FORSKELLIGE PRODUKTIONER HAVDE i 30 år forgæves forsøgt at filmatisere historien om Struensee, Caroline Mathilde og Frederik 7., da jeg besluttede mig for at lave ’En kongelig affære’. Jeg syntes, det var en helt vildt spændende historie, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor den ikke var blevet lavet. Det viste sig hurtigt, at det var, fordi det var en ret tricky historie at fortælle. Alene manuskriptet tog et halvandet år at skrive, og det var meget, meget svært at finde finansiering til den, fordi der ikke rigtigt var nogen, der på det tidspunkt troede på, at man kunne have succes med at lave et dansk historisk drama.

Jeg ved aldrig om en film, jeg laver, bliver god. Min mavefornemmelse, da jeg lavede ‘En kongelig affære’, sagde ingenting. Jeg tror altid, at en film bliver verdens bedste, lige når jeg går i gang med at lave den, men det varer aldrig ved. Virkeligheden rammer hurtigt, og pludseligt bliver man nødt til at indgå enormt mange kompromisser, man ikke havde regnet med.

Det er svært at sige, om en film er god eller dårlig, når man har siddet og fedtet med hver eneste lille detalje. Det bliver umuligt at se den ude fra, man kender alle dens små fejl og mangler. Det er lidt ligesom at kende et menneske ekstremt godt, hvor alle andre siger, at vedkommende er vildt sød, men man ved, at de også kan være pisseirriterende. Det er det samme med film – når man kender den ud og ind, ser man alle de småfejl, som andre folk ikke nødvendigvis ser.

DET OVERRASKEDE MIG MEGET, hvor godt ‘En kongelig affære’ blev modtaget. Jeg havde slet ikke regnet med, at den ville få så stor international opmærksomhed og endda blive nomineret til en Oscar.

I årene efter ‘En kongelig affære' boede jeg i Los Angeles, hvor jeg var en del af mange forskellige projekter. De fleste er ikke blevet til noget. I Danmark bliver måske hvert andet projekt til en film, i Los Angeles er det nærmere en ud af 20. Der er virkelig meget spildtid derovre.

Der er stor forskel på at lave film i Los Angeles og i Danmark. Pengene fylder meget mere i USA, og så længe man ikke er Steven Spielberg eller Christopher Nolan, er det pengefolkene, der bestemmer. Herhjemme betyder pengene ikke lige så meget, fordi der er offentlig finansiering og fonde. Her er det instruktøren, der bestemmer og tager valget i sidste ende.

JEG NÅEDE AT instruere én film, mens jeg boede i Los Angeles, ‘The Dark Tower’. Jeg syntes, at historien lød spændende, og jeg troede og håbede, at jeg kunne gøre det til min film, men allerede kort tid efter, alle kontrakterne var underskrevet, gik det op for mig, at det ikke ville blive godt.

Alle beslutninger vedrørende filmen blev truffet af marketingsfolk, og jeg havde det overhovedet ikke sjovt, mens jeg lavede den. Jeg følte mig fanget i et projekt, jeg ikke kunne identificere mig med. Alle valg handlede hele tiden om at gøre filmen så appellerende til publikum som muligt. Da vi skulle caste skuespillere til rollerne, valgte jeg nogen, jeg godt kunne lide og syntes passede til rollerne, men så fik jeg at vide, at dem kunne jeg ikke vælge, da de ikke testede godt nok blandt de 13-årige, men det gjorde de her, så det var dem, jeg skulle vælge. Hvis jeg sagde, at jeg syntes, at kostumerne skulle være sorte, fik jeg at vide, at de skulle være røde, fordi det solgte bedre.

Jeg kan ikke lave en god film ved at forsøge at gætte mig frem til, hvad de 13-årige vil have, og det har jeg heller ikke lyst til. Der var intet af mig i ’The Dark Tower’ – det kunne have været hvem som helst, der havde instrueret den.

Jeg havde ikke ligefrem en god mavefornemmelse, mens jeg lavede den. Jeg vidste godt, at det ikke ville blive en god film, men jeg var alligevel overrasket over, at folk syntes, den var så dårlig. Det var ikke særligt fedt at lave en film, der blev så dårligt anmeldt, men samtidig følte jeg mig også utroligt heldig: Jeg har lavet film, siden jeg var 27, og foruden den har det været film, som folk godt har kunnet lide.

Jeg tror, at man lærer enormt meget af at lave en dårlig film. ’The Dark Tower’ var en sindssygt god lærestreg. Jeg lærte, at man aldrig bare kan læne sig tilbage, men at man bliver nødt til at tage mig sammen hver gang, og at man er nødt til at have noget på hjerte. Man er nødt til at være kompromisløs og ikke lade andre bestemme over, hvad det er, man laver.

JEG FLYTTEDE HJEM til Danmark igen efter ‘The Dark Tower’. Jeg havde brug for at lave en film, som jeg havde lyst til at lave.

‘Bastarden’ er min film. Det er en film på mine betingelser. Hvis den bliver dårlig, er det hundrede procent min egen skyld. Jeg har været meget hård over for alle mulige andres meninger, så der er ingen, jeg kan pege fingre ad, hvis den bliver dårligt modtaget.

Det var ikke meningen, at jeg skulle lave endnu et historisk drama, men så læste jeg romanen ‘Kaptajnen og Ann Barbara’, og nærmest i det sekund, jeg var færdig, ringede jeg til min producer og sagde, at vi skulle købe filmrettighederne til den. Jeg var faktisk lidt tøvende omkring, at min anden danske film i træk skulle blive et historisk drama. Jeg frygtede, at folk ville tænke, at det var for forudsigeligt og kedeligt. Men jeg var så vild med historien, at det kunne være lige meget. Så må folk tænke deres.

Ludvig von Kahlen, som spilles af Mads Mikkelsen, var en virkelig person, der forsøgte at opdyrke den jyske hede i 1700-tallet. De fleste af karaktererne er dog opdigtede – fx Ann Barbara, som spilles af Amanda Collin. Jeg syntes, det var interessant at lave en film, der var baseret på en virkelig historie, men med fiktionaliserede elementer. Det gav lidt flere muligheder for at udfolde sig.

Jeg havde egentlig troet, at ‘Bastarden’ ville være mere en naturfilm, end den endte med at blive. I mit hoved havde jeg forestillet mig, at det hele ville være filmet nede i lyngen og noget med blomsterne og bierne. Men altså, det blev det ikke, og det er nok for det bedste ­– det havde nok været lidt stenet at sidde og se på naturen i to timer.

Jeg tror ikke, at jeg kan slippe det historiske drama, fordi det er så fedt at bygge de der verdener op. Jeg kommer aldrig til at blive sådan en instruktør, der laver køkkendramaer, hvor to mennesker bliver forelskede, og så er der en, der er utro. Det interesserer mig ikke.

MADS SKAL ALTID OVERTALES en lille smule, fordi han kan vælge og vrage mellem 1.000 film. Han kunne dog heldigvis godt lide historien, og så kender han og er tryg ved både mig og Anders Thomas Jensen, som jeg har skrevet manuskriptet med.

Jeg vidste allerede på romanens første side, at jeg ville have Mads Mikkelsen til at spille hovedrollen. Det var ham, jeg så for mig, mens jeg læste den. Ludvig von Kahlen er en 50-årig, ambitiøs, sejlivet, hærdet mand. Der er kun én, der kan spille den rolle.

Mads Mikkelsen er jo bare en mesterskuespiller. Foruden hans ekstreme talent er det allerfedeste ved Mads, at han er enormt grundig og passioneret. Han har ikke mistet noget som helst af sin arbejdsglæde over de år, han har arbejdet som skuespiller. Han opfører sig stadig som et begejstret barn, hver gang han står på et set.

JEG HAR EN RIMELIG god mavefornemmelse omkring ’Bastarden’. Den er blevet udtaget til flere af de store festivaler, så det må jo trods alt betyde, at det i det mindste ikke er en lortefilm.

Jeg er helt smadret, når film, der har taget så lang tid at lave, får premiere, men samtidig er jeg også fuld af energi. Det kan bedst sammenlignes med at have løbet en maraton: Det har været hårdt; man er helt udmattet, men samtidig er man også bare helt oppe at køre over at være nået i mål.

Jeg glæder mig til, at ‘Bastarden’ får danmarkspremiere. Det er altid en vild fornemmelse, når offentligheden for første gang skal se noget, man har siddet og finpudset så længe. Alt det med at komme på festival er sjovt, men det er også ekstremt hektisk og voldsomt, og jeg glæder mig mere til at komme i gang med den næste film, jeg skal lave. Sådan har jeg det altid, når jeg er færdig med en film.

Jeg ser ikke mine film, efter de er udkommet. Så er det kun, hvis de måske tilfældigvis er i fjernsynet, hvor jeg lige ser et par minutter, inden jeg spoler videre igen. ’Bastarden’ havde verdenspremiere i september i Venedig, hvor jeg så den. Så skal jeg se den igen, når den har danmarkspremiere. Derefter skal der gå meget lang tid, hvis jeg skal se den igen.

JEG HAR EFTERHÅNDEN VÆNNET mig til at modtage kritik. Jeg havde meget svært ved det, da jeg var yngre. Der kunne jeg virkelig ikke tåle at læse anmeldelser. Jeg fik det dårligt fysisk, når folk kom op til mig og sagde: “Jeg synes, at det er en god film. Men kunne du ikke lide have castet en anden end Anders W. Berthelsen?” Jeg kunne slet ikke holde det ud.

Jeg er lidt mere cool omkring modtagelser og premiere i dag, og hvis der så er nogle få, der ikke kan lide min film, så gør det ikke noget. Det vigtigste er, at jeg selv er glad og tilfreds.