Sommeren 2023 har budt på mange store forandringer for Harry Kane. Han
har skiftet England ud med Tyskland, Tottenham Hotspurs ud med Bayern
München og fodboldstøvler fra Nike ud med ... Skechers?

Det så i hvert fald sådan ud, hvis man tog et kig på billeder fra den engelske
angribers første træning med de tyske mestre.

På billederne, der florerede heftigt på Twitter, undskyld, X, kunne man se et
par hvide støvler fra det amerikanske skomærke, der slår sig op på at være
komfortable ud over alle grænser (we wouldn’t know) pryde englænderens
fødder. Foruden at være helt hvide, bar skoene datoen ’17.08.23’, skrevet i
samme skrifttype og farve som Skechers’ logo.

Og nu er det officielt: Harry Kane har indgået en aftale med det amerikanske
skomærke, der af de fleste nok nærmere associeres med børnehaver og
plejehjem end fodboldbaner.

Harry_Kane_SKX01.jpg

Det er ikke offentligt kendt, hvor mange penge, angriberen har fået for at
iklæde sig et par Skechers, men hvis mængden af deres annoncer på
internettet, i magasiner og i gadebilledet kan indikere noget som helst om
budgetter, kommer Harry Kane ikke til at gå sulten i seng.

Selvom skomærket i følge dem selv laver komfortable sko, er de ikke ligefrem
kendte for at lave komfortable fodboldstøvler. De er faktisk slet ikke kendte
for at lave fodboldstøvler. Men med sponsoraftalen med Harry Kane får de et
brag af en debut og tager kampen op mod sportsgiganterne.

Foruden de helt hvide Skechers-støvler er den engelske angriber blevet set
spille i et par helt sorte Skechers-støvler under en træningskamp mod Shakhtar
Donetsk søndag den 6. august, hvor der var ikke mindre end fire mål i hans nye
kompagnoner. Harry Kane vil bære en farvet udgave af skoene (blå) for første
gang i kampen mod Werder Bremen den 18. august.

Der er tale om en livslang aftale, hvilket i praksis nok kan oversættes til en
håndfuld år, når man er en 30-årig fodboldspiller.
Skechers-støvlerne kan købes online og i fysiske butikker fra den 8. september.