Det store hav ligger roligt, jeg ved ikke hvor mange meter under os, mens vi med nedsat hast har sat kurs mod en landingsbane nær ved. Der dukker enkelte issamlinger op i havet. Jeg spejder koncentreret mod overfladen, i tilfælde af en hval pludselig skal trække luft. Flere og større samlinger af is kommer til, og længere fremme kan jeg se store fjelde med grove, takkede toppe nærme sig. Det er det østlige Grønland.
Nu svæver vi hen over Ikaasaartik-strædet, der ligger mellem den ubeboede ø Apusiaajik mod nord og Kulusuk mod syd. Det er på Kulusuk, vi skal lande. Her ligger den ene ud af de to helårslufthavne på Grønlands lange, øde østkyst. Hjulene knaldes mod den let tilsneede landingsbane, der ser ud, som om den kunne ske at være spejlglat, men vi triller i sikker stil hen mod lufthavnens grå og blå hovedbygning. Derinde, i bygningens primære rum, flyder ankomst sammen med afgang, og vi stiller vi os sammen med 20-25 andre, der blot venter på at komme herfra.
Jeg forsøger at få øje på min ven, Palle, men han er ikke til at se. Jeg har kendt Palle i godt og vel 10 år, og i foråret flyttede han til Tasiilaq, den største by i Østgrønland, der ligger 23 kilometer i fugleflugt fra lufthavnen her i Kulusuk. Ingen kan påstå, at det lå i kortene, at Palles veje skulle føre til Østgrønland. Født i en flække i Nordjylland, opvokset i Viborg, altid en storm af ballade og kærlighed. Og et propert håndboldtalent. Men det er svært at blive stjerne, når man hele tiden bliver udvist fra banen. Eller ryger i totterne på sin træner. I det tidlige forår af 2021 blev han så tilbudt en stilling som sjakbajs i et entreprenørfirma i Tasiilaq. Lønnen var god, men vigtigere, tror jeg, var udsigten til luftforandring.
Men hvad er Tasiilaq for et sted? Det er jeg spændt på at opleve. Der bor et par tusind indbyggere, ved jeg, og fraregner man de lokale bygder, er Tasiilaq fuldstændig isoleret fra resten af det store land. Krydser man indlandsisen i en lige linje, vil man efter 680 kilometer støde på Nuuk på den modsatte kyst. Utroligt nok tilhører de to byer samme kommune. Palle har fortalt mig om byens fangere, hvilket er fire, måske fem hærdede mænd, der holder den ellers hastigt forsvindende inuitiske fangerkultur i live og hver dag, i hvert fald når vejret tillader det, drager på jagt efter sæler, hvaler, isbjørne, fisk og fugle. Han har også fortalt, hvordan nogle af byens borgere omtaler byen som et fængsel, hvilket skal forstås ved de spidse fjeldtoppe, havet og indlandsisen, den er omringet af. Tasiilaq er også byen, der i en DR-dokumentar fra 2019 blev kaldt ’Byen hvor børn forsvinder’, fordi der hvert år er et skræmmende antal unge mennesker, der begår selvmord.
I lufthavnskiosken, hvor det ser ud til, at franske hotdogs er den helt store sællert, spørger jeg efter Wi-Fi. Det er der ikke noget af, siger damen bag disken og smiler og vender tilbage til pølserne. Men jeg må have fat i Palle, så jeg slår nervøst min dataroaming til. Normalvis skal man med en helikopter videre til Tasiilaq, men jeg ved, at han har lokket en lokal til at sejle ham herover. Hvor havnen så er, ved jeg ikke. (Hvis der altså eksisterer en havn.)
Han har sendt en sms: ’Jeg venter på dig i lufthavnen.’ Men han er her altså ikke, så jeg går udenfor for at se efter ham. Og dér, nede ad en snedækket vej, med en blå himmel som bagtæppe, kommer han traskende. Hans skæg er blevet langt og tæt, og han har joggingbukser og gummisko på, hvilket chokerer mig en smule. Jeg mener: Vi er i Grønland, gamle dreng.
”Er de ikke kommet med bagagen endnu?” spørger han, efter vi har krammet goddag.
”Nej, der er lidt kaos derinde,” svarer jeg. Og tilføjer, at her fandeme er smukt.
”Ja, ik’?”
To danske entreprenørarbejdere støder til. De var Palles kolleger indtil for kun et par dage siden. Nu går turen tilbage til Danmark, vistnok mere eller mindre frivilligt.
”I nat skrev jeg til chefen, at han burde overveje, om han driver et entreprenørselskab eller et bordel,” siger den laveste af de to, mens han lige dele fornærmet og hovent bapper på sin tredje lange røde Prince inden for kort tid.
Det er ikke unormalt med svingdørsarbejdere fra Danmark. Sådan har det været, siden den store modernisering af Grønland blev igangsat af den danske stat i 1940’erne og 50’erne. Men det er ikke bare den danske arbejdskraft, der bølger: På flere måder står det grønlandske arbejdsmarked på gyngende grund. Særligt i yderområderne — og dermed i særlig grad også i Tasiilaq — har omvæltningen fra fangerøkonomi til pengeøkonomi voldt ikke så få problemer. I Tasiilaq har arbejdsløsheden ligget stabilt højt i en årrække. Og pludselig bedring synes vanskelig at få øje på. Fangsterhvervet er for eksempel ikke, hvad det har været. På ingen måde, faktisk, og heller ikke på landsplan, hvor det i løbet af bare en håndfuld generationer er svundet ind fra at udgøre en bærende søjle i den grønlandske økonomi til knapt at have nogen konkret og reel betydning. Nu er fangerne mest af alt kulturbærende skikkelser.
Fiskeriet har man i Tasiilaq længe forsøgt at få ordentligt op at stå, men byen er endnu ikke lykkedes med at få etableret en fiskefabrik, og man må derfor fortsat tage turen til Kummiut, en lille bygd, der ligger halvanden times sejlads væk, for at komme af med sine fisk. En tur, der om vinteren end ikke kan gøres, fordi vandet er frosset til. Og selv hvis man skulle lykkes med den fabrik, vil de islandske naboer vise sig svære at konkurrere med. I jorden er der heller ikke meget at hente i Tasiilaq, det er den for kold til. Hvilket altså, i det store hele, ikke efterlader meget arbejde at tage: Man kan bage brød hos bageren, stå bag disken i supermarkedet, tage job på skolen eller på sygehuset, der er også børnehaven, og så er der entreprenørfirmaerne, ligesom det, Palle arbejder hos. Men fremtidens perspektiver er – for nu – svære at få et klart billede af.
Jeg trækker mig lidt væk for at se nærmere på, hvor det er, jeg pludselig befinder mig. Bag nogle klippetoppe mod syd har solen netop rejst sig og sender skarptrukne stråler ind mod landingsbanen og henover Ikaasaartik-strædet og videre over på Apusiaajik-øen. Den er stået op klokken lidt i otte, og den vil gå ned igen klokken halv tre i eftermiddag. Lige for tiden går det stærkt den vej: Dagene bliver kortere og koldere, hele tiden. I næste uge vil dagen være aftaget med endnu en halv time. Her må man affinde sig med mørket. Men lige nu, i dette øjeblik, er det svært at forestille, at her nogensinde skal blive mørkt igen: Kun sporadiske, iturevne skyer tegner motiver på en vidunderligt blå himmel. Her er 3-4 grader varmt, men knap nogen vind.
Inden for, i afgang/ankomst-mylderet, er min taske omsider ankommet, så vi kan stikke afsted mod den båd, som Palle har arrangeret som transport. På vejen ned til vandet står en hel del amerikanske efterladenskaber, så som barakker og enkelte, efterladte maskiner, som ingen rører ved; det er fra Den Kolde Krig. Nu står de bare, som om de er dumpet herned ved et tilfælde, og minder én om, at Grønland er et sted, mange lande har en interesse i.
Vi sejler roligt ud ad bugten. Herinde ligger vandet så fladt og artigt, at der allerede på denne tid af året dannes is. Peter, vores kaptajn, passer godt på sin båd og vil ikke have noget is gennem skroget, så han navigerer nænsomt gennem flagerne, mens han stående med hovedet op gennem soltaget holder et vågent øje. På vores venstre side ligger selve Kulusuk bygd. Den er, som de fleste grønlandske bygder, en farverig sammensætning af små huse, skrående op ad fjelde. Så stopper fjeldet, og vi flyder ud i Ammassalik fjord, hvor havet straks er mere levende. Peter lukker taget til, sætter sig i sit sæde og giver båden noget mere gas. Han har en hue på og tætsiddende solbriller til formålet, han ser ganske cool ud. Herfra går det i en næsten lige rute mod vest, direkte mod øen Ammassalik, som Tasiilaq ligger på. I luften er ensomme ravne på farten. De virker utroligt målbevidste trods luftrummets totale åbenhed.
”Peter,” kalder Palle begejstret bagerst fra båden. ”Er det ikke rigtigt, at bølgerne bliver op til 25 meter herude?”
”Jo, det er rigtigt,” svarer Peter. ”Kan du se den klippe derovre?” Spørger han og peger mod en mørk klippe, der tårner ensomt op ad havet. ”Når bølgerne er højest, går de over den.”
Peter svinger højre om den mørke klippe, der i lokale munde omtales Monte Cristo, og fører os ind gennem to høje fjelde, der ligger på hver sin side. Det er en vanvittigt flot dag i dag. Vandet falder atter til ro, og han åbner taget og rejser sig op for igen at udføre sin nænsomme dans gennem isflagerne, der dannes her i bugtens mere afslappede favn. Og så, mod syd, åbenbarer Tasiilaq sig på bjergtagende vis. Solen er på vej ned bag fjeldtoppene, der står stejlt bag Tasiilaqs kulørte huse, og lyser ikke længere byen op. Den er nu hensat til skygge, mens den blanke fjord og fjeldtoppene mod nord får det sidste med. I havnen ligger et stort, rødt fragtskib fra Royal Arctic Line, det grønlandske selvstyres eget rederi.
Palle stikker Peter nogle penge til benzin, og vi hopper på land og ind i en firhjulstrukket Hyundai. Det er ikke en SUV, men mere sådan en familieagtig vogn med rummelig konstruktion, og den stinker lidt af dieselolie, som en arbejdsbil nu engang gør.
Klokken er lidt i et, og Palle har nogle gøremål rundt omkring i byen. Vi drøner rundt, og jeg får hilst på flere fra hans sjak. Der er en fra Falster, der sammen med sin far de seneste tre år er taget herop for at arbejde et halvt år ad gangen. Der er en ung grønlænder ved navn Jakob, der er uddannet klejnsmed i Nuuk. Der er en anden grønlænder, han bliver kaldt Lille Thomas, fordi han rigtigt nok er ganske lille af bygning. Forleden var han efter sigende døden nær, da en dynamitsprængning ved en fejl sendte en stor sten op i luften og landede en meters penge fra ham. Men han står her altså stadig. Der er områdechefens husbond, en robust herre med en brusende stemme, der i disse dage er ellevild, fordi en spritny gummiged netop er ankommet til byen. Der er en dansk mand ved navn Frits, han er i midten af 50’erne og har arbejdet forskellige steder i Grønland de sidste godt og vel 30 år. Hans kæreste, som han kalder for Chokoladegrisen, alene af den grund, at hun har en anden hudfarve end ham selv, forsøgte engang at tage sit eget liv ved at skyde sig i hjertet med Frits’ pumpgun. Men geværets kraftige rekyl gjorde, at patronen ikke endte i blodmusklen, men i stedet strejfede hendes venstre bryst og skulder. Nu har Palle købt geværet.
Vi slår et smut forbi Palles chef. Lars hedder han og er vel næsten 60 år. Fra sit hus har han udsigt ud over havnen og fjorden og fjeldene mod nord, og i hans vindueskarm står to små flag ved siden af hinanden, et grønlandsk og et dansk, og rundt om halsen på ham hænger en tand. Fra hvilket dyr ved jeg ikke, men den er flot. Og henne på en kommode, under et stort verdenskort, har han flere af disse smukke, såkaldte tupilakker stående.
”Noget af det, jeg holder mest af ved grønlænderne,” siger han og slår en samvittighedstung mine an, ”det er, at de aldrig brokker sig. Livet byder dem mange forfærdelige ting, men de går aldrig og brokker sig over deres arbejde. Det kunne vi godt lære noget af i Danmark.”
Da Palle havde været i Tasiilaq i en uge, fik han af Lars besked på at holde klar nede ved den lokale kirke den følgende søndag middag. Javel, det skulle han da nok. Den nye mand til tjeneste! Hvad chefen ikke fortalte ham, var, at det var for at agere bedemand. Sådan er det her i byen; der er ikke så mange om buddet, kasketterne sidder fordelt på få hoveder. Egentlig står firmaet også blot for ligtransport og gravearbejde, men sommetider, ja, så overlapper det altså med mere regulært bedemandsarbejde. Fremover, siger Palle, vil han dog nøjes med at grave hullerne. Den tætte kontakt med døde mennesker er for mentalt opslidende, selv om Frits, den erfarne mand i sjakket, hårdnakket holder på, at også dét bliver hverdag. Man vænner sig til det hele, er hans valgsprog.
Det er allerede ved at blive mørkt. Vi triller retningsløst rundt i Hyundai’en. Palle tager fri for i dag og foreslår at lægge et besøg forbi en mand ved navn Michael. I en lille, opvarmet tilbygning til sit hus finder vi ham. Han sidder og ser en actionfilm med en ordknap kammerat, mens de ryger lidt hash, som den ordknappe har skaffet. Vi stikker dem en øl. Rundt om i tilbygningen hænger der alverdens geværer, nogle er fra før første verdenskrig. Baronetter og den slags. Michael begynder malende at fortælle, om dengang hans snescooter, midt ude i ingenting, pludselig ikke ville køre længere, og han måtte grave sig ned i sneen med visiret fra sin styrthjelm og gemme sige i to dage for ikke at blive spist af en sulten isbjørn. Vi takker for historien og lister videre. Vi stiller os et sted, hvor vi kan skue ud over den kulsorte fjord. Palle åbner to flaskeøl, og vi skåler. Det er godt at se ham igen.
scroll-down
