ET STENKAST, bogstaveligt talt, fra H.C. Andersens barndomshjem, ligger der på Hans Jensens Stræde i Odense et lavloftet, limegrønt hus i et bindingsværk. Meget ser det ikke ud af, og gik man i sine egne tanker, ville man aldrig opdage, at man overhovedet var gået forbi det. Husets facade prydes af farvede, blyindfattede ruder og varmglødende lanterner, det er som taget ud af et gammelt dansk eventyr.

Inden for den massive trædør er eventyret et andet. Indretningen kan bedst beskrives som det, man ville stå tilbage med, hvis man havde bedt en 12-årig pige indrette en restaurant efter, hvad, hun mene, var amerikanerstil. Der er lyserødt overalt. På væggene hænger blikskilte med lettere banale citater – ’I asked God for a daughter, he gave me a princess’ – amerikanske nummerplader ”der er købt i USA” og billeder af Manhattan Skyline og James Dean. 

Det er en amerikanskinspireret, dansk diner, der er tilsat lidt tryllestøv og ejet af Pia Turell. Det er Pia’s Stardust Diner.

Pia’s Stardust Diner blev et fænomen, da de begyndte at lægge videoer op på internettet af deres tjenere, der serverer rejecocktails, mens de ikke blot synger, men også optræder. Selv har jeg sat kursen mod restauranten efter at have set godt og vel samtlige af de videoer, der findes på internettet, af de blåøjede, unge mennesker, der synger ’Sweet Home Alabama’ eller det, der er værre, mens restaurantens gæster, af hvem de fleste ligner nogen, der hedder Bjarke eller Tina, sidder og spiser kalvefilet og virker til, at de helst ville være det hele foruden.

Pia kan godt mærke, at der måske kommer lidt flere gæster som følge af internetvideoerne. Der kommer indimellem gæster hele vejen fra Sjælland bare for at spise på dineren.

”Der var nogle gæster forleden, der fortalte mig, at de havde booket ferie i Odense, fordi de gerne ville spise her,” fortæller Pia med en vis fortjent æresfølelse.

DISKOKUGLEN DREJER LANGSOMT om sig selv til tonerne af lav, undervældende baggrundsmusik, der ikke stammer fra den jukeboks, der står solidt placeret i centrum af restauranten. Den virker ikke længere, ”men på en diner skal der være en jukeboks,” mener Pia.

I døren byder hun gæsterne velkommen, mange får et kram med på vejen. Nogle af dem er familie, nogle er venner, nogle er gamle bekendtskaber, nogle kan hun ikke helt huske, hvem er, men hun kender dem da sikkert. Nogle er stamgæster.

Pia åbnede restauranten i fjor, men ideen blev født længe før: på en ferie i New York i 2010, hvor hun besøgte restauranten Ellen’s Stardust Diner.

På Ellen’s Stardust Diner, der ligger midt i teaterbørnenes og turisternes eldorado, Broadway, kan du få serveret en cheeseburger, mens du praktisk talt befinder dig midt i et show. Tjenerne er Broadway-prospekter, der synger, danser og serverer, som gjaldt det livet, hvilket det måske også gør, for angiveligt skule flere af de store musicalstjerner have fået deres gennembrud lige dér på dineren.

I Odense gælder det ikke livet. I Danmark kan man få dagpenge, kontanthjælp og SU og meget andet, hvis det syngende tjenerjob ikke flasker sig. Hos Pia arbejder de ikke for en kontrakt hos et stort musicalteater, de optræder for lidt ekstra lommepenge.

I AFTEN ER DER Disney-tema på Pia’s Stardust Diner, og jeg når knapt nok at få en Pepsi Max serveret i et ølglas, da den sodavandsserverende tjenerinde begynder at synge spørgende, ”do you wanna build a snowman?”

I starten er gæsterne opmærksomme og sidder og filmer, men vi skal ikke meget mere end halvvejs ind i nummeret, før det ligner, det kunne rage de fleste en høstblomst, og klokken er altså kun seks, hvilket betyder, at det bliver en lang aften, hvis den syngende restaurants gæster ikke gider at høre sang.

Da nummeret slutter, vender alt tilbage til normal, verdensordenen er igen intakt, tjenerinden tager imod bestillinger af H.C. Andersen-menuer, som om hun aldrig havde gjort andet. Samtidig får jeg serveret menuens forret: Fisk med fisk i skaldyr. Laksemousse inde i en rødspættefilet, der ligger i noget muslingesauce.

”Har det noget med H.C. Andersen at gøre?” spørger jeg og bliver mødt at et lettere uforstående blik. ”Altså, var det hans livret eller hvordan?”

”Det tror jeg ikke,” svarer Pia.

HOVEDRETTEN BALLOTINE, en kyllingeroulade, serveres, mens en anden tjenerinde synger om at lade det gå for en halvfyldt restaurant, og det går op for mig, at jeg kender vedkommende, da hun engang til en sommerfest på mit forrige arbejde kuppede højtalerne og gav en koncert, ingen havde bedt om. I dag læser hun økonomi på Syddansk Universitet ved siden af det syngende tjenerjob. 

Restaurantens tjenere kommer fra vidt forskellige baggrunde – de har dog det tilfælles, at de har været til audition for at få jobbet, hvor de skulle vise deres værd med en sang. Hvordan, man er en god tjener, er noget, man lærer senere. Det vigtigste er, at stemmen er i orden. 

Tyve minutter senere er den gal igen, da tonerne til en ny Disney-sang lyder, og servitricen med mikrofonen sætter sig mellem to borde og synger ud til hele selskabet, alt imens diskolysene får en form for tics. De andre tjenere lader som ingenting. Elefanten i rummet virker til at gå relativt ubemærket hen. 

PIA HAR TO store drømme. Drømmer hun stort, drømmer hun om at finde en mandlig, Elvis-lignende tjener. Drømmer hun endnu større, drømmer hun om at åbne en restaurant magen til i København. Restauranten i Odense går fint, men den ville nu måske alligevel kunne gå endnu bedre i hovedstaden. 

”Du må ringe, hvis du ser et lokale, der kunne være noget for os,” siger hun, da jeg har sagt tak for i aften, og at det har været en fornøjelse, hvilket jeg mener. Godt nok er der noget tåkrummende i at sidde og forsøge at spise aftensmad, mens en tjener skråler med på en Disney-sang, som det ikke lader til, at der er nogen, der bemærker. Specielt når det er på den der danske måde, hvor man har set, hvad de gør i USA, og tænkt, det kan vi også, men glemmer det led i mellemregningen, der hedder, Danmark er ikke USA. USA er store biler, store armbevægelser, store egoer, store drømme. Danmark er fed flæsk, janteloven og at gøre tingene halvt.

Men dem, der arbejder på Pia’s Stardust Diner, gør det ikke halvt. De nyder, aften efter aften, at få lov til at gøre det, de godt kan lide, mens de tjener penge. Og selvom gæsterne kollektivt virker rimelig ligeglade med hele forestillingen, kan man ikke forsømme det faktum, at de uge efter uge krammer Pia ’hej’, og fylder den – skal jeg hilse og sige – ret så store restaurant, halvt op.

PIA MINDER MIG OM, at jeg skal huske at gå på toilettet, inden jeg vender snuden tilbage mod København, da det jo er en lang køretur, og det er frygteligt, hvis man sidder og skal holde sig.

Da jeg kommer ud derfra igen, venter hun spændt med et smil, der går fra det ene til det andet øre, og et ’hvad-siger-du-så’-blik.

”Flot toilet,” siger jeg. Det var selvfølgelig lyserødt, og så var der næsten alle de gratis produkter, man kan forestille sig. Parfumer, deodoranter, hårspray.

”Det er meget anderledes end på andre restauranter,” siger hun. ”Det skal bare være anderledes her.”