Bokseren Conor McGregor har på det seneste haft en smule modvind i bokseverdenen, hvor flere har udtrykt tvivl om, hvorvidt han kan løbe med en sejr i den kommende kamp mod Floyd Mayweather.

Nu har bokseren Manny Pacquiao også tilsluttet sig koret. I et interview med Yahoo Sports gør filippineren det nemlig klart, at han ikke tror, at McGregor vil være i stand til at vinde over Mayweather.

“McGregor har ikke en chance i den her kamp. Det kunne faktisk gå hen og blive ret kedeligt,” siger Pacquiao i interviewet, hvor han også direkte kritiserer McGregors boksetalent.

“Han vil aldrig være i stand til at lande et meningsfuldt slag på Floyd. Hvordan skulle han kunne det? Han har ingen professionel erfaring med boksning,” siger Pacquiao, der har selv tidligere været oppe imod Mayweather og derfor ved, hvad McGregor står overfor, når kampen går i gang lørdag amerikansk tid.

I interviewet opfordrer Pacquiao også boksefans til i stedet at se kampen mellem Canelo Alvarez og Gennady Golovkin, der i maj blev kåret som verdens bedste vokser i middelvægtsklassen.

“Den rigtige kamp og den bedste kamp er mellem Golovkin og Canelo. Den bedste mod den bedste. Det er den kamp, jeg selv vil se,” siger Pacquiao.

Flere andre har kritiseret kampen for at være et “show” frem for at være et ordentligt eksempel på sporten. Golovkin, der selv står over for Alvarez til september, har sagt om McGregor-Mayweather-kampen, at det er “et kommercielt show, et forretningsevent”, og at “det ikke er boksning”, skriver Business Insider Nordic.

Selvom en stor del af bokseverdenen ikke lader til at have den store tiltro til McGregors chancer for at sejre, har andre boksere som Tyson Fury udtalt, at McGregor kommer til at lave en knockout i den første runde. McGregors træner har desuden ifølge Business Insider Nordic sagt, at al tvivlen kun har gjort bokseren stærkere.

McGregor lader derudover til at være en publikumsfavorit. Ifølge Hypebeast er det nemlig hele 6.500 fans, der har satset penge på en sejr til den irske bokser, mens kun 300 har satset på Mayweather.

Hvad resultatet af kampen bliver, finder vi ud af i weekenden, når kampen bliver skudt i gang klokken 03.00 søndag dansk tid.

LÆS OGSÅ: Se McGregor træne i ny video for Beats by Dre

LÆS OGSÅ: 5 ting vi lærte vi lærte om fodbold denne uge

LÆS OGSÅ: Spaniens sportstjerner udtrykker deres medfølelse med Barcelona: "Vi giver ikke op"