I begyndelsen af juli i 2019 tog jeg på en uges sommerferie med tre venner i et hus i Béziers i Sydfrankrig. To af os er professionelle cykelryttere, og de to andre er også rigtig gode på to hjul, så vi tog vores cykler med derned.

Hver dag kørte vi mellem tre og fem timer, ofte med kurs nordpå gennem landskaber med lavendelmarker og olivenlunde og så op i bjergene. Vi pressede hinanden og havde nogle blodige og drabelige opgør op ad stigningerne. Vi kørte nogle gange rigtig mange watt, og det skete jo nok, fordi vi kørte på naturlig lyst helt uden forventninger til, hvad vi ville opnå.

Når man kører som professionel cykelrytter, er der altid et fastlagt program for ens træning. Man bliver konstant målt og vejet, intet er op til tilfældighederne. Men den uge lå lige efter DM, så vi havde ferie og frihed til at slå os løs, og det gjorde vi. Men selvom vi var ude og smage, hvad Béziers havde at byde på, og var oppe til sent om natten, kom vi altid ud på cyklerne næste dag.

I en by, der hedder Roquebrune, lidt nord for Béziers, fandt vi et fast sted, hvor vi gjorde stop. Byen ligger langs en flod og havde en lille, hyggelig beværtning. Vi timede det gerne med at ankomme midt på eller sidst på eftermiddagen, så vi kunne se afslutningen på den etape i Tour de France, der blev kørt den givne dag.

Så fik vi os et par is og et par sodavand og nød et roligt øjeblik med Tourens behagelige lydtapet i baggrunden. Det er helt sikkert en tur, vi skal på igen.