Da Roman Abramovich købte Chelsea i 2003, var det på mange måder et point of no return for den internationale topfodbold. Nu blev det for alvor synligt, at man kunne købe sig til succes, og med den erkendelse begyndte de ultrarige, de mellemøstlige oliemilliardærer og de amerikanske superkapitalister for alvor at indtage fodboldverdenen.

Entrépriserne røg i vejret, merchandise blev dyrere, og den lokale fodboldfan følte sig mindre og mindre forbundet med spillerne, der med deres magt og velstand trådte frem som regulære superstjerner med hurtige biler, fjollet tøj og modeller under armene.

Men det er en voksenanalyse. Hvilende på evnen til at læse mellem linjerne, at ane fremtiden og at kunne se de ellers usynlige konturer. Disse er ubrugelige evner i et farverigt børneliv. Her tiltrækkes man som knægt af det skinnende, store og ekstreme. Så da jeg som 10-årig læste i Goal, at en superrig russer havde overtaget Chelsea, hyret mestertræneren Jose Mourinho, og at de angiveligt var suveræne udover enhver tvivl, var jeg solgt.

I 18 år har jeg været Chelsea-fan. Endda en plastik én af slagsen. Jeg har aldrig besøgt Stamford Bridge, selvom jeg ved mange lejligheder har forsvaret klubbens moralske succesgrundlag ved at nævne, at stadionet jo egentlig er meget intimt modsat andre storklubbers.

Jeg har set Chelseas kampe i tv på tusinder af kilometers afstand, jeg har fulgt spillernes arbejdsdag gennem klubbens YouTube-kanal og fantaseret om, hvilke store navne der monstro ville finde vej til klubben, når transfervinduet var åbent. Et forhold, der var mere fantasifuldt, end det var fantastisk, og nok også mere typisk, end det er sjældent.

Den moderne fodboldtilhænger er ikke som i gamle dage den stadiongående, øldrikkende og svovlspyende arbejder med et lokalt tilhørsforhold til sin klub. Premier League, Champions League og alle de store turneringer transmitteres ud til de fjerneste kroge af kloden, og fodbold er vel blevet en af de mest globale entiteter, vi har på jorden. Fattige børn i Afrika render rundt i de samme fodboldtrøjer, som den øvre middelklasse bærer i Danmark, og det er jo på sin vis en god ting, for det gør os forbundet.

Men sporten er løbet løbsk. Groteske transfersummer og spillerlønninger, åbenlys korruption, en spillerstand, der virker som grænseløse halvguder, og nu skal VM, verdens største sportsbegivenhed, spilles i et land med et middelalderligt syn på blandt andet homoseksuelle og kvinder.

Jeg er opvokset og opdraget i fodboldens mest populære, men moralsk forkastelige periode, og jeg er fan af sportens originale syndeklub. Jeg burde være indoktrineret til at skide etikken et stykke og i stedet fokusere på det gode spil og den dramatiske sæbeopera, der er moderne fodbold. Men jeg er ved at være alvorlig mæt af spillernes astronomiske løn, voldtægtsanklager, grineflip over klimaspørgsmål og døde migrantarbejdere. Af fjerne stjerner, korrupte organisationer, høje agentbetalinger og en evigt kørende rygtemølle, der bidrager til den mætningsløse sult efter noget at kaste sin opmærksomhed på.

Jeg er træt af det hele, og dog ved jeg med mig selv, at jeg ikke har set min sidste Chelsea-kamp, drømt min sidste transferdrøm eller indirekte støttet et grisk sportsforetagende. For fodbold er og bliver et fandens forførende spil. Så intuitivt, æstetisk flot, simpelt at forstå, og et spil som fra land til land og gang på gang leverer euforiske eller tilsvarende sjæleknusende øjeblikke. Lidenskaben er i høj grad intakt, og fodboldfanatismen er stadig iboende i mig. Dog sammen med kvalmen, som efterhånden fylder mere og mere.

Af den grund ser jeg mindre international topfodbold, end jeg normalt plejer at gøre. Det forekommer mig ofte ligegyldigt, hvem der vinder, taber, spiller godt eller dårligt. I enkelte momenter mærker jeg passionen blusse; når jeg selv står i Parken, støtter byens hold, og jeg kan mærke alle fansene leve gennem sang og dans som en samlet organisme, eller når suset fra publikum ved en overtidsscoring på ’The Shed End’ gennemtrænger tv-skærmen.

I de øjeblikke bliver det rigtigt. Mere end noget, der leges. De momenter gør, at jeg har Viaplay, tjekker Flashscore og diskuterer bold ved frokostbordet. Vender det blinde øje til malurten i bægret og lader mig forelske i fantasien. Men det hører til sjældenhederne.

Det er mere reglen end undtagelsen, at jeg tænder for en kamp og stirrer dødt på skærmen i nogle sekunder for derefter at slukke igen. Apatisk og passionsløs. Akkurat som moderne fodbold efterhånden er blevet.

Jeg kommer ikke til at se VM i Qatar. Og det skal ikke forstås som et politisk budskab, ej heller en opsang til de amoralske globetrottere med flybilletter til Doha eller sofaplads foran tv-skærmen. Det er slet og ret, fordi det forekommer mig totalt uinteressant. VM i Qatar er at betragte som en uægte slutrunde, hvor der vel nok uddeles et trofæ til vinderen, men hvor al sommerenergi og samhørighed forbliver væk. Intet af magien vil være at finde i ørkenstaten, for alt lige fra tildelingen af slutrunden til stadionopførelser, menneskesyn, alkohol- og affektionsrestriktioner er så langt fra den uskyldige ånd, de fleste af os forbinder med fodbold.

Så falsk som et fatamorgana.