man altså, lidt hårdt sagt, ikke noget værd. Dem med mønter kunne lugte (se det på ens avatars udseende) på lang afstand, hvis man var i pengemangel. Uden mønter var ens rum ikke bare tomt, man kunne heller ikke spille spil eller holde store fester for alle ens virtuelle venner (med en flad pung havde man nok heller ikke særligt mange af dem, altså virtuelle venner). Uden mønter kunne man ikke noget, og på den måde var den virtuelle verden, jeg befandt mig i som barn, ikke særligt anderledes end den rigtige verden, jeg befinder mig i som voksen.

Hensigten med at være en del af Habbo-universet var egentligt at få venner, men det gik ret hurtigt op for mig, at det i virkeligheden handlede om at få de rigtige venner. Og dem kunne man kun få, hvis man så rigtig ud, og man kunne kun se rigtig ud, hvis man havde mønter, hvorfor alt altså endte med at handle om… mønter.

DER VAR TO deciderede måder at få mønter på – man kunne bruge sin mors rigtige penge til at købe dem, hvilket var til en relativt dårlig valutakurs, eller man kunne vinde mønterne i konkurrencer, der blev holdt af de andre Habbo-spillere.

Min mor ville ikke købe mønter, men heldet ville det, at min storebror på et tidspunkt vandt en håndfuld mønter i en konkurrence, hvilket endte med at blive uheldigt for de fleste andre, for når man først har oplevet, hvordan det er at være uden mønter, vil man gøre alt i sin magt for ikke at ende i den fattigdom igen. Ja, risikoen for, at ens barnesind bliver korrumperet af sådan en pludselig oplevelse af succes og magt, er ret stor.

En håndfuld mønter var ikke nok for min bror. Han havde taget en bid af æblet fra kundskabens træ, og nu ville han have mere, så han udviklede en plan for, hvordan hans formue kunne vokse. Fremgangsmåden var relativt simpel: Den luskede 12-årige oprettede et rum, han kaldte ’Casino’. Inde i det rum befandt der sig en terning, han havde købt for sine mønter. Hver gang et nyt blåøjet barn kom ind, skulle de betale én mønt for at få lov til at slå med terningen. Slog de en sekser, ville de i teorien vinde seks mønter, hvilket var mange mønter, men ikke helt for mange mønter til at være for godt til at være sandt for en med den relativt begrænsede hjernekapacitet, man besidder i den alder.

I praksis resulterede en sekser dog i, at min bror ville blokere vedkommende, hvorefter de ikke ville have mulighed for at komme tilbage i hans rum, ej heller have mulighed for at anmelde ham til de meget lidt ældre børn, der både agerede det virtuelle univers’ udøvende og dømmende magt.

Min bror opnåede den sande amerikanske drøm på Habbo: Han havde arbejdet sig fra bund til top, og det var endda helt uden at bruge en eneste rigtig mønt. Som en vaskeægte forvrænget Robin Hood stjal han både fra de rige og fra de fattige, så han kunne give til sig selv.

PÅ MANGE MÅDER VAR Habbo før sin tid. Habbo havde fx Habbo Club, før der overhovedet var nogen i Skandinavien, der tænkte på at hviske om Soho House. Et medlemskab til Habbo Club kunne man ikke vinde i nogen konkurrence – hvis ikke ens mor ville betale for det, ville man for evigt være en outsider. Men hvis man var så heldig, at hun nu forbarmede sig og pungede ud, kunne man skille sig ud. Avatarerne i Habbo Club var pænere, deres møbler var sejere. De var overklassen.

Min bror havde nok sin rigdom, men han havde hverken et Habbo Club-badge eller den rigtige frisure. Det kunne han ikke svindle sig til. Man var enten født ind i en familie med forældre, der var villige til at købe deres semistore yngel til en høj social status i et online spil, eller ikke.

Og hvad angår hans virtuelle rigdom, endte den med at fordufte nogenlunde lige så hurtigt, som den var opstået. Da han en dag var blevet for gammel til at være på Habbo (14 år), gav han sine resterende mønter videre til mig, der gik direkte ud og mistede dem alle sammen i forskellige falske konkurrencer – det man i dag kalder ’phishing’.

Tal om at blive voksen på internettet.