'

Euromans leder: "Mange, især de nybagte forældre, er stadig pakket ind i tætsiddende strikhuer under cykelhjelmen, selvlysende refleksveste og en grundforfærdet indstilling til trafikken og til livet"

Vi bør overse stopsignalerne engang i mellem, så vi ikke forbliver voksenbabyer, mener redaktionschef Jens Vilstrup.

Det grønner derude, foråret fløjter højere og højere af selvtillid, og luften er ikke længere kold og glemsom, nu er den pludselig blød, løssluppen og sært fyldt med mavelængsel. Man kan mærke det, så snart man trækker vejret, og egentlig skulle man tro, at cyklisterne i det fri var de første til at mærke forårets fanden-i-voldskhed.

Men nej. Mange af dem, især de nybagte forældre, er stadig pakket ind i tætsiddende strikhuer under cykelhjelmen, selvlysende refleksveste, overfornuftige lynlåsfrakker, velcrolukkede handsker og en grundforfærdet indstilling til trafikken og til livet.

Som voksenbabyer kører de dér med deres tomme, sikkerhedsgodkendte børnesæder, og mens de hele tiden holder for rødt så snart, det bliver gult, ser de under deres nedtrukne huer lige så bævende ud som de børn, de lige har afleveret.

LÆS OGSÅ: Klumme: 10 ting alle kvinder gør, når ingen kigger

Forældrene er langt fra de eneste. På min vej til arbejde kører jeg ad en cykelsti, der på et tidspunkt passerer Nørrebrogade, som er lukket for gennemkørsel. Kun ind i mellem kommer en varevogn, en taxa eller en bus langsomt forbi på den øde gade, men alligevel bremser næsten hele cykelstyrken troligt op og holder i lange køer foran en blæsende tom gade, indtil samfundet og lysreguleringen fortæller dem, at nu er det okay at passere.

Det er underligt at overvære. Især i et land, der engang ikke bare berømmede sig, men levede af selvstændig tænkning, af uventede ideer, af uventet handling og af folk, der ikke gjorde som der blev sagt.

Af folk, der ud fra den indstilling skabte nogle af Danmarks største og mest berømte virksomheder. Okay, indrømmet, der kommer selvfølgelig nye virksomheder til, men mange af dem finder ikke selv på noget, de omorganiserer blot adgangen til det, andre engang fandt på.

Måske tager jeg fejl, men er det ikke som om man kan aflæse de senere års fantasiforladte uddannelsespolitik i de hæmmede køer foran tomme veje?
Ligesom i Sydøstasien, hvor individualitet nærmest er en forbrydelse, har man herhjemme fået den idé, at vi også skal vælge livsretning og karriere, når vi er 12 år, og at vores vækst og fremtid kun kan sikres, hvis vi resten af livet regner stykker ud, andre har stillet op.

Vil man frem og op her i landet, siger politikerne, gælder det om for gud og djøf’ernes skyld aldrig at køre over, hvor det er ikke er tilladt.

Helt ærligt. Tror de virkelig, at de der voksenbabyer kan redde os, når kineserne kommer?

Heldigvis findes der mennesker, der ikke lader sig kyse af ensretningen. Og nej, det handler ikke om røvhullerne, der bare rager til sig uden tanke på, om de har fortjent det.

Det handler om dem, der ikke veksler gode karakterer med endnu et overbetalt mellemlederjob i et firma, hvor det at tænke ud af boksen betyder, at man ikke holder medarbejderkonference i Herning. Om dem, der går selv.

Sådan én er arkitekten Bjarke Ingels. Han har skabt sig et uafryddeligt internationalt navn og en stor global virksomhed ved at trodse de regler, andre tog for givet. Ved at bryde de grænser cykelhuerne forskrækket sagde var umulige. Ved at træde på de forbudte streger. Lær af ham. Skid lidt mere på stopsignalerne.

LÆS OGSÅ: Jens Vilstrup var manden bag Euromans bagsideklumme: "Jeg skrev bare uindpakket om pinagtighederne i min egen virkelighed"

LÆS OGSÅ: Klumme: ’Jeg elsker mænd, der hilser mig velkommen i deres seng, lige præcis som jeg er’

LÆS OGSÅ: 10 dødssynder i fællesbadet du øjeblikkeligt skal stoppe med

Websitet anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og at målrette annoncer. Læs mere

Ok