Hawaii, shwe shwe, paisley og leopard. Hvert print sit navn. Efter flere sæsoner med minimalisme i herremoden er modebranchen blevet vaccineret med en multifarvet printnål, og der er flere slags print, der hitter netop nu. Vi har kigget nærmere på nogle forskellige print og fundet nogle mænd, der rigtig godt kan lide mønstre.

Afrikanske print

 

Det, man kalder afrikanske print, har en kompleks historie og har gennem tiderne været brugt som et visuelt værktøj i kampen enten for eller imod en fastholdelse af kontinentet i et imperialistisk greb.

 

Men ikke desto mindre er de afrikanske printede tekstiler særegne for kontinentet og en tilbagevendende inspiration for designerne pga. deres klare pangfarver, der nærmest får hawaiiprintet til at falme i sammenligning.

 Kanye West: Den amerikanske rapper nærer ingen printfrygt og ses ofte i både leopard, paisley og blomsterprint.
De afrikanske print dækker over en lang række forskellige printudtryk og kan være alt lige fra det paisleyprintede til de specifikke shwe shwe-print. Til sommeren 2012 havde Burberry Prorsums Christopher Bailey ladet sig inspirere af netop disse og givet både sweatere, skjorter og jakker shwe shwe-inspirerede print.


En mastodont inden for udviklingen af print er Kenzo, der allerede lånte fra den afrikanske printtradition tilbage i 80’erne og 90’erne. I dag er Opening Ceremony-stifterne Humberto Leon og Carol Lim kommet bag roret hos Kenzo, og det betyder endnu flere print.


Lidt mere overordnet kan man sige, at designernes inspiration fra de koloristiske print er et udtryk for en ny legesyghed i moden, en joie de vivre. Derfor findes printtendensen i mange afskygninger og farvekombinationer hos designere lige fra Dries Van Noten til danske Soulland.

 

Hawaii-print

 

Indtil 30’erne var der ikke meget Hawaii over hawaiiskjorten. Lokalt kaldes den aloha-skjorten og er formelt set et afkom af herreskjorten, palaka. Den blev oprindelig brugt som arbejdstøj på Hawaii. Palakaen tilførtes siden print som ukuleler, palmeblade og tropiske blomster. Da den lokale manufakturhandler Ellery Chun i 30’erne satte den koloristiske skjorte i produktion og begyndte at sælge den fra sin butik i Honolulu, fik især turisterne øjnene op for den. Ellery Chun var måske ikke ligefrem hawaiiskjortens opfinder, men han var med til at sikre dens succes. Og aloha! – en beklædningsmæssig egnsret var født.


Siden satte Elvis den famøse skjorte på modeverdenskortet, da han prydede albumcoveret til pladen ’Blue Hawaii’ i en knaldrød hawaiiskjorte, ligesom Tom Selleck (billedet) bar en hawaiiskjorte i filmen 'Magnum'.


Til sommeren 2012 havde Givenchy taget hawaiitendensen til sig og sendte hvide skjorter, jakker og shorts med farvestrålende paradisiske print ned ad runwayen, ligesom designere som Marc Jacobs og Rag and Bone også har ladet sig inspirere af stillehavsøen. En tendens, der ser ud til at fortsætte.




Tre danske mænd, der godt kan lide print


Rasmus Bak fra Libertine-Libertine om leopardprint:

”Leopardprintet fungerer perfekt som accent til et nedtonet look eller i et mere klassisk street-udtryk. I min bog har leopardprint altid været omgivet af en speciel energi, hvad enten man har en baggrund i streetwear og skateboarding, punk-rock eller high fashion. For mig signalerer det altid konsekvent stil og stensikker ballade.” Billede: Libertine-Libertine efterår/vinter 2012.



Silas Adler fra Soulland om blomsterprint:

”Print har altid indgået som en del af Soullands design-dna. Vi startede med at lave printede T-shirts, og det vil blive ved med at indgå i Soullands kollektioner i større eller mindre grad. Denne sommer var det print med blomster. Jeg synes, at det klæder mænd at kombinere det klassiske og måske lidt konservative med humoristiske referencer, uden at det bliver åndsvagt. En skjorte, en strik eller et par shorts med print fungerer fint som modspil og kan lave lidt ’larm’ uden at stjæle alt fokus fra et mere klassisk look.” Billede: Soulland efterår/vinter 2012.



Rasmus Storm fra konceptbutikken Storm

”Som jeg opfatter det, har meget af det print, vi har set i herremoden, udspring i streetwear-kulturen. Fx har vi set all-over print af hampblade som en klar reference. Givenchy er også et eksempel på forbindelsen mellem streetwear og high fashion. Givenchys print er i den grad gjort populære af bl.a. Kanye West. Udfordringen i moden nu er, at alt er gjort. Derfor begynder moden at sample sig selv, så der opstår nye kombinationer, hvor det handler om at nedbryde grænser og sætte ting sammen på en ny og overraskende måde. Det er printmoden et eksempel på.” Billede: Wood Wood efterår/vinter 2012.





Og så lige en klassiker... 

 

 

Skuespilleren Nick Nolte blev i 2002 stoppet af politiet i Californien mistænkt for at køre i påvirket tilstand i sin Mercedes. At dømme ud fra billedet var der noget om snakken. Måske kom han direkte fra en luau-fest.

 

LÆS OGSÅ 35 looks: Mønstermagi

LÆS OGSÅ Modeserie: Ingen dikkedarer