banner image

Få 3 numre af EUROMAN for kun 99 kr. Spar 109 kr. 

BESTIL HER

Kan de vinde Premier League? De ”billige” drenge der løber, som gjaldt det deres liv

I en tid, hvor de større kun bliver endnu større, og hvor gabet mellem superklubberne og resten synes enormt, har vi fået os en ny darling i den internationale topfodbold. Leicester Citys overraskende medvind har fået Asker Hedegaard Boye til at kaste et (nostalgisk) blik på lignende choksucceser og give et (dumdristigt) bud på, om det virkelig bliver til en topplacering på King Power Stadium.

Aldrig er der blevet spillet så fremragende fodbold som i disse år, og aldrig har det hele været mere forudsigeligt. De største storklubber er for længst blevet til globale superklubber, der jagter markedsandele i Asien og udraderer deres stakkels modstandere uge efter uge. Og det er ikke kun de mindste, der slår sig på tidens mastodonter. I tirsdags vandt FC Barcelona 7-0 hjemme over Valencia i den første af to Copa del Rey-semifinaler. Resultatet var lige så bizart, som det var forventeligt. Spillere som Lionel Messi, Neymar og Luis Suárez koster hver for sig lige så meget som hele modstanderens startopstilling.

Netop derfor er Leicester Citys succes så kærkommen. For hvem kan helt ærligt påstå, at de havde set den komme? At den 132-årige klub fra grevskabet Leicestershire i East Midlands, der endte som nummer 14 i den bedste engelske række i sidste sæson, ville føre Premier League efter 24 spillerunder tre point foran Manchester City og fem point foran Tottenham og Arsenal? Leicester, der kun er lidt større end Aarhus og bare rangerer som det 16.-største byområde i England, er mest kendt for at huse klodens største chipsfabrikant, Walkers, som dækker over halvdelen af det britiske marked og laver 11 mio. poser ud af 800 tons kartofler. Om dagen.

LÆS OGSÅ: Fodboldens superklubber har skabt et parallelsamfund uden indgang

I fodboldmæssig forstand befinder Leicester imidlertid langt fra eliten. Et transferbudget på bare 15 mio. pund om året og et årligt lønbudget på cirka 50 mio. pund placerer økonomisk set Leicester i Premier Leagues nederste fjerdedel. Shinji Okazaki, der kom til i sommer, er klubbens dyreste indkøb nogensinde. Japaneren kostede 8,25 mio. pund. Leicester, der aldrig har vundet et mesterskab, og hvis bedste placering er en andenplads helt tilbage i 1929, er siden Anden Verdenskrig kun sluttet i top 6 ved to lejligheder. Begge gange i storhedstiden i begyndelsen af 1960'erne med Gordon Banks i målet. I samme periode nåede man to FA Cup-finaler.

Men i denne sæson har alting været anderledes. Den italienske manager, Claudio Ranieri, har lagt en smart, simpel plan, som hans spillere følger til punkt og prikke. Leicester spiller på hurtige, lange bolde. Alle mand løber, som gjaldt det deres liv. De centrale midtbanespillere erobrer bolden for hurtigt at skille sig fornuftigt af med den.

Kantspillerne sætter fart, og fremme i front sparker Jamie Vardy på alt. Man forsvarer i blokke og er ikke for fine til at cleare de farlige situationer op på 30. række. Det er lidt, som om Leicester spiller i fortiden, men på både udebane og foran det levende publikum hjemme på King Power Stadium har opskriften været en dundrende succes mod på papiret langt stærkere modstandere. 

Jamie Vardy fejrer endnu en scoring i Premier League. Foto: Getty. 

I pokalturneringerne på både klubplan og i landsholdsregi kan det forekomme, at de undertippede stryger helt til tops: Uruguay '50, Celtic '67, Nottingham Forest '79 og '80, Göteborg '82, Steaua Bukarest '86, Danmark '92, Grækenland '04 og FC Porto '04. En snes spillere, der finder deres livs form hen over en sommer eller i et cup-format med 10-15 eksklusive kampe strøet ud over sæsonen. Det er fantastiske præstationer, og de bliver sværere og sværere at skabe, men over en hel sæson – 38 kampe – kræves noget helt andet. Her hersker et hierarki, som synes næsten umuligt at nedbryde.

Alligevel har hver fodboldnation sine få mirakler. I Italien mindes alle fodboldinteresserede Veronas forbavsende Scudetto i 1985, mens oprykkerne fra Kaiserslauterns mesterskab 13 år senere har næsten samme status i nyere tysk fodboldhistorie. De færreste svenskere havde vel forudset, at Norrköping ville vinde det seneste mesterskab, og herhjemme har Herfølges titel i 2000 (og nedrykningen året efter) en helt særlig status. Det samme gælder for Lierses belgiske ligaguld i 1997 og AZ's hollandske ditto i 2009. I Frankrig føjer både Lens '98 og Montpellier '12 sig til listen over overraskende sejrherrer, som også russiske Alania Vladikavkaz i 1995. For alle tre klubber var der tale om deres første og hidtil eneste mesterskab.*

Indimellem bliver det lige ved og næsten, uden at det tager meget fra den kolossale bedrift. Senest så vi Hoffenheim, Ralf Rangnicks svært seværdige ekspreshold, blive såkaldt Herbstmeister i 2008 for siden at miste pusten og slutte på en bestemt acceptabel 7.-plads. Da Chievo tog hul på sin første Serie A-sæson i 2001 med ligaens klart mindste budget, var der ikke mange, der levnede dem bare en sølle chance for overlevelse. Ti måneder senere parkerede veroneserne på en historisk 5.-plads.

Året efter var det spanske Real Sociedads tur til at tage fusen på establishmentet, da man sluttede på 2.-pladsen 16 point foran Valencia og 20 point foran FC Barcelona. Først i sidste spillerunde i juni sikrede Real Madrids Galácticos sig guldet. To måneder forinden havde hovedstadsklubben ellers lidt et ydmygende 2-4-nederlag på Anoeta. Nu og da ser vi et hold trænge ind i eliten for siden at forlade den igen. Tre af de bedste eksempler er spanske Deportivo La Coruña i 1990'erne samt engelske Blackburn Rovers i første halvdel og italienske Udinese i sidste halvdel af samme årti. 

I England skal vi således helt tilbage til Brian Cloughs Nottingham Forest for at finde en indsats, der modsvarer Leicesters nuværende. Under ledelse af Clough og assistenten Peter Taylor rykkede den slumrende storklub straks op i den bedste række i 1977. Forest vandt mesterskabet i første forsøg og sejrede i Mesterholdenes Europa Cup året efter. I 1980 genvandt man den prestigefulde turnering.

I tiden efter Forests underværker fortjener også traditionsklubben Leeds' mesterskab i 1992 – bare to år efter oprykningen fra den daværende 2. division – at blive nævnt, mens de to mest bemærkelsesværdige Premier League-præstationer er begået af Norwich i 1993 (3.-plads) og de to oprykkere Ipswich i 2001 (5.-plads) og Reading i 2007 (8.-plads). I de to sidstnævnte tilfælde blev George Burley og Steve Coppell kåret til Manager of the Year, hvorimod det lykkedes League Managers Association at se bort fra Norwichs Mike Walker i foreningens premiereuddeling for snart 23 år siden.

LÆS OGSÅ: Liverpool indefra: Vold, verdensstjerner og vanvittige væddemål

Noget lignende overgår næppe Ranieri, der er bookmakernes klare favorit til at snuppe dette års hæder. Men holder de kadencen, himmelstormerne fra King Power Stadium? Bliver Vardy, angriberen der for tre år siden spillede Conference-fodbold, ved med at score, bliver N'Golo Kanté ved med at vinde bolde fra sine mere prominente midtbanekolleger, bliver Riyad Mahrez ved med at assistere så elegant, og bliver Robert Huth, Wes Morgan og Kasper Schmeichel ved med at lukke effektivt af foran eget mål?

Lad os begynde på nogenlunde sikker grund. Med 50 point efter 24 runder ser det bestemt ud til, at Leicester overgår klubbens to bedste sæsoner de seneste 50 år: 8.-pladserne i 1997 og 2000 (begge år vandt man tilmed Liga Cup'en). Og mesterskabet? Konkurrenterne til titlen skal alle ud i hårde, internationale kampe i løbet af februar og marts. Manchester City mod Dynamo Kiev, Tottenham mod Fiorentina og ikke mindst Arsenal mod FC Barcelona. Leicester er for længst ude af Liga Cup'en og tabte til Tottenham i FA Cup'ens tredje runde. Man har intet andet at spekulere på end muligheden for at skabe den største sensation i europæisk fodbold i årtier.

Det sker næppe, til gengæld er klubben på vej gennem et andet nåleøje. Med ti point ned til Manchester United på 5.-pladsen er muligheden for en billet til Champions League-kvalifikationen stor. Siden 2001/02 (det første år, hvor England rådede over fire Champions League-pladser) har intet top 4-hold tabt ti point i forhold til et ikke-top 4-hold i de sidste 14 spillerunder. Leicesters resterende syv hjemmekampe byder bl.a. på besøg fra fire klubber fra tabellens nederste tredjedel. Det hele kan stadig nå at smuldre mellem fingrene på Ranieri og kompagni. Ipswich oplevede det i foråret 2001, og det samme gjorde Charlton Athletic tre år senere. Det er nu, det gælder for Leicester, der har det meste af fodbold-Europa som heppekor. 

* tak til alle de kloge Twitter-hoveder, der gad bruge deres tid på at hente choksucceser frem fra gemmerne.

LÆS OGSÅ: Lider Eriksen af Wozniacki-syndromet?

LÆS OGSÅ: Efter Lewandowskis fünferpack: Her er historiens største målshows

LÆS OGSÅ: Hvorfor altid Balotelli?

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere >>

Ok