Jeg vidste lige præcis, hvad jeg ville have, eller i hvert fald vidste jeg lige præcis, hvad jeg ville se og nok også lige prøve på, da jeg forleden gik ind i Arket på Købmagergade. Og hvor vanskeligt kan det så lige være?
I al almindelighed er jeg på de fleste parametre en socialt kapabel person uden nævneværdige udfordringer eller opsigtsvækkende skævheder, men i samme øjeblik, som jeg træder ind i en fysisk butik, er det, som om min normalitet evaporeres i dørkarmen og erstattes af akavethed og forlegenhed og rødmen. Det er, som om de sensorer, der er installeret i en butiksindgang for at afsløre tyveri, foruden deres mere almindeligt kendte egenskaber også er programmeret til at registrere særligt svage butiksbesøgende. Ligesom hunde, der kan fornemme, hvis man er ængstelig, og man får tanken: Hov, den muskuløse, frådende hund dér kan jo fornemme min ængstelighed, og så bliver man det fandeme da først.
Jeg har ingen anelse om, hvor den stammer fra, den her ekstreme selvbevidsthed i fysiske butikker. Jeg tror, at det måske er en eller anden latent frygt for at blive afsløret i ikke at kende koderne, at blive til grin på en måde, der ligger uden for min egen kontrolsfære. Bedømmelsen fra andre, måske? Eksempelvis bryder jeg mig virkelig heller ikke om at lægge mine varer op på båndet foran alle andre, når jeg handler, hvis mine varer kun består af Powerade og KiMs Kanonkugler.
Som sagt så vidste jeg, hvad jeg skulle, og det var egentlig yderst ligetil. Jeg havde længe haft lyst til at købe en strikhue i en ret markant farve, og online havde jeg så set, at de hos Arket har en i en mørk orange, der både er pæn og til at betale.
Inde i butikken (har du været der? Meget rummelig, lys, pæn, dufter godt, stor nok til, at man kan rende rimelig inkognito rundt, med andre ord et sted, jeg i grunden godt kan lide) fik jeg hurtigt øje på huen. Der var dog lige det, at der stod to medarbejdere og sludrede foran den reol, hvorpå huen lå. Det var ikke sådan, at de stod og blokerede for huen, men jeg ville helst undgå enhver form for interaktion, så jeg gik lige lidt rundt og kiggede på resten af butikkens sortiment. Da jeg et par minutter senere vendte tilbage for at få fat i huen, stod de der to medarbejdere stadig og konserverede i en skidelystig tone, hvilket jeg godt kunne mærke, provokerede mig en smule. Men så tænkte jeg på, at det da i grunden er at foretrække, at butiksmedarbejdere står i deres helt egen verden og snakker, i stedet for at de kommer og spørger, om der er noget, de kan hjælpe med, eller – værre endnu – kommer hen, idet man har taget en trøje frem fra en hylde, og siger: Den er så fed, jeg har selv en magen til derhjemme.
Nå, så jeg besindede mig og gik simpelthen hen og tog huen, og de bemærkede heldigvis ikke en dyt. Jeg følte mig rimelig sikker på, at huen var lige, som den skulle være, men jeg tænkte, at det nok alligevel ville være en god idé at prøve den på først. Hvad jeg dog på ingen måde havde lyst til, var at prøve den foran alle butikkens andre kunder og de to snakkemaskiner. (Jeg tror, forlegenheden ved at prøve noget på har at gøre med, at andre ikke må se mig prøve noget på, som jeg ikke selv har kunnet nå at fælde dom over først).
Men så var det, at en anden tanke slog mig: Det ville også være for fjollet at gå ind i prøverummet med bare en hue i hånden, og for det andet ville den prøverumsansvarlige medarbejder med sikkerhed stå og tænke, hvorfor jeg i himlens navn ikke bare havde prøvet huen på ude i butikken.
Derfor gik jeg hen og tog en pæn skjorte, jeg havde bemærket på min første lille rundtur, med mig. Ovre ved prøverummene var der trukket for ved alle båsene, men der var ikke nogen prøverumsansvarlig at se, og der lod sådan set heller ikke til at være ret meget gang i den inde bag gardinerne, men jeg væbnede mig med tålmodighed. Et par medarbejdere gik forbi, og de kiggede lidt mærkeligt på mig, men jeg havde ikke lyst til at spørge, hvor den prøverumsansvarlige befandt sig, og hvorfor der var så inaktivt inde bag gardinerne. Så kom der en tredje medarbejder og orienterede mig om, at det her prøverum var lukket, men det kunne jeg selvfølgelig heller ikke vide, og pegede mig i retning af butikkens andre prøverum.
Jeg følte mig lidt dum, men omvendt: ingen skade sket. Jeg forsøgte bare at bevare mit cool og gik i den retning, hvor han havde peget, med huen og skjorten i hånden. Til min lettelse kunne jeg se, at der ved disse andre prøverum faktisk stod en prøverumsansvarlig medarbejder og smilte, som kun en prøverumsansvarlig medarbejder kan smile.
”Og du har de to ting der?” sagde hun.
”Ja,” sagde jeg og kiggede ned på huen og skjorten, ”bare de to her.”
”Man må desværre ikke,” sagde hun så, ”have accessories med ind i prøverummene. Så hvis du bare lige lægger huen her.”
”Ah, ok, klart,” svarede jeg, som om den information på ingen måde repræsenterede et problem for mig.
Her kunne jeg så have tilføjet: Ved du hvad, skide være med det, jeg satser. Eller jeg kunne måske have krybet til korset og sagt: Det var, for nu at være frank, faktisk huen, jeg helst lige ville prøve på. Eller noget helt tredje eller fjerde, bare et eller andet, der kunne have foldet et redningsnet ud under min værdighed, der i de her sekunder var sendt i frit fald.
I stedet lagde jeg huen på hendes disk og gik ned mod den første ledige bås, jeg kunne se. På de seks-syv meter underholdt jeg hovedsageligt én tanke: Er jeg virkelig på vej ind i den bås der for at lade, som om jeg skal prøve den her skjorte, som godt nok er pæn, men som jeg udelukkende bærer rundt på som et rekvisit i en dækhistorie, der er opspundet for at sørge for, at jeg ikke fremstår som et komplet fæhoved, der ikke kan finde ud af at prøve en hue ude i butikken ligesom alle andre?
Ja, det kunne det, så nu stod jeg pludselig inde i båsen med skjorten i hånden. Jeg var 100 procent fast besluttet på, at jeg under ingen omstændigheder skulle købe skjorten, så jeg hang skjorten på en knage og tog min mobil frem og gav mig til at surfe rundt på mine sociale medier. Hvor lang tid plejer sådan noget her at tage, tænkte jeg så. To minutter? Tre? Jeg forestillede mig, hvad jeg normalt ville gøre: af med jakken, så min trøje og en T-shirt, knap den nye skjorte op, på med den, stå og kigge lidt, dreje rundt engang, overveje økonomien i det hele, forestille mig potentielle skjorte-buks-kombinationer, dreje rundt igen, så tage den af igen, mit eget tøj tilbage på, hænge skjorten på bøjlen. Nej, svaret var nok nærmere fire minutter, så jeg surfede lidt videre.
Da de fire minutter var gået, ville jeg til at gå ud, og så slog det mig: Den smilende prøverumsansvarlige medarbejder derude ser hundredvis af forhutlede kunder komme ud af de her prøverum hver evig eneste dag, og hun gennemskuer så let som ingen ting, at jeg overhovedet intet har foretaget mig andet end at se på videoer af havørne, der fanger fisk og bagefter sluger dem flyvende. Så jeg åbnede lidt knapper på den pæne skjorte, ruskede lidt i den, og så lynede jeg min egen jakke helt ned.
”Du kan bare tage huen derovre,” sagde den prøverumsansvarlige, da jeg kom ud og hang den opknappede skjorte på stativet for uønsket prøvetøj.
”Jo tak,” sagde jeg og smilte til hende.
Tilbage i butikken stod der til min afgrundsdybe ærgrelse en flok unge drenge i nærheden af det spejl, jeg tidligere havde vurderet til at være det, der tilbød mest privatliv. Så jeg gik om bag nogle hylder. Her tog jeg huen på bare lige for at fornemme, om den i det mindste føltes godt på hovedet, hvilket den gjorde, og så skyndte jeg mig at tage den af igen. Men så, cirka i samme øjeblik, smuttede de der unge drenge, og jeg så mit snit, så jeg gik hen foran spejlet, tog huen på, og den så faktisk helt OK ud, så jeg skyndte mig op til kassen og sagde: Bare den her, tak.
Og så gik jeg uden for, og det var blevet helt mørkt.
