”Men det ville min mor ikke have. Jeg skulle gå til sport. Jeg havde nogle venner, nogle skidte venner, som hun kaldte dem, og dem ville hun ikke have, jeg skulle hænge ud med. Det var en balladefyldt tid på Amager dengang. Min fætter var blevet skudt, og der var rigeligt med bander.”

Så Brian Holm blev i klubben, der gjorde et scoop i 1978. Leif Mortensen, OL-sølvvinder fra 1968 og nummer seks i 1974-udgaven af Tour de France, blev ansat som træner. Det blev et afgørende øjeblik for den 16-årige Brian.

”En dag, da vi kørte hjem fra et løb i Dragør, spurgte han mig, hvor meget jeg trænede. Jeg svarede, at det gjorde jeg ikke. Jeg kørte bare løb. Så foreslog han stille og roligt, at jeg skulle begynde på det.”

Og det begyndte Brian Holm så på. Han fandt ind i rytmen, han fandt et fællesskab, og han fandt sig til rette.

”Det var hårdt, men jeg kunne lide det. Jeg var begyndt at arbejde som murer, efter jeg var færdig med skolen, og det var kæft, trit og retning. Jeg stod op klokken 5, så jeg kunne stå på stilladset klokken 6.30. Det er sgu arbejde. Jeg plejer at sige, at har man frosset om fingrene i fem år, har man prøvet at arbejde. Og man er træt. Jeg kom hjem, satte vækkeuret til tre kvarter senere, sov, stod op og klædte om til træning, når vækkeuret ringede igen. Det var selvdisciplin, for jeg ville ikke skuffe Leif, og jeg sprang aldrig over, hvis det regnede, eller jeg var træt. For jeg vidste med mig selv, at hvis jeg sprang over nu, ville jeg gøre det resten af mine dage. Jeg så det heller ikke, som om jeg ofrede noget ved at leve på den måde og forfølge drømmen om at kunne leve af min sport. Jeg gik fuldt ind i det, selv om det krævede, at jeg levede som en munk. Jeg ville hellere vende den på hovedet, for selv om jeg kunne være træt og uoplagt, fryse eller være bange i en massespurt, så var alternativet stadig det stillads 6.30 hver morgen. Det skulle bare lykkes. Jeg fik mine rutiner, og når man har vænnet sig til at gå i seng klokken 9 om aftenen og ikke spise sukker, smør og ost, så bliver det hverdag, og så føler man ikke et afsavn.”

Træningen virkede. Brian Holm begyndte at vinde. Amager Bladet kårede drengene i klubben til Årets Fund, og Brian Holm fik noget, han ikke havde kendt til før: selvtillid.

”Jeg har altid fået at vide, at jeg ikke duede til en skid. Altid. Jeg fik tæv af de store drenge. Slås dig ud af det, var, hvad jeg lærte, og jeg nåede altid at få slået igen. Men den dag i dag har jeg svært ved at tage et par loafers på. Det skal jo være noget fodtøj, man kan stå fast i, hvis der nu skulle ske noget, tænker jeg. Så siger jeg til mig selv: ’Du skal til byrådsmøde på Frederiksberg Rådhus. Der sker nok ikke skide meget’. Men det sidder i én, at man skal hakke fra sig. Hvis der er en kontrovers på knægtens skole, så siger jeg, at min kone skal lade være med at blande sig i det. For det gør dig stærkere at møde modgang. Der vil jo altid være idioter, og er det ikke i skolen, er det på arbejdspladsen eller alle mulige andre steder. Men de drenge, der bankede mig efter skole og en gang brændte mig på maven med et cigaretskod, hvor er de nu? Hvor er ham min skolelærer, der var stor som et hus – vi kaldte ham Boris Karloff efter Frankenstein-skuespilleren – og som tævede mig i kælderen? Jeg sagde ikke noget. Det var ikke noget med at føle efter, hvordan man havde det. Og det er også det værste pladder at føle efter, hvordan man har det. Det må man ikke. Hvis jeg skulle føle efter, hvordan jeg har det hver dag, så sov jeg til klokken 11 og røg cerutter og drak portvin om aftenen. Livet går ud på at gøre ting, man ikke har lyst til. Skal man til bryllup, så holder man fandengalemig en tale, selvom man ikke har lyst til det. Og hvis man skal køre 120 kilometer på en cykel, så gør man det.”

Var det noget, du fik med hjemmefra?

”Altså, min far er ikke en gammel, klog kineser, der kom med vise ord. Han var murer på Amager. Jeg lærte det bare, og jeg tænker, at jeg er blevet stærkere af modgang. Og at jeg har kunnet bruge det positivt.”

11. februar 2004 tog Brian Holm til lægen.

Der havde været blod i afføringen i en del måneder, men Brian Holm havde slået det hen og tænkt, at det nok var en hæmoride, inden han fik en dårlig fornemmelse.

Det skulle tjekkes. Nu.

Der var ikke tid hos den praktiserende læge, så Brian Holm tog videre til skadestuen på Frederiksberg Hospital og fik presset sig til en aftale på Bispebjerg Hospital, hvor mavetarmspecialisterne holder til. Undersøgelsen varede ikke meget mere end et par minutter, men beskeden ændrede Brian Holms liv. Tarmkræft. Overlevelsesprocent: 47.

Hjemme ventede kæresten Christine med deres otte måneder gamle søn Albert, og intet var som før.

”Det var uden tvivl det værste, jeg har prøvet. Jeg var jo ikke sikker på, at jeg ville overleve, og jeg var endda lige blevet far. Det var så vanvittig en periode, hvor jeg følte, jeg kørte på våde brosten hele tiden. Jeg kunne ikke tillade mig selv at knække, så jeg måtte holde facaden over for familien og vennerne. Alle sagde, ’nej, hvor klarer Brian det flot’, mens jeg var gået i stykker indeni. At være så nervøs for at man skal dø, lige når man har fået familie, var stressende. Og alle, der tror, at de har det hårdt, kan gå ind på en kræftafdeling for at få det hele lidt i perspektiv.”

Brian Holm overvejede at tage sit eget liv, hvis han skulle ende som en terminalt syg kræftpatient uden håb. Han gjorde ubevidst, hvad han kunne for at skubbe de allernærmeste væk, og alligevel blev de der.

10. marts 2004 blev han rullet ind på operationsstuen. Kræftsvulsten skulle fjernes i en risikabel manøvre, der muligvis kunne blive fatal. Men Brian Holm klarede den. Kræftknuden i tarmen havde ikke spredt sig til lymfeknuderne, og efter den vellykkede operation handlede det om at vende tilbage til livet på trods af en vrede, der truede med at fortære ham. Det var i den periode, han fandt ud af, at livet har mest kvalitet i det mest åbenlyse.

”Hvis jeg i dag skal tænke tilbage på det bedste i mit liv, så har det været de onsdage, hvor jeg tog i Frederiksberg Have med Albert og fodrede fuglene. Han var stadig en baby, og jeg elskede de dage. Det kostede ikke en bukket femøre. Det gjorde det heller ikke at mødes med gutterne i garagen og fortælle røverhistorier over en kop te. Jeg blev simpelthen ligeglad med, hvilken bil jeg kørte i, hvilke sko jeg havde på. Det har jeg taget med mig. I dag står alt, hvad vi ejer, i Christines navn. Jeg skrev en bog sammen med Jonas Nyrup om min kræftsygdom, og efter et foredrag mødte jeg en ældre dame, der udbrød: ’Gift dig med din kæreste, dit skvat’. Så gik jeg hjem og sagde til Christine, at vi havde været sammen i 10 år, og selv om jeg i begyndelsen havde sagt, at jeg ikke skulle giftes igen, så ville jeg gerne nu, hvis hun ønskede det. ’Du kan holde mig ud. Du har holdt mig ud. Og vi skriver alt i dit navn’.

Jeg er ikke huslig. Jeg gider ikke parmiddage, og jeg tror ikke, vi har holdt mere end et par stykker de sidste 20 år. Jeg orker det bare ikke, og jeg ved jo godt, at jeg er skrækeksemplet, når hendes veninder taler med deres mænd og siger, ’bare du aldrig bliver som Brian’. Så det var for at fortælle hende, at hvis hun en dag hiver stikket, skal hun have det hele, så hun kan blive boende med ungerne. Jeg ved godt, jeg ikke har været helt god altid. Jeg er væk halvdelen af året, og jeg har aldrig husket hendes fødselsdag. Men det var min måde at fortælle hende, at jeg elsker hende.”

’Kendt dansk sportsstjerne sigtet for at sexkrænke lille pige’ hed breaking news-overskriften på bt.dk mandag den 26. maj 2014 klokken 10.55.

I artiklen kunne man læse, at Retten på Frederiksberg om fredagen havde afholdt et retsmøde, hvor der blev nedlagt navneforbud mod den sigtede, der var tiltalt for straffelovens paragraf 225, der omhandler andet seksuelt forhold end samleje med en mindreårig.

Brian Holm vidste godt, hvad der ventede. De første opkald kom kort efter – fra journalister, der ville vide, om det virkelig var ham, der var blevet sigtet. Senere begyndte vennerne at ringe, og så traf Brian Holm sin beslutning. Han lod vide, at han ville dukke op på Cafe Grok på Allégade på Frederiksberg dagen efter.

”Jeg valgte at bide fra mig. At tage krigen med det samme. Der var masser, som rådede mig til ikke at gøre det. De sagde, jeg skulle holde kæft. Min forsvarer, journalister, jeg kendte – de sagde, ’lad nu være’. Men jeg var bitter, så jeg gjorde det. Der er man nødt til at slå fra sig,” siger Brian Holm.

Snakken var allerede begyndt at løbe om det, der var sket en måneds tid før.

Her var Brian Holm kommet hjem fra byen sent om natten og voldsomt beruset. Ifølge anklageskriftet havde han lagt sig ind i soveværelset, hvor datteren Mynte og en god veninde fra kvarteret lå og sov.

Pigen var efterfølgende begyndt at græde og fortalte senere sine forældre, at Brian Holm havde trukket trusserne af hende, berørt hende i skridtet og stønnet i hendes øre. Forældrene til pigen havde 12 dage senere kontaktet politiet, hvilket førte til sigtelsen.

Rygterne ville dog have det til mere. At Brian Holm skulle have forgrebet sig på sine egne børn. At han var alkoholiker og i øvrigt havde forsøgt at bestikke sig til tavshed, lød det rundt om. Og hans børn blev konfronteret med, at deres far var kriminel den samme dag, som BT og Ekstra Bladet skrev om sportsmanden, der var underlagt navneforbud.

Derfor stod Brian Holm frem foran cafeen, der endnu ikke var åbnet, på et kaotisk pressemøde, hvor mange flere end de tre-fire indbudte journalister var dukket op.

”Jeg kunne ikke gå og vente i ugevis. Men jeg vidste godt, for det sagde min advokat, at hvis jeg stod frem og selv ophævede navneforbuddet, ville det også betyde, at sagen ville komme for retten. At der med sikkerhed ville være en anklager, der tog den videre. Men jeg følte, jeg måtte gøre det. Ellers var der intet, jeg kunne gøre ud over at tænke, om hele verden mon var blevet sindssyg. Pludselig blev det alvor for mig, og jeg følte, jeg igen kørte på våde brosten. Men jeg sagde til mig selv, at du kommer videre. Det er noget lort, men du kommer videre.”

Sagen blev berammet til 2. juli 2014, umiddelbart før Tour de France, ved Retten på Frederiksberg.

”Jeg havde fornemmelsen af, at én episode kan ændre ens liv. Det var min datters veninde, det handlede om. Hun var kommet her en del, for hun kunne lide det her. Jeg kom skidefuld hjem, og jeg anede ikke, at de lå i den seng, da jeg lagde mig. Jeg følte stor skyld over, at jeg havde været så dum, så da sagen kom frem, tænkte jeg, at hvis jeg havde startet festen, så måtte jeg også afslutte den. Jeg gik ind til den retssag med følelsen af, at hvis I har noget, så kom for fanden med det nu. Jeg satte mig op til det, som var det en massespurt. Og så blev afgørelsen udsat.”

Adrenalinrusen er enorm for cykelryttere, når de er midt i et løb. Kroppens alarmsystemer pumper på livet løs, og det er derfor, man kan se ryttere styrte på grusom vis for så at rejse sig op og køre videre. Som da Philippe Gilbert hamrede ud over et stengærde under dette års Tour de France og styrtede fem meter ned på en klippeskrænt. For så at kravle bandende op og sætte sig op på cyklen og forsøge at køre videre. I Phillipe Gilberts tilfælde kunne det ikke lade sig gøre, for knæskallen var brækket, men mange ryttere er kommet i mål med groteske brud og skader. Noget, der kun kan lade sig gøre, fordi det sker under maksimalt pres og stress. Brian Holm havde det på samme måde, mens han ventede på dommeren.

”Jeg blev nervøs. Simpelthen. Jeg mistede koncentrationen. Jeg blev bange for, hvad der kunne ske, hvis jeg blev dømt. Man er aldrig sikker på noget i en retssag. Og pludselig var det slut. Jeg blev frikendt. Det gik så hurtigt, at jeg næsten ikke opfattede det.”

Det var en yderst fåmælt Brian Holm, der tog til Tour de France i 2014. Andre var nok blevet hjemme, men han ville afsted. Den ellers altid glade sportsdirektør var indadvendt og svarede kort, når han blev spurgt om løbet, og han var helt tavs, når de forventelige spørgsmål om sagens afslutning kom. Han ville ikke sige noget. I dag er han stadig varsom.

”Man skal ikke sparke bagud. Slet ikke, når der er børn involveret. Man kan pine sig selv og tænke over, hvad folk mon mener om dig, og ja, jeg var bitter på det tidspunkt. Men det kunne jeg ikke vise. Jeg ville omvendt heller ikke hovere. Men verden er ikke altid retfærdig, og jeg måtte bare trykke på deleteknappen, så jeg kunne komme videre. Alt det negative, der sker i ens liv, må man forsøge at vende til noget positivt. Det dur ikke at være sur. Det rammer kun ens familie. Jeg har altid vidst, at jeg skulle være stærkere end de andre, og det er ikke for at lyde hård eller kynisk, men jeg havde ikke noget ud af at tæske rundt i det. Det ville jeg ikke vinde noget ved. Men der er ingen, der skal få mig ned med nakken.”

Der er gået nogle dage siden første interview. Brian Holm sidder i efterårssolen og drikker en kop kaffe. Han er på vej ud til Eurosports studier vest for København for at kommentere et af årets sidste løb i Europa. Eurosport har hele tiden været en del af Brian Holms fremtidsplaner, og stationen, der sælger sig på at være cykelsportens hjemsted, har rigeligt med opgaver, hvis Brian Holm ellers ønsker det. Samarbejdet med den faste kommentator, som også er tidligere professionel rytter, Thomas Bay, minder mere om hyggestund i garagen end om et arbejde. Anekdoter af mere eller mindre lødig karakter svømmer ud fra det lille studie.

Der er gode nyheder fra Belgien. Holdets øverste chef, Patrick Lefevere, har sikret sig en ny sponsor for holdet, Deceuninck (som udtales De køneg, altså kongen), og sammen med pengene fra Quickstep er holdets budget på cirka 20 millioner euro sikret.

”Vi taler om, at jeg skal lave de tre Grand Tours med Eurosport. Men det er ikke sikkert endnu, og så må vi se, om jeg kan få en aftale med Lefevere. Ellers går det jo nok,” siger Brian Holm.

Hans plan om at trække sig lidt mere ud af cykelsporten ser ud til at lykkes. Nu er der tid til nye projekter, og lige nu er det drømmen at køre tværs over USA på en Harley. Spørgsmålet er, om han skal købe eller leje den motorcykel, der skal transportere ham fra New York til Los Angeles med afstikkere til blandt andre kollegerne Georgie Hincapie og Lance Armstrong. Men ellers er det familien, der venter.

De har ventet en del år, og det ved Brian Holm. Ungerne er ved at blive store. Mynte er 12 år, og Albert er efterhånden blevet 15 og er en habil cykelrytter. Så habil, at der kan være en fremtid i det.

”Det er måske genetisk. Albert er elendig til alt med en bold, ligesom jeg er. Så da vi stod i cykelforretningen for at købe en cykel til ham, spurgte jeg, hvorfor vi var endt her, og han svarede bare, at han elsker at køre på cykel. ’Det er det bedste, jeg ved’, sagde han. Jeg griner med det ene øje og græder med det andet, når jeg hører det. For jeg har aldrig håbet, at han skulle blive cykelrytter. Jeg har været nærmest erklæret død efter et styrt. Jeg lå på hospitalet i Vilvoorde i Belgien og fik den sidste olie af præsten. Jeg har brækket det meste, jeg har frosset, levet på en sten i uvished. Det er et hårdt liv, så jeg håber, at min søn får en lidt mere normal tilværelse. Men omvendt er det også fyldt med glæde, når jeg står op klokken 5.45 og kører til Haslev eller Køge, når knægten og vennerne skal til start i et løb. De kører som en pose nødder, men for dem er det Flandern Rundt, og jeg holder meget af bare at stå der og drikke kaffe og fortælle røverhistorier. Min far og min bror, der også cykler, tog med en søndag. Det er en ny top tre over gode oplevelser for mig. Og det er en oplevelse, der ikke koster en krone. Jeg kan godt lide det. De små ting, der ikke koster alverden.”

Det er det, Brian Holm vil have mere af nu. God tid og de simple ting. Prøve at deltage i en påskefrokost, hvis sådan noget stadig findes. Give børnene nogle værdier, som han mener, er de rigtige. Også selvom det først går op for dem om 20 eller 30 år, at hans råd er velmente og måske endda gode.

Der er også en anden grund til, at Brian Holm ikke længere har de samme forbehold over for at lade sønnen afprøve drømmen. Cykelsporten er blevet fri for langt det meste af det doping-dynd, alle hang fast i, da han selv var aktiv.

”Det var forkert, hvad der foregik dengang. Det var snyd, svindel og humbug. Det forbitrede mig til sidst. Jeg så en statistik for noget tid siden over min karriere. Jeg havde gode resultater op til 1991-92, hvor det stoppede, og jeg fattede ikke, hvad der skete. Vi anede ikke, hvad de andre gjorde, men italienerne sagde, at vi trænede forkert. De kørte alle rundt med pulsure, og vi troede, at det var hemmeligheden. Så vi trænede hårdere og hårdere, blev mere og mere trætte – og vi blev sat. Efter fire år, hvor jeg havde sagt nej, tænkte jeg, ’OK, så gør jeg det også’. Men jeg anede ikke, hvordan man tog epo rigtigt. Det var noget med at købe det på apoteket og tage det op til et løb. Jeg fattede jo ikke, at man skulle tage det over længere tid. Så det der med, at alle tog det hele tiden, det er proportionsforvrængning. Det var som den store klassefest, hvor nogen tager det hele, og andre nøjes med en øl i baren. Men det var snyd, og det kan jeg stadig være bitter over. Jeg var den første, der indrømmede doping. Det var tilbage i 2002 i en bog, men det var pakket godt ind, og jeg udleverede ikke andre. Men jeg fik tons af lort i hovedet. Det var ikke sjovt, men jeg lærte, at nogle gange er det bare nødvendigt at udløse nogle eksplosioner for at komme videre. I dag er sporten helt anderledes. Sporten er nok så ren, som den nogensinde har været. Jeg ville have ønsket, jeg kunne have kørt i dag.”

Et par dage senere ringer Brian Holm. Han vil lige sikre sig, at han ikke kommer til at fremstå som en, der belærer andre.

”Det gider jeg ikke. Folk må leve som de vil. Jeg gider bare ikke høre på deres brok,” griner han.

Hvad med Lefevere? Hørte du fra ham?

”Ja, for fanden. Han ringede tre gange i går, inden jeg fik vendt tilbage. Alt er på plads med en deltidsaftale. Det er skidegodt.”